03-10-2017, version 1
Husdyrbruglovens kapitel 4 indeholder regler om påbud, forbud og revurdering.
Reglerne om påbud og forbud indebærer som hovedregel, at kommunen kan meddele påbud om nedbringelse af forurening, herunder påbud om, at der skal gennemføres bestemte foranstaltninger, hvis husdyrbrug m.v. medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening eller skønnes at indebære en nærliggende risiko herfor. Endvidere kan kommunen efter omstændighederne nedlægge forbud imod fortsat drift og eventuelt forlange husdyrbruget fjernet.
Hvilke muligheder og evt. pligter kommunen har til at meddele påbud og forbud efter reglerne i lovens kapitel 4 afhænger af det konkrete retsgrundlag, husdyrbruget drives på grundlag af, herunder om det har en godkendelse eller tilladelse. Bl.a. har det betydning for, om husdyrbruget er omfattet af reglerne om 8 års retsbeskyttelse, og i hvilket omfang retsbeskyttelsen kan gennembrydes.
Pligten til revurdering omfatter kun visse godkendelsespligtige husdyrbrug, herunder navnlig IE-husdyrbrug. Revurdering indebærer, at vilkår i en eksisterende godkendelse gennemgås og evt. ændres ved påbud. Reglerne om revurdering er nærmere udmøntet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 16.
Påbud og retsbeskyttelse
Efter husdyrbruglovens § 39 kan kommunen meddele påbud om, at et husdyrbrug skal nedbringe sin forurening. Påbuddet kan indeholde krav om, der skal gennemføres bestemte foranstaltninger for nedbringe forureningen. Kan forureningen ikke nedbringes, kan kommunen meddele forbud mod fortsat drift og evt. forlange husdyrbruget fjernet. De husdyrbrug, der er omfattet af § 39 er lovligt bestående husdyrbrug, som er godkendt eller tilladt efter §§ 16 a eller 16 b i husdyrbrugloven. Det overordnede kriterium for, at der kan nedlægges påbud, er at husdyrbruget – uanset vilkårene i den eksisterende godkendelse eller tilladelse – medfører forurening eller nærliggende risiko herfor. Påbud vil således kunne gives, hvis kommunen ved tilsyn konstaterer et forhold, som ikke i sig selv er ulovligt, men som efter kommunens skøn indebærer risiko for eller medfører væsentlig forurening.
Kommunens påbudsmulighed er dog generelt begrænset efter lovens § 40, stk. 1, idet kommunen ikke må meddele påbud eller forbud inden for de første 8 år fra godkendelsen eller tilladelsen. Vilkårene i godkendelser og tilladelser har altså retsbeskyttelse i 8 år.
Reglerne om påbud og retsbeskyttelse gælder i nærmere bestemt omfang også for godkendelser til husdyrbrug, der er meddelt de tidligere gældende regler i husdyrbruglovens §§ 11 og 12. Endvidere gælder reglerne om påbud for husdyrbrug, der er godkendt efter § 33 i miljøbeskyttelsesloven. Det følger af husdyrbruglovens § 43 a, stk. 1 og 2.
Reglerne om revurdering indeholder dog en modifikation til reglerne om retsbeskyttelse. Ved en revurdering vil et husdyrbrugs vilkår nemlig evt. kunne skærpes ved påbud, selvom der ikke er gået 8 år fra godkendelsens meddelelse. Det er primært IE-husdyrbrug, der skal revurderes.
Husdyrbrug, der ikke har en godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens nugældende §§ 16 a eller 16 b, en godkendelse efter de tidligere gældende §§ 11 og 12 eller en godkendelse efter § 33 i miljøbeskyttelsesloven er ikke omfattet af §§ 39-41 i husdyrbrugloven. Sådanne husdyrbrug har således ikke retsbeskyttelse og skal ikke revurderes. Derimod er de omfattet af reglerne om påbud og forbud i husdyrbruglovens §§ 42 og 43. Læs mere om §§ 42 og 43 her.
Revurdering
Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen §§ 39-41
Revurdering betyder, at kommunen gennemgår vilkårene i en godkendelse og evt. skærper disse ved at meddele påbud. Uanset retsbeskyttelsen kan kommunen i særlige tilfælde tage et IE-husdyrbrugs godkendelse op til revurdering og meddele påbud og eller forbud efter lovens § 39. De særlige tilfælde er oplistet i lovens § 40, stk. 2, og i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 39, stk. 4.
Desuden indebærer reglerne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 39, stk. 1, krav om regelmæssig revurdering af IE-husdyrbrug. Regelmæssig revurdering skal foretages 8 år efter, at husdyrbruget er godkendt 1. gang. Herefter hvert 10. år.
Herudover kan der være pligt til revurdering af husdyrbrug, der er godkendt efter husdyrbruglovens nu ophævede §§ 11 og 12, eller efter miljøbeskyttelseslovens § 33, men som ikke er IE-husdyrbrug. Det følger af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 39, stk. 2.
Sådan gør du som godkendelsesindehaver
Indehaveren af en miljøgodkendelse skal ikke selv tage initiativ til, at godkendelsesvilkårene revurderes. Indehaveren kan således afvente kommunens henvendelse om revurdering. Tidspunktet for revurdering kan også fremgå af en tidligere afgørelse. Godkendelsesindehaveren har pligt til at afgive de oplysninger, som kommunen har brug for til revurderingen.
Sådan gør du som sagsbehandler
Revurdering af IE-husdyrbrug
Revurderingens formål
Revurderingens hovedformål er at sikre, at husdyrbrugets indretning og drift fortsat er baseret på anvendelsen af den bedste tilgængelige teknik (BAT). Den første regelmæssige revurdering sker som udgangspunkt 8 år efter godkendelsen, og herefter hvert 10. år. Der gælder dog særlige regler, når der er nye BAT-konklusioner.
Forberedelse af revurderingssagen
Når der er anledning til revurdering, skal sagsbehandleren forberede sagen ved at fremsøge de nødvendige oplysninger til, at det kan vurderes om BAT-kravene er overholdt, og der eventuelt kan fastsættes nye vilkår om BAT.
For at kunne vurdere BAT skal produktionsarealet og overfladeareal af beholdere til opbevaring af husdyrgødning fastsættes. Arealerne fastsættes ud fra miljøgodkendelsens oplysninger.
Kommunen sender et oplæg til ansøger om kommunens foreløbige overvejelser om revurderingen og beder om eventuelle yderligere oplysninger, der er nødvendige for at kunne revurdere godkendelsen.
Offentlig annoncering
Der skal foretages offentlig annoncering om revurderingen.
Tilrettelæggelse i forhold til BAT-konklusion
Hvis en ny BAT-konklusion har givet anledning til revurderingen, skal det tilrettelægges revurderingen sådan, at husdyrbruget kan overholde BAT-kravene senest 4 år efter offentliggørelsen af BAT-konklusionen i EU-Tidende.
Afgørelse af revurderingen
Revurderingen af miljøgodkendelsen skal resultere i en afgørelse, hvor kommunen enten skærper vilkårene i den oprindelige godkendelse ved påbud, eller ikke finder anledning til at skærpe vilkårene.
Der skal fastsættes en frist for overholdelse af nye vilkår, der ikke følger af BAT-konklusionen.
Afgørelsen skal også indeholde oplysning om offentlighedsproceduren.
Tidspunktet for næste regelmæssige revurdering skal fastsættes i afgørelsen.
Godkendelsesindehaveren skal varsles om evt. påbud om nye eller ændrede vilkår, og udkast til afgørelse skal offentliggøres.
Revurdering af ikke-IE-husdyrbrug
Afgørelse om pligt til revurdering
Et miljøgodkendt husdyrbrug, der ikke er omfattet af IE-direktivet, skal kun revurderes, hvis husdyrbruget ikke lever op til krav om maksimal totaldeposition af ammoniak efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 25 og 26.
Kommunen skal træffe afgørelse om, hvorvidt godkendelsen skal tages op til revurdering, eller om kravet om revurdering kan frafaldes. Kommunen kan bruge screeningsværktøjet i husdyrgodkendelse.dk til umiddelbart at kunne træffe afgørelse om frafald.
Revurderingens formål
Revurderingens formål er at sikre, at husdyrbruget kommer til at leve op til krav om totaldeposition af ammoniak, og revurderingen omfatter alene dette forhold.
Afgørelse af revurderingen
Revurderingen af miljøgodkendelsen skal resultere i en afgørelse, hvor kommunen enten skærper vilkårene i den oprindelige godkendelse ved påbud, eller ikke finder anledning til at skærpe vilkårene.
Hvis kommunen ikke finder grundlag for at påbyde totaldepositionskravet opfyldt på tidspunktet for revurderingen, skal der fastsættes en frist for kravets overholdelse under hensyn til den forventede restlevetid for husdyrbruget.
Tidspunktet for næste regelmæssige revurdering skal fastsættes i afgørelsen. Godkendelsesindehaveren skal varsles om påbud om nye eller ændrede vilkår.
Påbud og forbud til husdyrbrug m.v. uden godkendelse eller tilladelse
Husdyrbruglovens §§ 42 og 43
Husdyrbruglovens §§ 42 og 43 handler om kommunens mulighed for som tilsynsmyndighed at meddele påbud og forbud vedrørende husdyrbrug eller husdyranlæg, gødningsopbevaringsanlæg eller ensilageopbevaringsanlæg i øvrigt. De husdyrbrug, der er omfattet af §§ 42 og 43, er husdyrbrug som ikke er omfattet af reguleringen i §§ 39-41. Dvs. husdyrbrug, der hverken er
- godkendt eller tilladt efter §§ 16 a eller 16 b i husdyrbrugloven,
- godkendt efter de før 1. august 2017 gældende regler i §§ 11 eller 12 i husdyrbrugloven eller
- godkendt efter § 33 i lov om miljøbeskyttelse.
Reglerne om godkendelsespligt og tilladelseskrav, herunder overgangsbestemmelser vedrørende husdyrbrug etableret efter de regler, der gjaldt før 1. august 2017.
Reglerne indebærer, at kommunen kan påbyde begrænsning af ellers lovlige aktiviteter, fordi de skønnes at medføre væsentlig forurening, uhygiejniske forhold eller nærliggende risiko herfor. Kommunen kan endvidere forbyde fortsat drift og evt. forlange husdyrbruget fjernet, hvis der er overhængende alvorlig fare for sundheden.
§§ 42 og 43 regulerer derimod ikke ulovlige aktiviteter, f.eks. aktiviteter der i strid med generelle regler om indretning og drift, eller i strid med reglerne om forudgående pligt til at indhente godkendelse eller tilladelse efter §§ 16 a og 16 b i husdyrbrugloven. Sådanne forhold vil i stedet f.eks. kunne håndteres efter regler om tilsyn i husdyrbruglovens kapitel 5.
Sådan gør du som ansvarlig for driften
Den ansvarlige for driften af et husdyrbrug, der ikke er omfattet af pligt til at indhente godkendelse eller tilladelse, skal løbende sikre, at husdyrgødningsbekendtgørelsens regler om indretning og drift af anlæg, anmeldelse m.v. overholdes. Hvis kommunen vurderer, at husdyrbrugets aktiviteter har en karakter eller et omfang, der betyder, at husdyrbruget medfører væsentlig forurening, uhygiejniske forhold eller nærliggende risiko herfor, skal den ansvarlige medvirke til sagens oplysning.
Det følger således af husdyrbruglovens § 53, at den, der er ansvarlig for forhold, der kan give anledning til forurening eller anden virkning på miljøet, efter anmodning fra tilsynsmyndigheden skal give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vurderingen af forureningen eller virkningen på miljøet i øvrigt og for eventuelle afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger. Det er først og fremmest de oplysninger, som virksomheden allerede er i besiddelse af. Kommunen kan endvidere påbyde den ansvarlige for egen regning at foretage nærmere bestemte prøveudtagninger, analyser og målinger m.v., når det er nødvendigt for at belyse forureningen og virkningen på miljøet i øvrigt, herunder at klarlægge, hvordan virkningerne på miljøet kan afhjælpes eller forebygges. Kommunen skal i den forbindelse overholde det almindelige forvaltningsmæssige proportionalitetsprincip. Der skal således være proportionalitet mellem omfanget og udgiften til de påbudte undersøgelser, foranstaltninger m.v., og omfanget og arten af den forurening eller virkning på miljøet i øvrigt, som husdyrbruget antages at give anledning til.
Sådan gør du som sagsbehandler
Ved et påbud efter § 42 fastlægger kommunen på grundlag af et skøn vilkår eller grænser for det husdyrbrug, som påbuddet er rettet mod. Det vil sige, at der med påbuddet bliver fastlagt en ny retstilstand for det pågældende husdyrbrug. Et sådant påbud gives, hvis kommunen konstaterer et forhold, som ikke i sig selv er ulovligt, men som efter kommunens vurdering medfører væsentlig forurening eller indebærer risiko herfor.
§ 42 er som det fremgår navnlig møntet på efterfølgende regulering af husdyrbrug, hvis disse faktisk medfører væsentlig forurening eller nærliggende risiko herfor. Hvis kommunen får kendskab til, at et husdyrbrug påtænker at anlægge, påbegynde eller drive anlæg, som evt. vil kunne medføre væsentlig forurening, kan kommunen dog forhåndstilkendegive risikoen for påbud over for husdyrbruget, jf. § 42, stk. 3. Kommunen vil evt. samtidig kunne tilkendegive, hvilke krav husdyrbruget kan forvente at blive mødt med.
En forhåndstilkendegivelse vil f.eks. være relevant, hvor kommunen gennem en anmeldelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsen, byggesagsbehandling m.v. bliver opmærksom på planlagte anlæg, ændringer m.v., som vil kunne medføre væsentlig forurening.
Kriteriet ”væsentlig forurening” stammer oprindeligt fra miljøbeskyttelseslovens § 42 og miljøbeskyttelseslovens forureningsprincip, som også kommer til udtryk i husdyrbruglovens formål og i regler, der i tilknytning hertil udtrykker et acceptabelt niveau. Det miljømæssige acceptable niveau for forurening vil ændre sig i lyset af udviklingen af teknologi, teknikker, metoder m.v. I medfør af husdyrbrugloven er der fastsat beskyttelsesniveauer for bl.a. ammoniak- og lugtpåvirkning, herunder krav til reduktion af ammoniak ved anvendelse af BAT, krav til deposition af ammoniak til naturområder og lugtgeneafstande. Disse niveauer vil således evt. kunne danne grundlag for vurderingen af, om der kan meddeles påbud.
Kriteriet om nærliggende risiko for væsentlig forurening, indebærer ikke, at der skal være tale om en overhængende eller akut fare, men en fjerntliggende, usandsynlig eller helt abstrakt risiko vil på den anden side ikke i sig selv kunne danne grundlag for et påbud efter § 42.
Den nærmere udformning af et påbud vil afhænge af den konkrete sag. Indholdet vil efter omstændighederne kunne være meget lig en godkendelse eller tilladelse §§ 16 a eller 16 b, idet kriterierne for vurdering af forureningen som udgangspunkt vil være de samme, som dem, der anvendes ved afgørelser om godkendelse eller tilladelse, jf. også lovens brede formålsbestemmelse. I et påbud efter § 42 vil kommunen således efter omstændighederne kunne fastsætte samme typer af vilkår, som dem der gælder for godkendelser og tilladelser, f.eks. om begrænsning af ammoniakemission eller gener som følge af lugt, støj, fluer osv. Et påbud er dog ikke en godkendelse eller tilladelse og er ikke møntet på forudgående regulering.
Kommunen bør ved anvendelse af påbudsmuligheden være opmærksom på kravet om proportionalitet, dvs. at de påbudte foranstaltninger skal stå i et rimeligt forhold til den aktuelle forureningsrisiko. Der må således ikke kræves mere indgribende foranstaltninger end nødvendigt til sikring af miljømæssigt forsvarlige forhold. Hvad der er proportionalt vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag.
Af hensyn til håndhævelsen af påbuddet er det desuden vigtigt ved udformningen af påbuddet, at grænser, krav foranstaltninger m.v. formuleres klart og entydigt, sådan at adressaten kan se, hvad det er, der kræves. Påbud skal rettes mod den eller dem, der er ansvarlige for driften af den forurenende aktivitet.
Når kommunen træffer afgørelse om påbud eller forbud skal de almindelige forvaltningsretlige regler i agttages og i tilknytning hertil også de administrative regler i kapitel 6 i husdyrbrugloven. Det gælder således kravet om skriftlighed, jf. § 57, høring og oplysning om retten til aktindsigt og til at udtale sig efter forvaltningsloven m.v., jf. § 58, fastsættelse af en frist for afgørelsens efterkommelse, jf. § 59, samt klagevejledning, jf. § 60.
Hvis husdyrbruget ikke efterkommer eller forsøger at efterkomme et meddelt påbud inden for en given frist, bør kommunen vurdere, om overtrædelsen af påbuddet evt. kan danne grundlag for en politianmeldelse.