Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 14 (§§ 34-36) Husdyrbruglovens § 27

Overordnet om kommunens afgørelse

En godkendelse eller tilladelse er en afgørelse fra kommunen om, at et konkret husdyrbrug med en nærmere bestemt produktion kan drives på en bestemt lokalitet. Både godkendelser og tilladelser vil indeholde vilkår for husdyrbrugets indretning og drift samt evt. placeringen af bebyggelse m.v. Vilkårene skal sikre, at husdyrbruget kan drives uden væsentlig miljøpåvirkning af omgivelserne. Vilkårene i godkendelser forudsættes at omfatte flere emner end vilkårene i tilladelser, ligesom godkendelser indebærer særlige krav til offentlighedsprocedurer og miljøvurderinger.

Reglerne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 14 om kommunens afgørelse skal ses i lyset af det grundlæggende formål med husdyrbruglovens godkendelses- og tilladelsesordning om at forene en række hensyn og krav i én samlet afgørelse og proces, hvor krav efter VVM-direktivet, habitatdirektivet og IE-direktivet samt i et vist omfang hensyn og regler, der stammer fra miljøbeskyttelsesloven og planlovens landzoneregler, varetages og reguleres i én samlet godkendelse eller tilladelse. Godkendelses- og tilladelsesordningen suppleres af generelle regler i bekendtgørelsen, som udtømmende regulerer forskellige forhold herunder reglerne i bekendtgørelsens kapitel 15.

Ved siden af reglerne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen gælder desuden den generelle regulering i husdyrgødningsbekendtgørelsen, reglerne om placering af anlæg m.v. i husdyrbruglovens kapitel 2 m.v. Kommunen vil som led i behandlingen af en godkendelse eller tilladelse også påse, at et ansøgt projekt iagttager disse regler.

Helt centralt i reguleringen er det, at kommunen efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 24 ikke kan give en godkendelse eller tilladelse efter lovens §§ 16 a eller 16 b, hvis husdyrbruget med det ansøgte kan indebære væsentlig virkning på miljøet, som ikke kan imødegås med vilkår. Virkningen anses i alle tilfælde for væsentlig, hvis beskyttelsesniveauet for ammoniak eller lugt ikke kan overholdes.

Miljøpåvirkningerne fra husdyrbrug vil navnlig bestå i lugtgener, ammoniakemission, herunder depositionen på nærliggende ammoniakfølsom natur, og – hvis bebyggelsen er omfattende eller placeret i sårbart landskab m.v. – landskabspåvirkning. Herudover kan som eksempler nævnes gener og miljøbelastning som følge af støj, transport, lys, støv, fluer, affald, energi- og vandforbrug eller uheld.

Ved behandlingen af en ansøgning om godkendelse eller tilladelse skal kommunen derfor vurdere og varetage en række forskellige forhold og hensyn vedrørende påvirkning af natur, miljø og landskab samt gener for omgivelserne. Lovens ordning bygger i hovedtræk på en forudsætning om, at der sker en samlet vurdering af den påvirkning af miljøet i bred forstand, som en konkret etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug kan give anledning til. I forhold til mange miljøpåvirkninger er kommunens opgave i høj grad at efterse, at oplysningerne i ansøgningen er fyldestgørende og korrekte. Det vil i den forbindelse ofte være relevant og påkrævet med vejledning og dialog i forhold til såvel ansøgere og disses konsulenter eller rådgivere som eventuelle omboende m.v.

Efter husdyrbruglovens § 27, stk. 1, skal kommunen i en godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b fastsætte vilkår om husdyrbrugets indretning og drift, herunder om egenkontrol, samt opførelse af bebyggelse m.v., medmindre der er fastsat umiddelbart bindende regler for husdyrbruget, som regulerer det pågældende forhold udtømmende. Husdyrbruglovens § 27, stk. 2, indeholder desuden krav om, at der i godkendelser og tilladelser til husdyrbrug, der har en ammoniakemission på mere 750 kg NH₃-N pr. år, skal fastsættes vilkår om reduktion af ammoniakemissionen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik. 

Det følger af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 36, jf. § 34, at kommunen skal fastsætte de vilkår, der er nødvendige for, at husdyrbruget med det ansøgte ikke kan indebære væsentlig virkning på miljøet. I godkendelsen eller tilladelsen skal der således fastsættes de vilkår, der sikrer overholdelse af beskyttelsesniveauerne, anvendelse af bedste tilgængelige teknik og imødegåelse af husdyrbrugets påvirkninger af omgivelserne i øvrigt, herunder landskab, natur, støj, støv, fluer m.v. For IE-husdyrbrug er der herudover særlige krav til kommunens vurdering af det ansøgte og fastsættelsen af vilkår. Disse fremgår navnlig af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § § 35 og 36.

Kommunen vil på baggrund af ansøgningen i den enkelte sag fastlægge husdyrbrugets produktionsramme ud fra produktionsarealernes størrelse, dyretyper, og staldsystemer, idet der gennem ansøgningen kan sikres fleksibilitet til forskellige ændringer, udvidelser m.v., hvis husdyrbrugets placering i forhold til bl.a. natur giver mulighed herfor. Det er muligt som led i ansøgningen at indarbejde fleksibilitet i forhold til f.eks. mulige produktionsarealer og i forhold til dyretyper og staldsystem vælge forskellige fleksgrupper m.v., hvor ansøgningen og dermed myndighedsbehandlingen kan tage højde for ”worst case” i relation til ammoniak- og lugtemission.

Hvis en væsentlig miljøpåvirkning, herunder navnlig i form af overskridelse af beskyttelsesniveauerne for ammoniak og lugt, ikke kan imødegås gennem dialog med ansøgeren og dennes projekttilpasninger og deraf følgende vilkår i godkendelsen eller tilladelsen, meddeler kommunen som altovervejende hovedregel afslag.

Vurdering

§§ 34 og 35

Væsentlig virkning

På baggrund af ansøgningen, en eventuel miljøkonsekvensrapport og sagens oplysninger i øvrigt vurderer kommunen, om den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbruget kan indebære væsentlig virkning på miljøet. Vurderingen af de konkrete virkninger, en etablering, udvidelse eller ændring kan give anledning til, afhænger dels af det projekt, der søges om, dels af de konkrete omgivelsers sårbarhed og kvalitet m.v. De typiske miljøpåvirkninger fra husdyrbrug, der skal belyses og vurderes forud for meddelelse af godkendelser og tilladelser, er opregnet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1 og vil bl.a. være ammoniakpåvirkning af naturområder, påvirkning af landskabelige værdier i forbindelse med ny bebyggelse og gener for omkringboende.

For så vidt angår landskab skal kommunens vurdering ses i lyset af bekendtgørelsens § 23, hvorefter ny bebyggelse skal placeres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, medmindre der foreligger en særlig begrundelse for en anden beliggenhed.

Jord, grundvand og overfladevand er i forhold til udbringningsarealerne håndteret i generelle regler, hvilket vil skulle lægges til grund for kommunens vurdering, jf. § 36, stk. 6, 1. pkt. Risiko for tab fra anlæggene til jord, grundvand og overflade kan dog efter omstændighederne indgå i vurderingen.

Herudover kan der være andre konkrete forhold, som bør indgå i vurderingen. I det omfang der er tale om husdyrbrug, der er omfattet af krav om udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport, vil kommunens vurdering skulle tage udgangspunkt i denne, og resultatet af de foretagne høringer m.v. Kommunens vurdering skal i det hele taget ses i lyset af oplysningskravene i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 4 og 5 og bilag 1, og vil afhænge af det konkrete projekts omfang og karakteristika. Ansøgningen m.v., der skal indgives via husdyrgodkendelse.dk, skal som udgangspunkt indeholde alle de fornødne oplysninger til brug for kommunens vurdering. Kommunen kan indhente yderligere oplysninger i overensstemmelse med forvaltningsretlige regler herom, herunder anmode ansøgeren om at uddybe eller supplere oplysninger i ansøgningen, miljøkonsekvensrapporten m.v. Dette er nærmere beskrevet under vejledningen til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 2.

Kommunens vurdering skal ikke alene omfatte det ansøgte projekt, idet alle etableringer, udvidelser og ændringer, der er truffet afgørelse om inden for de seneste 8 år før den aktuelle afgørelse om godkendelse eller tilladelse, skal inddrages i vurderingen. Dette fremgår af § 34, stk. 2, i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Der er herved ikke muligt at opdele et projekt i mindre projekter, som efter omstændighederne ikke vil have væsentlig virkning på miljøet isoleret set, uden at kommunens vurdering og dermed vilkår og afgørelse vil tage højde herfor.

Bestemmelsen er således navnlig relevant i forhold til påvirkninger og gener, hvor der ikke er krav til eller beskyttelsesniveauer for husdyrbrugets totalbelastning. Navnlig i relation til vurderingen af ammoniakdeposition til kategori 3-natur har bestemmelsen stor betydning. Det skyldes, at kommunen efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 29 alene kan stille krav i tilfælde, hvor der er en merdeposition af ammoniak på 1 kg pr. år pr. ha. eller mere. Reglen i § 34, stk. 2, betyder derfor, at vurderingen af merdepositionen skal ske ud fra alle afgørelser om godkendelse, tilladelse eller anmeldelse, der er truffet de seneste 8 år. Som led i ansøgningen skal der i husdyrgodkendelse.dk i relevant omfang oplyses om såvel nudrift som 8-årsdrift for de enkelte anlæg. Om beregningen i øvrigt henvises til vejledningen til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 13.

Hvis en ansøgning indebærer opførelse af ny bebyggelse skal det indgå i kommunens vurdering, om byggeriet er erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrugsejendom. Det følger af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 3.

Det følger af definitionen af husdyrbrug i husdyrbruglovens § 3, stk. 1, at husdyrbruget er de anlæg, driftsbygninger m.v., der ligger på samme matrikulære ejendom. Der er ikke herved krav om, at der er tale om en landbrugsejendom. Det er derimod en del af vurderingen efter husdyrgodkendelsens § 34, stk. 3, om der er tale om landbrugsejendom, dvs. om der i Geodatastyrelsens matrikelregister er noteret landbrugspligt på ejendommen. Dette kan bl.a. konstateres ved opslag på ejendommen på mingrund.dk.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at byggeri til brug for husdyrbrug i langt de fleste tilfælde vil være erhvervsmæssigt nødvendigt, bl.a. fordi landmanden som udgangspunkt ikke har interesse i at opføre byggeri, der ikke er nødvendigt for driften af husdyrbruget. Langt de fleste husdyrbrug vil desuden ligge på landbrugsejendomme. Det vil i sådanne tilfælde sjældent være nødvendigt, at det fremgår eksplicit af afgørelsen, at der er tale om erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri. De tilfælde, hvor kommunens vurdering vil kunne have selvstændig betydning, vil formentlig alene være, hvor der er tale om så omfattende byggeri, at det får industrilignende karakter, eller tilfælde hvor der er tale om byggeri til brug for små hobbybrug. Der kan dog også være andre husdyrbrug, i praksis navnlig minkfarme, på ejendomme uden landbrugspligt. Det forhold, at kommunen vurderer, at der ikke er tale om erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri for ejendommens drift som landbrugsejendom, betyder ikke i sig selv, at byggeriet ikke kan godkendes eller tillades. F.eks. vil der kunne være behov for at fastsætte yderligere vilkår til varetagelse af landskabshensyn, hvis der er tale om byggeri af industrilignende karakter.

Kriteriet om erhvervsmæssig nødvendighed indgår desuden som betingelse for anvendelse af visse anmeldeordninger, der giver mulighed for opførelse af ny bebyggelse, og skal i øvrigt ses i sammenhæng med husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 23, hvorefter ny bebyggelse som det klare udgangspunkt skal opføres i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Kriteriet må desuden ses i sammenhæng med planlovens landzonebestemmelser. Opførelse af eksempelvis boliger, vindmøller, butikker m.v. i tilknytning til husdyrbrug ikke er reguleret af godkendelser og tilladelser efter husdyrbrugloven, men typisk af planloven. Tilsvarende gælder for udstykning af nye ejendomme.

Hvis der er tale om et IE-husdyrbrug skal kommunen ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse desuden sikre sig, at husdyrbruget indrettes og drives i overensstemmelse med de opregnede hensyn i bekendtgørelsens § 35. Det bemærkes herved, at der udover de almindelige oplysningskrav og krav om miljøkonsekvensrapport gælder særskilte krav for IE-husdyrbrug, herunder krav om BAT-redegørelse m.v., som danner grundlag for kommunens vurdering og dermed også vilkår efter bekendtgørelsens § 36, stk. 1, nr. 7-13.

Vilkår

§ 36

Kommunen skal på grundlag af vurderingen efter §§ 34 og 35 fastsætte de vilkår efter husdyrbruglovens § 27, stk. 1, der sikrer, at husdyrbruget med det ansøgte ikke vil have væsentlig virkning på miljøet. Dette følger af § 36, stk. 1, i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Bestemmelsen skal herved ses i lyset af det generelle beskyttelsesniveau, idet bekendtgørelsens § 24 bestemmer, at kommunen ikke kan godkende eller tillade etableringer, udvidelser eller ændringer af husdyrbrug, der kan indebære væsentlig virkning på miljøet. Hvis beskyttelsesniveauerne for ammoniak og lugt ikke – med vilkår – kan overholdes, anses virkningen i alle tilfælde for væsentlig.

Det følger af husdyrbruglovens § 27, stk. 1, at en godkendelse eller en tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b skal indeholde vilkår om husdyrbrugets indretning og drift, herunder om den kontrol, som den, der er ansvarlig for husdyrbruget, skal foretage for egen regning, samt opførelse af bebyggelse m.v.

I overensstemmelse med forvaltningsretten skal vilkårene være bestemte, proportionale og sagligt begrundede, dvs. begrundede i hensyn, som varetages med loven i øvrigt, jf. lovens formål. I relevant omfang kan og skal der stilles vilkår, som imødegår væsentlige natur- og landskabspåvirkninger samt gener for omkringboende i form af lugt, støv, støj, rystelser, lys, fluer m.v. Denne generelle adgang for kommunen til at fastsætte vilkår er for visse forhold nærmere konkretiseret i § 36, stk. 1, nr. 1-13, men opregningen er, som det fremgår, ikke udtømmende for de forhold, der kan fastsættes vilkår om.

Kommunen vurderer behovet for at fastsætte vilkår på baggrund af ansøgningen og evt. yderligere dialog med ansøgeren om relevante virkemidler. Det er i praksis hovedreglen, at ansøger selv vælger eller foreslår de nødvendige og bedst egnede virkemidler for så vidt angår husdyrbrugets drift og indretning.

Godkendelser og tilladelser skal i alle tilfælde indeholde de vilkår, som er nævnt i § 36, stk. 1, nr. 1-6, hvis det er relevant ud fra de enkelte bestemmelsers indhold. Det betyder for det første, at en godkendelse eller tilladelse i alle tilfælde skal indeholde vilkår om produktionsrammen i form af det godkendte eller tilladte produktionsareals størrelse i m² med angivelse af dyrearter og dyretyper, staldsystemer og teknologi, jf. nr. 1.

Herudover skal der være vilkår, som angivet i nr. 2-6, hvis godkendelsen eller tilladelsen omhandler de der beskrevne situationer. Hvis ansøgningen f.eks. indebærer opførelse af fritliggende bebyggelse, skal godkendelsen eller tilladelsen indeholde vilkår placeringen og udformningen samt evt. beplantning. Hvis der gives mulighed for anvendelse af teknologi eller teknikker til reduktion af lugt- eller ammoniakemission, som ikke er optaget Miljøstyrelsens teknologiliste, skal kommunen fastsætte vilkår om, at husdyrbruget skal fremlægge nærmere bestemt dokumentation for effekten. En vejledende udtalelse fra Miljøstyrelsen vil indeholde et bilag med vejledning om anvendelse af udtalelsen, herunder hvorledes kommunen i en godkendelse eller tilladelse nærmere kan stille vilkår for at sikre miljøbeskyttelsen ved evt. manglende miljøeffekt af teknologien efter testens afslutning. Om Miljøstyrelsens teknologiliste henvises til vejledningen til kapitel 1.

Kommunen skal fastsætte vilkår om anvendelse af ammoniakreducerende virkemidler, hvis husdyrbruget inklusiv det ansøgte medfører en ammoniakemission på mere end 750 kg NH3-N pr. år. BAT-kravet og beregningen heraf fastlægges efter bekendtgørelsens § 25og bilag 3, pkt. A.

Kravet om fastsættelse af vilkår gælder både i relation til godkendelser og tilladelser. Det afgørende er således, om husdyrbruget som helhed overskrider grænsen på 750 kg pr. år i ansøgt drift inklusiv anvendelse af teknologi/virkemidler. På baggrund af oplysninger om produktionsarealets størrelse, dyretypen, det valgte staldsystem og den valgte teknologi m.v. vil ansøgeren i husdyrgodkendelse.dk forinden indsendelse af ansøgningen kunne beregne den samlede ammoniakemission og dermed umiddelbart kunne konstatere, om den samlede ammoniakemission fra husdyrbruget overstiger 750 kg pr. år. Ansøgeren vil på den baggrund kunne vurdere, om der er grundlag for projekttilpasninger, herunder hvilke tiltag der eventuelt skal gøres for at imødegå et krav om reduktion af ammoniak ved anvendelse af BAT. Det vil således være muligt for en ansøger at holde sig under 750 kg-grænsen ved i udformningen af sin ansøgning at anvende ammoniakreducerende teknologi som eksempelvis et staldsystem med lav ammoniakemission eller gyllekøling.

Der er efter § 36, stk. 1, nr. 2, alene krav om vilkår om anvendelse af ammoniakreducerende virkemidler i tilfælde, hvor husdyrbrugets ammoniakemission overstiger 750 kg pr. år. Det kan – som det fremgår lige ovenfor – imidlertid godt være relevant også at fastsætte vilkår om teknologi m.v. i tilfælde, hvor 750 kg-grænsen ikke er overskredet, hvis det indgår i ansøgningen, at der skal anvendes en bestemt teknologi, f.eks. for at husdyrbrugets ammoniakemission derved holdes under 750 kg-grænsen.

For IE-husdyrbrug skal godkendelsen herudover altid indeholde vilkår om de specifikt opregnede forhold, der fremgår af § 36, stk. 1, nr. 7-13.

Særlige krav, begrænsninger m.v. i kommunens adgang til at fastsætte vilkår

§ 36, stk. 2-6, indeholder nærmere krav, begrænsninger m.v. i forhold til kommunens adgang til at fastsætte vilkår.

Det følger af § 36, stk. 2-5, at der i særlige tilfælde kan fastsættes vilkår om maksimal deposition af ammoniak på kategori 3-natur samt på naturtyper, der indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder, men som ikke er kategori 1- eller 2-natur. Bestemmelserne skal herved også ses i sammenhæng med bekendtgørelsens § 29, hvorefter kommunen vurderer, om der skal stilles krav til den maksimale merdeposition af ammoniak fra husdyrbruget til kategori 3-natur, idet kravet dog kun kan stilles, hvis merdepositionen er over 1,0 kg N pr. ha pr. år. Ved vurderingen af, om der konkret skal fastsættes vilkår om den maksimale deposition skal kommunen inddrage følgende kriterier:

1. det pågældende naturområdes status i kommuneplanen, herunder særligt om det er omfattet af kommuneplanens udpegning af særlige værdifulde naturområder, rekreative områder og/eller værdifulde kulturmiljøer, samt kommuneplanens retningslinjer for varetagelsen af naturbeskyttelsesinteresserne, de rekreative interesser og de kulturhistoriske interesser,
2. om det pågældende område er omfattet af fredning, handleplan for naturpleje eller anden planlagt naturindsats,
3. det pågældende naturområdes naturkvalitet og
4. kvælstofbidrag til området fra andre kilder, herunder om der er tale om et minivådområde eller et vådområde, som er udlagt med henblik på kvælstoffjernelse fra landbrugsjord, eller om området i øvrigt er påvirket fra markbidrag, eller for så vidt angår skove om de gødskes.

Kommunen kan alene stille krav til den maksimale deposition, hvis området er omfattet af de nævnte udpegninger m.v. i nr. 1 eller 2 og/eller har en høj naturkvalitet, samt at ammoniakbidraget fra husdyrbruget ikke er helt uvæsentligt i forhold til den påvirkning af næringsstoffer, området modtager fra andre kilder.

Sidstnævnte betingelse indebærer således, at der ikke kan/skal fastsættes vilkår om maksimal deposition, hvis der er tale om et naturområde, der påvirkes væsentligst af næringsstoffer fra andre kilder. Dette gælder i særdeleshed, hvor der er tale om naturområder, der netop er udlagt med henblik på kvælstoffjernelse, dvs. minivådområder og vådområder. Den natur, der indfinder sig i vådområder, der udlægges som virkemidler med det formål at modtage og fjerne kvælstof fra landbrugsarealer vil være tilpasset et næringsrigt miljø. Naturen vil dermed ikke blive påvirket væsentligt af de mængder næringsstoffer, som evt. tilføres via luften fra en nærliggende stald eller lignende i form af ammoniak. Vådområderne er derfor ikke og kan heller ikke udvikle sig til at blive ammoniakfølsomme naturområder, så længe de opfylder formålet og fortsat gennemstrømmes af næringsrigt overfladevand.

Om kategori 1-3-natur henvises til vejledningen til kapitel 1, og om beskyttelsesniveauet i forhold til kategori 1-3-natur henvises til vejledningen til kapitel 13.

Kommunen skal i begrundelsen for vilkåret redegøre for naturtypens status i forhold til kriterierne.

Af § 36, stk. 6, fremgår det eksplicit, at kommunen ikke kan fastsætte vilkår om udbringningsarealer. Godkendelser og tilladelser efter husdyrbruglovens §§ 16 a og 16 b knytter sig til husdyrbruget, hvorved forstås de anlæg, øvrige driftsbygninger m.v., der ligger på samme ejendom. Udbringningsarealerne er ikke som sådan en del af husdyrbruget og er ikke omfattet af godkendelsespligt eller tilladelseskrav. Anvendelsen af husdyrgødning er generelt reguleret i navnlig husdyrgødningsbekendtgørelsen. Disse regler skal således overholdes umiddelbart og kan håndhæves direkte. Om tidligere gældende regler og baggrunden for den generelle arealregulering henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.1 i lovforslag nr. 114, som fremsat den 12. januar 2017.

Endvidere fremgår det eksplicit af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 36, stk. 6, at kommunen ikke kan fastsætte vilkår om husdyrbrugets indretning og drift, i det omfang der er tale om forhold omfattet af de umiddelbart bindende krav i bekendtgørelsens kapitel 15 og § 43.

Dette følger for så vidt også af husdyrbruglovens § 27, stk. 1, hvorefter en godkendelse eller en tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b skal indeholde vilkår om husdyrbrugets indretning og drift m.v., medmindre andet følger af regler fastsat i medfør af § 34 a. Bekendtgørelsens §§ 37-39 og 43 er regler fastsat i medfør af § 34 a.

For husdyrbrug, der godkendes eller tillades efter §§ 16 a og 16 b, gælder reglerne i §§ 37-39 og 43 således umiddelbart i overensstemmelse med deres indhold. Nogle af reglerne gælder kun for (visse) IE-husdyrbrug. Der er herved gjort op med reguleringen af de pågældende forhold, og kommunen kan og skal derfor ikke fastsætte vilkår herom. Om indholdet af reglerne henvises til vejledningen til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 15 og 17.

Afslag

Ved siden af den generelle bestemmelse i bekendtgørelsens § 24, hvorefter kommunen ikke kan godkende eller tillade etableringer, udvidelser eller ændringer af husdyrbrug, der kan indebære væsentlig virkning på miljøet, herunder fordi beskyttelsesniveauerne for ammoniak og lugt ikke – med vilkår – kan overholdes, findes en særlig regel om afslag i § 36, stk. 7.

Det følger af denne regel, at kommunen skal meddele afslag på en godkendelse eller tilladelse, hvis skade på et internationalt naturbeskyttelsesområde, herunder beskyttede arter, ikke kan forhindres, selvom beskyttelsesniveauet for ammoniak m.v. overholdes. Ved skade forstås, at det på et konkret eksperimentelt videnskabeligt grundlag kan dokumenteres, at ammoniakpåvirkningen fra husdyrbruget med det ansøgte vil medføre en påviselig biologisk ændring af et internationalt naturbeskyttelsesområde, herunder beskyttede arter, selvom beskyttelsesniveauet i denne bekendtgørelse er overholdt. Bestemmelsen har således et yderst snævert anvendelsesområde.