Dybstrøelse i stalde uden fast bund

Spørgsmål

Der er tilladt at have stalde uden fast bund til køer og geder, hvis der etableres dybstrøelse, jf. byggeblad. Det er også muligt at have heste i en sådan stald, uanset at byggebladet ikke nævner heste. Er det muligt at "dybstrøelsen" i disse stalde kan udgøres af andet end halm - f.eks. tørv eller hamp, som ofte anvendes til heste. Reelt har disse materialer en større sugeevne end halm, og har man heste med luftvejsproblemer eller tendens til kolik er dette et oplagt alternativ. Er det beskrevet noget sted, at dybstrøelse kun kan være halm?


Svar

I byggebladet står der ikke omtalt andre strømaterialer end halm af god kvalitet. Det er dog Miljøstyrelsens opfattelse, at andre strømaterialer også kan anvendes så længe strøelsen lever op til formålet om at sikre en tør, ren og varm overflade for dyrene på dybstrøelsen. Det er i den forbindelse vigtigt, at der anvendes en tilstrækkelig mængde for at sikre en til stadighed tør dybstrøelsesmåtte. 

 


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken