Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, kapitel 19, §§ 48-50 Husdyrbrugloven § 59 a

Version 2

Dette er en tidligere version af artiklen.

Overordnet om helt eller delvist bortfald af afgørelser

En godkendelse, tilladelse eller afgørelse om anmeldelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 6 år, efter at afgørelsen er meddelt (bortfald af uudnyttede godkendelser m.v.) En afgørelse, der er udnyttet, kan senere bortfalde, hvis den ikke udnyttes i en periode på 3 år (bortfald af udnyttede godkendelser m.v. som følge af kontinuitetsbrud).

Reglerne i husdyrbrugloven og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen om bortfald af afgørelser gælder umiddelbart, og der skal derfor ikke fastsættes konkrete vilkår herom i godkendelser og tilladelser.

Bortfald af uudnyttede godkendelser og tilladelser m.v.

En godkendelse eller en tilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 6 år, efter at godkendelsen eller tilladelsen er meddelt.  Hvis godkendelsen eller tilladelsen kun er udnyttet delvist, bortfalder den del, der ikke er udnyttet. Det følger af § 59 a, stk. 1, i husdyrbrugloven.

Efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 48, stk. 1, bortfalder afgørelser efter bekendtgørelsens kapitel 12 om anmeldelser, hvis de ikke er udnyttet inden 6 år efter meddelelsen.

Reglerne om bortfald af uudnyttede godkendelser, tilladelser og afgørelser om anmeldelser er en form for forældelsesregler. Hvis der slet ikke disponeres i forhold til en godkendelse, tilladelse eller afgørelse om anmeldelse inden 6 år fra afgørelsens meddelelse, vil hele godkendelsen, tilladelsen eller afgørelsen bortfalde. Reglerne betyder således, at det ikke er muligt at reservere eller spærre et geografisk område i al fremtid, bare for det tilfældes skyld, at man en dag vil etablere, udvide eller ændre et husdyrbrug. Der skal være en vis aktualitet i forhold til det, der godkendes, tillades m.v. Er det godkendte eller tilladte ikke realiseret inden 6 år fra afgørelsens meddelelse, må der således søges igen – fristen kan ikke forlænges eller afbrydes. Hvis der søges igen, skal kommunen på ny tage stilling til, om husdyrbruget kan etableres, udvides eller ændres på det pågældende sted. I den forbindelse bemærkes, at reguleringen i mellemtiden kan være ændret, ligesom de faktiske omgivelser kan have ændret sig, f.eks. kan der være etableret flere eller færre boliger m.v. af betydning for lugtkravene til husdyrbruget m.v.

Om en godkendelse eller tilladelse er bortfaldet afhænger altså i første omgang af, om den er udnyttet inden for 6-årsfristen. Hvad der forstås ved udnyttet i denne sammenhæng fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 50.

Udgangspunktet er, at en godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b eller en afgørelse om anmeldelse er udnyttet, når det godkendte eller tilladte m.v. faktisk er gennemført, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 2. I det omfang afgørelsen omfatter byggeri, anses udnyttelse for sket, når byggeriet faktisk er afsluttet, jf. § 50, stk. 1. Hvis en godkendelse giver mulighed for ændringer i en eksisterende stald og opførelse af en ny stald, skal den nye stald således være bygget, og ændringerne i den eksisterende stald skal være foretaget inden 6 år fra godkendelsens meddelelse. 

Hvis kun en del af godkendelsen, tilladelsen eller afgørelsen om anmeldelse er udnyttet inden for 6 års-fristen, bortfalder den del af afgørelsen, der ikke er udnyttet. Hvis ­ i eksemplet fra før  der er foretaget ændringer i den eksisterende stald, men den nye stald ikke er bygget, vil godkendelsen for så vidt angår den nye stald være bortfaldet. 

Der gælder særlige regler om udnyttelse af godkendelser, tilladelser m.v., der er meddelt efter reglerne fra før 1. august 2017, se herom under
Bortfald af afgørelser meddelt efter de regler, der gjaldt før 1. august 2017 (udnyttelsesfrist). 

Håndhævelse

Reglerne om udnyttelse håndhæves af kommunerne.

I relation til godkendelser, tilladelser og anmeldelser, der giver mulighed for opførelse af byggeri, er det som beskrevet ovenfor, afgørende, om byggeriet faktisk er afsluttet. Via en byggesag vil kommunen have et godt grundlag for at vide, om og hvornår et byggeri er afsluttet, herunder om der er sket en afslutning i henhold til byggelovgivningen. Kommunen kan f.eks. have givet en ibrugtagningstilladelse. I alle tilfælde vil der være pligt til at afgive oplysninger til kommunen med henblik på ajourføring af BBR. I sidste ende vil spørgsmålet om udnyttelse dog i relation til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 50, stk. 1, bero på kommunens vurdering af, om byggeriet faktisk er afsluttet, herunder evt. i tilknytning til et fysisk tilsyn. Hvis byggeriet rent faktisk konstateres afsluttet, er afgørelsen udnyttet, uanset om de relevante bestemmelser i byggeloven eller bestemmelser udstedt i medfør heraf er overholdt.

I det omfang godkendelsen, tilladelsen m.v. ikke omfatter opførelse af byggeri, vil det afgørende være, om kommunen konstaterer, at det godkendte m.v. faktisk er gennemført. Som eksempel kan nævnes en afgørelse, som alene muliggør skift i dyretype. Ved fysiske tilsyn vil det kunne konstateres, om skiftet er foretaget, men også slagteriafregninger, afregning for levering af mælk til mejeri, kvittering for køb af dyr og foderstoffer m.v. vil kunne dokumentere, at skiftet i dyretype faktisk er sket.

Som et andet eksempel kan nævnes afgørelser, som giver ret til ændring af miljøteknologi på husdyrbruget. Her vil fakturaer for indkøb og installation af den nye teknologi eller logbøger, kontrol- eller servicerapporter kunne dokumentere udnyttelsen.

Bortfald af afgørelser meddelt efter de regler, der gjaldt før 1. august 2017 (udnyttelsesfrist)

Reglerne i husdyrbruglovens § 59 a, stk. 1, gælder kun direkte for afgørelser om godkendelse eller tilladelse efter lovens §§ 16 a eller 16 b.

Det følger imidlertid af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 49, stk. 1, at udnyttelsesfristen også for tilladelser og godkendelser efter husdyrbruglovens nu ophævede §§ 10-12 er 6 år fra afgørelsens meddelelse, i det omfang afgørelserne ikke var bortfaldet den 1. august 2017.

Hvis udnyttelsesfristen ikke var udløbet den 1. august 2017, vil fristen være forlænget til 6 år fra afgørelsens meddelelse. 6 års–fristen gælder således, selvom der i tilladelsen eller godkendelsen er fastsat en konkret (kortere) frist for dens udnyttelse.

Der kan være flere udnyttelsesfrister i en godkendelse eller tilladelse, hvis der er tale om et projekt i etaper. I givet fald vil den frist, der ikke er udløbet pr. 1. august 2017, forlænges til 6 år, jf. § 49, stk. 1, jf. § 50, stk. 1 og 2. Hvis således 1. etape er gennemført inden fristen, mens godkendelsen ikke er udnyttet for så vidt angår 2. etape, og fristen herfor ikke er udløbet den 1. august 2017, vil 2. etape skulle gennemføres inden 6 år fra godkendelsens meddelelse. Hvis godkendelsen for så vidt angår 1. etape ikke udnyttet, og fristen er udløbet, mens fristen for 2. etape ikke er udløbet, vil alene fristen for 2. etape således være 6 år. Godkendelsen består således alene for så vidt angår 2. etape. Hvis gennemførelsen af 2. etape forudsætter gennemførelse af 1. etape, vil 2. etape imidlertid de facto ikke kunne realiseres, medmindre der meddeles en ny godkendelse.

Den 1. august 2017 er således en central skæringsdato. Afgørelser om tilladelse eller godkendelse, der er meddelt før den 1. august 2017 efter husdyrbruglovens dagældende §§ 10-12, indeholder en konkret udnyttelsesfrist på 2-5 år, jf. den dagældende § 33, stk. 1 og 2, i husdyrbrugloven. Hvis f.eks. en godkendelse, der er meddelt den 1. juni 2016, indeholder udnyttelsesfrist på 2 år, er fristen ikke udløbet den 1. august 2017. Fristen forlænges derfor til 6 år fra meddelelsestidspunktet, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 49, stk. 1, dvs. godkendelsen skal udnyttes inden den 1. juni 2022. Det godkendte eller tilladte skal altså være gennemført inden den 1. juni 2022, jf. § 50, stk. 1 og 2. 

Så længe godkendelsen eller tilladelsen ikke er udnyttet, og udnyttelsesfristen ikke er udløbet, er kontinuitetsbrudsreglerne ikke aktuelle.   

Hvis derimod den konkret fastsatte frist i en godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens dagældende §§ 10-12 er udløbet inden den 1. august 2017, bliver det afgørende, om godkendelsen eller tilladelsen pr. 1. august 2017 var udnyttet efter de dagældende regler. Dvs. hvis det godkendte gennemføres inden udløbet af den konkrete frist før 1. august 2017 – eller der som minimum er indgået en retligt bindende aftale med håndværkere eller entreprenører om udførelse af bygge- eller anlægsarbejdet, herunder fastsat et tidspunkt for arbejdets udførelse, og at arbejdet med løbende skridt fortsættes og færdiggøres i et rimeligt tempo – anses tilladelsen eller godkendelsen for udnyttet efter husdyrbruglovens tidligere gældende § 33, stk. 1. For mere om de tidligere gældende regler se:
tidl. wiki-vejledning om de gamle regler om udnyttelse.

Det beskrevne kan illustreres ved hjælp af følgende figur: 

Bortfald af udnyttede godkendelser og tilladelser (kontinuitetsbrud)

En godkendelse eller en tilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b, der ikke er bortfaldet efter reglerne om uudnyttede godkendelser og tilladelser i lovens § 59 a, stk. 1, kan bortfalde helt eller delvist, hvis den efterfølgende ikke har været udnyttet i tre sammenhængende år (dvs. kontinuerligt).

Dette følger af husdyrbruglovens § 59, stk. 2, der indeholder nærmere kriterier for, hvornår en udnyttet godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b bortfalder som følge af manglende efterfølgende udnyttelse (utilstrækkelig opretholdelse af produktionen). Den kan blive tale om bortfald, hvis ikke mindst 25 pct. af husdyrbrugets produktionsareal udnyttes driftsmæssigt i 3 på hinanden følgende år.

Det er væsentligt at holde fast i, at reglerne om kontinuitetsbrud kun er relevante, hvis godkendelsen eller tilladelsen er udnyttet efter § 59 a, stk. 1, dvs. hvis det godkendte eller tilladte faktisk er gennemført, herunder at byggeri er opført m.v. Se om disse regler ovenfor.

Det er væsentligt for forståelsen af reglerne, at kriterierne for udnyttelse er forskellige i § 59 a, stk. 1, og § 59 a, stk. 2, da der er flere forskellige former for udnyttelse, som ikke betyder præcis det samme og som derfor skal holdes adskilt. Der sondres mellem de tilfælde, hvor husdyrbruget aldrig har udnyttet sin tilladelse/godkendelse indenfor udnyttelsesfristen, f.eks. ved slet ikke at få indgået en aftale om at få bygget de stalde, hvor en udvidelse skulle finde sted, og de tilfælde, hvor husdyrbruget inden udløbet af udnyttelsesfristen har udnyttet godkendelsen, men så efterfølgende går ned i produktion. De sidstnævnte tilfælde vedrører kontinuitetsbrud. 

Udnyttelse i den betydning, at der ikke sker kontinuitetsbrud betyder, at mindst 25 pct. af hele husdyrbrugets godkendte eller tilladte produktionsareal er driftsmæssigt udnyttet. Driftsmæssig udnyttelse kræver en produktionsintensitet svarende til mindst 50 pct. af det mulige ifølge dyrevelfærdskravene eller andre krav, f.eks. økologiregler, som husdyrbruget er underlagt. Altså skal der være dyr på mindst 25 pct. af hele husdyrbrugets produktionsareal, og belægningsgraden på dette produktionsareal skal være på mindst 50 pct. af det maksimalt mulige.

Hvis der er godkendt 4.000 m2 produktionsareal på et husdyrbrug, er det altså tilstrækkeligt til opretholdelse af den fulde produktionsret, at der er på 1.000 m2 er 500 dyr, hvis dyrevelfærdskravene foreskriver mindst 1 m2 pr. dyr.

Reglerne er således ret lempelige, idet der er muligt at have store produktionsudsving på et intensivt drevet husdyrbrug, uden at godkendelsen eller tilladelsen bortfalder. Omvendt er der tale om en dobbeltbetingelse, for dels skal mindst 25 pct. af det samlede produktionsareal være i brug, dels skal brugen være så intensiv, at det svarer til mindst 50 pct. af det mulige. Hvis den ene af disse betingelser (eller begge) ikke er opfyldt, vil der foreligge et kontinuitetsbrud for i hvert fald en del af godkendelsen eller tilladelsen.  

Som beskrevet lige ovenfor, er det tilstrækkeligt – men også nødvendigt – for at opretholde den fulde produktionsret, at der er dyr på mindst 25 pct. af det samlede produktionsareal, og det forudsætter, at produktionen har en sådan intensitet, at belægningsgraden – set i forhold til dyrevelfærdskravene eller andre relevante krav – på det pågældende areal er mindst 50. Hvis der slet ikke er en produktion i en periode på 3 hele sammenhængende år, vil der foreligge kontinuitetsbrud med den følge, at godkendelsen eller tilladelsen bortfalder. Omvendt kan en husdyrproducent være stoppet helt i 2 år, og så i det 3. år være startet op igen med dyr på mindst 25 pct. af det samlede produktionsareal med den påkrævede intensitet på 50 pct. af det mulige uden at godkendelsen eller tilladelsen bortfalder, hverken helt eller delvist, da der ikke er fuldstændigt produktionsophør i 3 sammenhængende hele år. Hvis husdyrbruget derimod fastholder en vis produktion, men hvor betingelserne med 25 pct. og 50 pct. ikke er opfyldt i 3 på hinanden sammenhængende år, vil der foreligge et delvist kontinuitetsbrud, hvor produktionen nedskrives til den faktiske produktion.

Som eksempel kan nævnes et husdyrbrug med en tilladelse til 1.000 m² produktionsareal:

A) Der er kun dyr på 250 m², belægningsgraden er 60 pct.

 → Intet bortfald

B) Der er kun dyr på 250 m², belægningsgraden er 30 pct.

 → Delvist bortfald. Produktionsretten nedskrives til faktiske produktion (250 m² med 30 pct. belægning).

C) Der er kun dyr på 500 m2, belægningsgraden er 45 pct.

 → Delvist bortfald. Produktionsretten nedskrives til faktiske produktion (500 m² med 45 pct. belægning).

D) Der er kun dyr på 150 m², belægningsgraden er 80 pct.
 → Delvist bortfald. Produktionsretten nedskrives til det faktiske produktionsareal (150 m² ), der kan udnyttes fuldt ud.

Se flere eksempler her.

§ 59 a, stk. 2, gælder alene direkte for godkendelser og tilladelser efter husdyrbruglovens §§ 16 a og 16 b. Disse afgørelser er meddelt på grundlag af husdyrbrugets produktionsareal. Efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 48 gælder tilsvarende regler for afgørelser om anmeldelser efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Afgørelser om anmeldelser kan altså bortfalde, hvis ikke mindst 25 pct. af det produktionsareal, som kan etableres ifølge afgørelsen om anmeldelse, udnyttes driftsmæssigt. Det er muligt at etablere produktionsareal i henhold til afgørelser om anmeldelser efter §§ 13 og 14. For afgørelser om anmeldelser efter bekendtgørelsens §§ 15 og 18, hvor anmeldelsen knytter sig til en produktionsret udtrykt i antal dyr (dyreenheder), følger det dog af § 48, stk. 3, at der skal opretholdes mindst 25 pct. af det samlede antal dyr, som anmeldelsen giver mulighed for.

Bortfald af afgørelser meddelt efter de regler, der gjaldt før 1. august 2017 (kontinuitetsbrud)

Husdyrbrug, der er godkendt eller tilladt m.v. efter regler, der gjaldt før 1. august 2017 vil have en "produktionstilladelse", der er udtrykt i antal dyr, dyreenheder, kg dyr, ydelse m.v., hvor der altså ikke fastlagt et produktionsareal. Det gælder f.eks. tilladelser og godkendelser efter de nu ophævede §§ 10-12 i husdyrbrugloven og godkendelser efter § 33 i miljøbeskyttelsesloven.

Tilladelser og godkendelser efter de nu ophævede §§ 10-12 i husdyrbrugloven og godkendelser efter § 33 i miljøbeskyttelsesloven er omfattet af kontinuitetsbrudsreglen i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 49, stk. 2. Tilsvarende gælder for afgørelser om anmeldelser efter en før 1. august 2017 gældende husdyrgodkendelsesbekendtgørelse, jf. § 49, stk. 3. Det følger heraf, at der kan ske helt eller delvist bortfald som følge af kontinuitetsbrud, hvis godkendelsen, tilladelsen eller afgørelsen om anmeldelse ikke udnyttes i 3 på hinanden følgende år – altså i 3 sammenhængende hele år. Udnyttelse forudsætter, at der faktisk opretholdes en produktion på mindst 25 pct. af det samlede tilladte eller godkendte antal dyr, kg dyr, dyreenheder, ydelse m.v.

Reglen i § 49, stk. 2, er en regel om bortfald som følge af kontinuitetsbrud. Det betyder, at den kun er relevant i forhold til godkendelser og tilladelser, der er udnyttet i relation til reglerne om uudnyttede godkendelser og tilladelser. Den vedrører altså tilfælde, hvor det godkendte eller tilladte er gennemført, taget i brug m.v., men hvor produktionen efterfølgende formindskes eller indstilles i en periode mindst 3 hele år.

Det bemærkes i den forbindelse, at 1. august 2017 er en central skæringsdato i forhold til uudnyttede godkendelser og tilladelser, idet udnyttelsesfristen forlænges til 6 år for godkendelser og tilladelser, når en konkret fastsat udnyttelsesfrist ikke er udløbet inden den 1. august 2017. Godkendelser og tilladelser, der derimod var udnyttet før 1. august 2017, er omfattet kontinuitetsbrudreglen i § 49, stk. 2.

Det første spørgsmål, som i praksis skal afklares, er, om udnyttelsesfristen udløbet? Så længe godkendelsen eller tilladelsen ikke er udnyttet, og udnyttelsesfristen ikke er udløbet, er kontinuitetsbrudsreglerne ikke aktuelle.   

Hvis den konkret fastsatte frist i en godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens dagældende §§ 10-12 er udløbet inden den 1. august 2017, bliver det afgørende, om godkendelsen eller tilladelsen pr. 1. august 2017 var udnyttet efter de dagældende regler.

Hvis en godkendelse, der er meddelt den 1. juni 2013, indeholder udnyttelsesfrist på 2 år, er fristen udløbet inden den 1. august 2017. Fristen forlænges derfor ikke efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 49, stk. 1. Hvis godkendelsen ikke er udnyttet efter de før 1. august 2017 gældende regler, er den bortfaldet som følge af den dagældende regel i husdyrbruglovens § 33, stk. 1. I givet fald er tilladelsen eller godkendelsen bortfaldet før 1. august 2017, og spørgsmål om kontinuitetsbrud er ikke relevant.

Hvis det ansøgte derimod inden udløbet af den konkrete frist før 1. august 2017 er udnyttet efter husdyrbruglovens tidligere gældende § 33, stk. 1, er det relevant, om tilladelsen eller godkendelsen efterfølgende udnyttes, dvs. om produktionen opretholdes i tilstrækkeligt omfang. Ellers kan der foreligge kontinuitetsbrud, som behandles efter reglerne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen §§ 48-49.

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 49, stk. 2, bestemmer, at hvis en godkendelse eller tilladelse ikke har været helt eller delvist udnyttet i 3 på hinanden følgende hele år, bortfalder den del af tilladelsen eller godkendelsen, der ikke har været udnyttet i de seneste 3 år. Udnyttelse anses for at foreligge, når der har været en produktion svarende til mindst 25 pct. af det tilladte eller godkendte.

Så længe der produceres mindst 25 pct. af det maksimalt godkendte eller tilladte, foreligger der ikke kontinuitetsbrud. Produceres der mindre end 25 pct. i en periode på 3 hele år, bortfalder retten delvist. Kontinuerlig udnyttelse forudsætter, at der faktisk opretholdes en produktion på mindst 25 pct. af det tilladte eller godkendte uanset om dette i godkendelsen eller tilladelsen er fastlagt i antal dyr, kg dyr, dyreenheder, ydelse m.v.

I modsætning til tidligere, kan der efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 49, stk. 2, ikke ske delvist bortfald af produktionsretten ift. én dyretype, bare fordi husdyrbruget helt stopper sin produktion i forhold til en enkelt dyretype, så længe husdyrbrugets øvrige produktion overholder 25 pct. kravet. Dette skyldes at de 25 pct. beregnes ud fra det samlede antal godkendte eller tilladte dyr, kg. dyr, eller dyrenheder mv.. For mere herom se offentliggjort helpdesk svar:
Kontinuitetsbrud dyretype.

Om delvist kontinuitetsbrud ift. én dyretype efter de tidligere regler (husdyrbruglovens ophævede § 33, stk. 3), se:
Miljø- og fødevareklagenævnets afgørelse NMK-134-00120 af 18. maj 2018.

Håndhævelse

Det nærmere indhold af tilsynet med, om der har været opretholdt en produktion i tilstrækkeligt omfang, afhænger af den konkrete situation.

Hvis det er et spørgsmål om at undersøge, om der har været driftsmæssig udnyttelse af mindst 25 pct. af produktionsarealet eller udnyttelse af mindst 25 pct. af produktionstilladelsen meddelt i antal dyr, kg dyr, dyreenheder, ydelse, kan det være hensigtsmæssigt at se dokumentation såsom slagteriafregninger, afregning for levering af mælk til mejeri, kvittering for køb af dyr og foderstoffer mv. Tilsvarende kan indrapporteringer til gødningsregistreret bidrage til at tegne et billede af produktionsomfanget.

Til brug for kommunens behandling af kontinuitetsbrud, og afklaring af hvornår og hvordan bruges husdyrbruglovens og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens regler herom, afhænger dette som udgangspunkt af hvilket retsgrundlag husdyrbruget har.
For et overblik se her.