Fastsættelse af nudrift

Spørgsmål

Af §29, stk. 3 fremgår det, at nudrift skal fastlægges for hvert staldafsnit og gødningsopbevaringsanlæg, som den hidtidige lovlige drift i henhold til bindende krav i tilladelser/godkendelser/anmeldelser, der er udnyttet og ikke bortfaldet. Hvordan fastlægges produktionsarealet for nudrift i praksis? I mange situationer har kommunen ikke oplysninger om produktionsarealets størrelse i nudrift, men alene oplysninger om tilladt ”antal dyr”. Eksempel: En husdyrproduktion med får, har mulighed for at udvide i eksisterende dybstrøelsesstald. I den konkrete sag forholder det sig sådan at alle får er ikke på stald samtidig – derfor er det muligt at udvide dyreholdet så meget på eksisterende produktionsareal. Er det korrekt at angive samme størrelse af produktionsareal i både nudrift og ansøgt drift? Dermed vil der ikke beregnes nogen merbelastning.


Svar

Bemærk, at dette svar er opdateret den 03-01-2018 i forhold til tidligere svar offentliggjort 18-12-2017.

Der er følgende relevante kilder til at fastsætte den lovlige nudrift efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 29, stk. 3: Kort og plantegninger fra tidligere ansøgninger, tilsynsnotater eller lignende, for så vidt angår centrale parametre i forhold til ammoniak og lugt (produktionsarealer, dyretype, staldsystem m.v.). Hvis det, der er givet lov til, er udnyttet og ikke efterfølgende bortfaldet som følge af kontinuitetsbrud, sættes nudrift i overensstemmelse med dette.

Se 13. Generelle principper for godkendelser og tilladelser, underafsnittet Nærmere om fastlæggelse af nudriften.

Der skal angives udegående dyr i nudriften, hvis dyrene er udegående i ansøgt drift. Betydningen af udegående dyr er forholdsvis fradrag ved beregning af ammoniakemission efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 20, stk. 3, og fraregning af hele måneder ved beregning af lugtemission efter bekendtgørelsens § 21, stk. 3. Perioden, dyreholdet i et staldafsnit er udegående, skal således også angives ens i nudrift og ansøgt drift.

Bemærk sammenhængen mellem udegående dyr og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 38, nr. 1 og 2, hvorefter der er tidsfrister for at rengøre arealer, som ikke medregnes til produktionsareal, og hvor dyr alene har haft kort ophold.

Se også tidligere helpdesksvar: Beregning af lugt i nudrift ved udegående dyr.

 


 

Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken