Overdækning af møddingsplads

Spørgsmål

Har landbrugsavisen 27. juli 2017 ret i, at fast gødning ikke skal overdækkes, såfremt der er daglig tilførsel ? Min vurdering: Landbrugsavisen har ikke ret i, at fast gødning ikke skal overdækkes, såfremt der er daglig tilførsel. Artiklen beskriver ”fast gødning”, og man får som læser derfor den opfattelse, at alle typer fast gødning er undtaget fra kravet om overdækning, såfremt der er daglig tilførsel. Hvilket ikke er korrekt. Landbrugsavisen ser i øvrigt ud til at referere til en efterhånden gammel sag, som Miljøstyrelsen tidligere har gjort rede for: Overdækning af mødding med daglig tilførsel, Besvaret den 04-05-2015. Her skrev Miljøstyrelsen blandt andet: ” Miljøstyrelsen har derfor ændret wikivejledningen på dette punkt. Det fremgår nu af vejledningen, at der ikke kræves overdækning af fast staldgødning med daglig tilførsel, selv om overdækning ellers ville være praktisk mulig. Det er vigtigt at bemærke, at vejledningen ikke er ændret for så vidt angår reglerne om overdækning af f.eks. dybstrøelse, kompost og fiberfraktioner fra separeringsanlæg, der er omfattet af husdyrgødningsbekendtgørelsens § 14, stk. 1. For disse typer af fast gødning er manglende overdækning på baggrund af daglig tilførsel fortsat ikke lovligt.” Overdækning af mødding til Hestegødning, Besvaret den 15-06-2015: Her skrev Miljøstyrelsen blandt andet: ” Som det fremgår af husdyrgødningsbekendtgørelsen er der altid er krav om overdækning i forhold til dybstrøelse. "Dybstrøelse" defineres som fast gødning, hvor udskilt urin og vandvandspild opsuges af gødningen, ved at der løbende tilføres halm eller andet tørstof. "Hestemøg" og "kalvemøg" er derfor i forhold til husdyrgødningsbekendtgørelsen næsten altid "dybstrøelse"…… Opbevaringsanlæg til fast gødning, hvor der opbevares dybstrøelse, skal derfor overdækkes, selvom der er daglig tilførsel ifølge § 14 stk. 1.” Det skal tilføjes, at den nuværende husdyrgødningsbekendtgørelse (23. juni 2017) beskriver forholdet i § 16, og at ordlyden er ændret i forhold til den tidligere gældende husdyrgødningsbekendtgørelse. Undtagelsen fra kravet om overdækning gælder alene ”for møddinger med daglig tilførsel i forbindelse med traditionelle staldsystemer baseret på fast staldgødning og ajle…”.


Svar

Miljøstyrelsen er enig i din vurdering. Det bør særligt fremhæves, at reglerne om overdækning af husdyrgødning er præciseret så meget ved ændringen af husdyrgødningsbekendtgørelsen pr. 1. august 2017, at der ikke længere bør være nogen tvivl om, at der kun er den ene undtagelse fra kravet om overdækning, som du nævner.
 
Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 16:
”§ 16. Møddinger, jf. § 13, stk. 1, nr. 1, markmøddinger, jf. § 13, stk. 3, og oplag af husdyrgødningsbaseret kompost, jf. § 13, stk. 2, skal overdækkes med et tætsluttende og vandtæt materiale straks efter udlægning, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Kravet i stk. 1 gælder ikke for møddinger med daglig tilførsel i forbindelse med traditionelle staldsystemer baseret på fast staldgødning og ajle og evt. med udlægning i en gødningskegle.
Stk. 3. Kravet i stk. 1 gælder ikke for midlertidige oplag af husdyrgødningsbaseret kompost (op til 1 uge) i forbindelse med udbringning.”

 


 

Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken