Genoptagelse af allerede meddelt godkendelse

Spørgsmål

I dag har MST udsendt en mail angående "håndtering af BAT i verserende godkendelser af kvægstalde samt genoptagelse af udnyttede afgørelser". Mit spørgsmål er, om genoptagelser af sager også gælder BAT i verserende godkendelser af svinestalde med punktudsugning og biologisk luftrensning, som nu er taget af MST teknologilisten som teknologi til reduktion af ammoniak og lugt. Altså om, som der står i linket i mailen, (uddrag):" I den foreliggende situation kan landbruger (godkendelsens eller tilladelsens adressat) have krav på genoptagelse af en ikke borfaldet afgørelse om tilladelse eller godkendelse, hvis kommunen eller nævnet vurderer, at den nye viden om den miljømæssige effekt af miljøteknologi er af så væsentlig betydning, at den konkrete sag sandsynligvis ville have fået et andet udfald, hvis denne viden havde foreligget i forbindelse med den oprindelige afgørelse. Det må antages, at også andre ”direkte berørte” vil kunne anmode om genoptagelse. Såfremt kommunen eller nævnet genoptager en sag, vil sagen skulle afgøres efter de regler, der var gældende på tidspunktet for den oprindelige afgørelse.


Svar

Da vejledningsteksten generelt omhandler muligheden for genoptagelse gælder dette også sager med svinebrug.

Vi har yderligere i vejledningsteksten 13. Generelle principper for godkendelser og tilladelser - Husdyrvejledningen i forhold til de allerede meddelte godkendelser anført følgende omkring svinebrug, der i modsætning til kvægbrug, kan være IE-brug:

Miljøgodkendelser og tilladelser til svinebrug meddelt efter husdyrbruglovens § 16a og § 16b samt efter de nu ophævede § 11 og § 12 har en retsbeskyttelse på 8 år, jf. husdyrbruglovens § 40, stk. 1. Indenfor denne periode kan der som udgangspunkt ikke gribes ind overfor husdyrbruget med påbud eller forbud efter § 39.  

I forhold til allerede udstedte miljøgodkendelser efter den nu ophævede § 12 i husdyrbrugloven vurderes det, at kommunen indenfor retsbeskyttelsesperioden kan meddele påbud efter reglen i husdyrbruglovens § 40, stk. 2, såfremt betingelserne i § 39 i øvrigt er opfyldt, herunder særligt kravet om væsentlig forurening både med hensyn til lugt og ammoniak. Sådanne påbud i medfør af § 39 kan ligeledes meddeles efter udløbet af retsbeskyttelsesperioden både til godkendelser meddelt efter de nu ophævede §§ 11 og 12 og efter de nye bestemmelser §16a og § 16b.

Det bemærkes, at gennembrudsreglen § 40, stk. 2, anvendes yderst sjældent af kommunerne i praksis.

Godkendelser til de svinebrug, der er IE-husdyrbrug skal tages op til revurdering, når der er forløbet 8 år fra godkendelsestidspunktet, og ajourføres om nødvendigt under hensyn til BAT, hvorunder kravene til totaldeposition skal overholdes. Ift. lugtproblemer skal betingelserne i § 40, stk. 2, jf. § 39, være opfyldt for at meddele et påbud om nedbringelse. Såfremt svinebruget ikke er et IE-brug skal dette alene revurderes, hvis husdyrbruget ikke lever op til krav om totaldeposition, og revurderingen omfatter alene dette forhold.


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken