Tilladelse efter § 16 b

Husdyrbruglovens §§ 16 b og 55-56 Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 3-5, 24-25, 34, 36, 47, 52-53, 57-58

12-11-2018, version 2

Dette er en tidligere version af artiklen

Sådan gør du som ansøger

Ansøgningen skal indsendes til kommunen via husdyrgodkendelse.dk (digital selvbetjening).

Ansøgningen skal indeholde en række oplysninger, der afgives ved at følge proceduren i husdyrgodkendelse.dk.

En ansøgning, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunen.  Nogle typer supplerende oplysninger til en ansøgning kan dog indgives på en anden måde end ved anvendelse af digital selvbetjening.

Sådan gør du som sagsbehandler

Manglende oplysninger

Ansøgningen bør visiteres umiddelbart efter modtagelsen.

Hvis ansøgningen ikke indeholder alle de påkrævede oplysninger, skal det meddeles ansøger senest 3 uger efter modtagelsen i kommunen om, hvilke oplysninger, der mangler, før ansøgningen kan behandles.

Offentlighedsprocedure

Offentlighedsproceduren i husdyrbruglovens § 55 skal følges, hvis det ansøgte kan medføre væsentlig indvirkning på miljøet. Proceduren indebærer bl.a., at offentligheden skal inddrages tidligt ved forelæggelse af nærmere angivne oplysninger.

Vurdering af ansøgningen

Det skal vurderes, om den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbruget kan indebære væsentlig virkning på miljøet, herunder ved fastlæggelse af den maksimale ammoniakemission, som må komme fra husdyrbruget.

Ved vurderingen skal inddrages alle etableringer, udvidelser og ændringer af husdyrbruget, der er godkendt, tilladt eller afgjort efter anmeldelse inden for de seneste 8 år før afgørelsen træffes.

Ved ansøgninger, der indebærer opførelse af ny bebyggelse, skal det desuden indgå i vurderingen, om byggeriet er erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrugsejendom.

Fastsættelse af vilkår

Der skal fastsættes vilkår efter husdyrbruglovens § 27, stk. 1 og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 36 der sikrer, at husdyrbruget med det ansøgte ikke vil have væsentlig virkning på miljøet.

Orientering af naboerne inden afgørelsen meddeles

Naboerne skal orienteres skriftligt mindst 2 uger inden godkendelsen meddeles, med mindre det ansøgte er af underordnet betydning for naboerne. Dette gælder dog ikke, hvis tilladelsen er omfattet af offentlighedsbestemmelserne i husdyrbruglovens § 55.

Afgørelsen

De særlige regler for begrundelse for afgørelsen skal følges.

Før der træffes afgørelse om tilladelse, skal udkast til afgørelse sendes til ansøgeren og oplyse om adgangen retten til aktindsigt og til at udtale sig i henhold til forvaltningsloven.

Ved siden af reglerne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen gælder desuden den generelle regulering i husdyrgødningsbekendtgørelsen, reglerne om placering af anlæg m.v. i husdyrbruglovens kapitel 2 m.v. Kommunen vil som led i behandlingen af en tilladelse også påse, at et ansøgt projekt iagttager disse regler.

Hvis der samtidig søges om godkendelse af andre aktiviteter skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelserne samtidigt.

Offentliggørelse af afgørelsen

Afgørelse om tilladelse efter § 16 b, eller blot begrundelsen for afgørelsen, skal gøres offentlig tilgængelig.

Meddelelse af afgørelsen til de klageberettigede

De klageberettigede skal underrettes om afgørelsen.

Underretning af organisationer om afgørelsen

Organisationer, som har anmodet om underretning i henhold til husdyrbruglovens §§ 61 eller 62, skal orienteres herom.

Registrering af afgørelser i husdyrgodkendelse.dk

Oplysninger om dato, udfald og hjemmel for afgørelsen af sagen skal registreres via husdyrgodkendelse.dk senest 30 dage efter, at afgørelsen er truffet.