Spørgsmål
Vi har modtaget et spørgsmål omkring ammoniakemissionen fra kvægstalde fra en miljørådgiver. Spøgsmålet er hvilken bekendtgørelse, og derved ammoniakemission man skal bruge, hvis en godkendelse først bliver afgjort efter, at den nye husdyrgodkendelsesbekendtgørelse er trådt i kraft. Årsagen til at rådgiveren spørger er, at MST har sagt, at der i den nye bekendtgørelse vil ske en opdatering af ammoniakemissionerne fra kvægstalde, så de kommer til at passe med den nye viden på området. Rådgiveren har af SEGES fået at vide, at den bekendtgørelse der skal bruges, afhænger af tidspunktet for hvornår ansøgningen er indsendt, og ikke af afgørelsestidspunktet. Vi vil derfor høre om de ansøgninger på kvægejendomme, der er inde i øjeblikket, og som ikke kan nå at blive afgjort inden en ny bekendtgørelse, skal afgøres efter den nye eller den gamle bekendtgørelse?
Svar
Svaret er ændret 04-03-2024, så den nyhed der henvises til er skrevet ind i svaret
Det er korrekt som oplyst af SEGES, at det er ansøgningstidspunktet, der bestemmer hvilken husdyrgodkendelsesbekendtgørelse, der skal anvendes. Dette følger af overgangsbestemmelserne i bekendtgørelsen. En verserende sag, som ikke er færdigbehandlet, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Hvis ansøger derimod ønsker at få sin ansøgning behandlet efter den nye husdyrgodkendelsesbekendtgørelse, som er planlagt at træde i kraft den 1. august 2018, skal han trække sin verserende ansøgning og indsende ansøgningen igen efter at bekendtgørelsen træder i kraft.
For yderligere vejledning om kvægsagen, var der henvist til en nyhed. Nyheden findes ikke længere på hjemmesiden, men du kan se indholdet her:
Sådan håndteres godkendelse af kvægbrug i lyset af ny viden om emissioner fra de forskellige staldsystemer.
21-02-2018
Spalteskrabere til kvægstalde tages af teknologilisten, da test dokumenterer, at spalteskrabere ikke har effekt på ammoniakfordampningen. I det følgende redegøres der for, hvordan alle typer af verserende kvægsager skal håndteres, indtil kommende bekendtgørelsesændringer træder i kraft.
Særligt om ansøgninger med spalteskrabere
Spalteskrabere har ikke direkte ophæng i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, hvorfor spalteskraberen skal tages af teknologilisten nu. Da spalteskrabere til kvægstalde har vist sig ikke at virke, vil der skulle laves tilpasninger i en del af de sager, der allerede ligger i behandling hos kommunerne, og hvor spalteskraberne er brugt som ammoniakreducerende teknologi for at nå emissioner svarende til brug af bedst tilgængelige teknik (BAT-krav) og det generelle ammoniakreduktions krav (GAK). Det gælder både ansøgninger efter §§ 11 og 12 i de gamle regler og efter lovens nye §§ 16a og 16b. Se mere i afsnittene herunder.
Konsekvenser af ny viden i forhold til verserende ansøgninger
I forhold til overholdelse af BAT og GAK kan konsekvenserne overordnet deles op efter, om ansøgninger skal behandles efter den gamle regulering (dvs. ansøgninger indsendt inden 1/8 2017) eller efter den gældende regulering (ansøgninger indsendt efter 1/8 2017), samt hvilke staldsystemer, der er ansøgt om. Se også tabel.
Husdyrregulering før 1. august 2017
Kravet til ammoniakemissionen i den gamle regulering er todelt. Den består dels af GAK, som er bekendtgørelsesfastsat og derfor ufravigeligt. Desuden er der – ligesom i den nye regulering – BAT-krav. I den gamle regulering er BAT-kravet ikke fastsat i bekendtgørelsen, men defineret som BAT-standardvilkårenes vejledende emissionsgrænseværdier til nye eller renoverede stalde og et til eksisterende stalde. Det vejledende BAT-krav kan derfor fraviges, hvis det enten ikke kan lade sig gøre teknisk at nå de vejledende emissionsgrænseværdier, eller hvis det ikke er økonomisk proportionalt. Husdyrbruget skal overholde det skrappeste af de to krav (GAK og BAT). Derudover skal kvægbrug tæt på ammoniakfølsom natur overholde de specifikke ammoniakdepositionskrav.
I relation til den nye viden, er det kun staldtypen ”Sengestalde med spalter (kanal, linespil)”, der ikke vil kunne overholde GAK og vejledende BAT-krav for nye og renoverede stalde. Det skyldes, at spalteskraberen ikke længere har effekt som virkemiddel.
Tilsvarende kan ”Sengestalde med spalter (kanal, linespil)” og ”Sengestalde med spalter (kanal, bagskyl eller ringkanal)” ikke overholde den vejledende emissionsgrænseværdi for eksisterende stalde uden indregning af den hidtidige effekt af spalteskrabere. Dog kan sidstnævnte staldsystem med bagskyl eller ringkanal overholde vejledende emissionsgrænseværdi ved anvendelse af gylleforsuring. Kommunen kan dog kun stille forsuring som et BAT-krav, hvis anlægget allerede er etableret i tilknytning til stalden, da det ellers vil være for dyrt.
I forhold til GAK har kommunalbestyrelsen som nævnt ikke mulighed for at afvige fra reduktionskravet. Ansøgninger, der omfatter nye eller renoverede stalde med staldsystemet ”Sengestalde med spalter (kanal, linespil)”, vil således ikke kunne godkendes, hvis ikke der er indregnet betydelige ekstra tiltag andre steder på husdyrbruget. For disse ansøgninger er det muligt at foretage en projektilpasning i husdyrgodkendelsessystemet og ændre staldsystemet i ansøgningen til den såkaldte BAT-stald med fast drænet gulv eller ”Sengestalde med spalter (kanal, bagskyl eller ringkanal)” med gylleforsuring som virkemiddel.
Kommunalbestyrelsen har efter den gamle regulering mulighed for at fastsætte mere lempelige emissionsgrænseværdier, hvis det ikke vurderes teknisk muligt eller økonomisk proportionalt at implementere teknologier til reduktion af ammoniak. Herved kan BAT i såvel nye som eksisterende stalde overholdes. Miljøstyrelsen vil vejlede nærmere herom.
Samlet set betyder det, at alle ansøgninger før 1. august 2017 kan blive godkendt efter de gamle regler, hvis de ændrer staldtype til den såkaldte BAT-stald (Sengestald med fast drænet gulv) eller ”Sengestalde med spalter (kanal, bagskyl eller ringkanal)” med gylleforsuring som virkemiddel. Godkendelserne vil være baseret på normtal 2016/17 og derfor vil de ikke være helt retvisende ift. hvilken emission, der reelt set udledes fra husdyrbruget, men det vil være juridisk korrekte afgørelser.
For ansøgninger, hvor kvægbruget ligger tæt på ammoniakfølsom natur, kan det være hensigtsmæssigt at afvente de nye emissionsfaktorer for at fremtidssikre investeringen i udvidelsen, så kvægbruget ikke senere får problemer med at overholde kravene.
Gældende regulering fra 1. august 2017
I den nye regulering er emissionsgrænseværdierne (BAT-krav) fastsat for hhv. nye/renoverede stalde og eksisterende stalde i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, tabel 4 og 5.
I relation til den nye viden, er det kun staldtypen ”Sengestalde med spalter (kanal, linespil)”, der ikke vil kunne overholde BAT-kravet for nye stalde med de nuværende emissionsfaktorer fastsat i bekendtgørelsen, da spalteskraberen var nødvendig for at nå BAT-kravet.
I forhold til BAT-kravet for eksisterende stalde kan ”Sengestalde med spalter (kanal, linespil)” og ”Sengestalde med spalter (kanal, bagskyl eller ringkanal)” ikke overholde BAT-kravet uden den hidtidige effekt af spalteskrabere. Dog kan sidstnævnte staldsystem med bagskyl eller ringkanal overholde BAT ved anvendelse af gylleforsuring. For at det ikke bliver for dyrt til at kommunen kan stille det som et BAT-krav, skal anlægget allerede være etableret i tilknytning til stalden. Hvis spalteskraberen i en tidligere godkendelse eller tilladelse har indgået som virkemiddel i en eksisterende stald, skal BAT-kravet til stalden reduceres, efter at spalteskraberen er bortfaldet som virkemiddel.
Kommunalbestyrelsen har mulighed for at dispensere for BAT-kravet i eksisterende stalde ved brug af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 24, stk. 5, når ansøger kan dokumentere, at det ikke er teknisk muligt eller økonomisk proportionalt at implementere teknologier til reduktion af ammoniak. Miljøstyrelsen vil vejlede nærmere om denne anvendelse.
En sådan § 24, stk. 5 dispensation forventes meddelt i et begrænset antal, da der vil ske opdatering af emissionsfaktorer og BAT-krav ved den kommende ændring af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.
I forhold til nye stalde har kommunalbestyrelsen ikke mulighed for at afvige BAT-kravet, da emissionsgrænseværdierne i modsætning til de gamle regler er fastsat i bekendtgørelsen. Ansøgninger med nye stalde med staldsystemet ”Sengestalde med spalter (kanal, linespil)” vil således ikke kunne godkendes, hvis ikke der findes tiltag andre steder på husdyrbruget. En mulig løsning kan være at ændre staldsystemet i ansøgningen til den såkaldte BAT-stald med fast drænet gulv eller ”Sengestalde med spalter (kanal, bagskyl eller ringkanal)” med gylleforsuring som virkemiddel. Alternativt skal ansøger afvente bekendtgørelsesændringen for afklaring af det kommende BAT niveau.
Godkendelser, som er udstedt inden en bekendtgørelsesændring er trådt i kraft, vil være baseret på de eksisterende emissionsfaktorer og derfor vil de ikke være retvisende ift. hvilken emission, der reelt set udledes fra husdyrbruget, men det vil være en juridisk korrekt afgørelse, da gældende regler overholdes. For ansøgninger, hvor kvægbruget ligger tæt på ammoniakfølsom natur, kan det derfor være hensigtsmæssigt at afvente de nye emissionsfaktorer for at fremtidssikre investeringen i udvidelsen, så kvægbruget ikke senere får problemer med at overholde kravene.
Konsekvenser af ny viden i forhold til geografisk placering
Konsekvenserne af den nye viden påvirker ikke beskyttelsesniveauerne i forhold til ammoniakfølsom natur (det specifikke ammoniakreduktionskrav, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 25-29). Kvægbrug skal således fortsat overholde totaldepositionskravet tæt på ammoniakfølsom kategori 1 eller 2 natur, enten i forbindelse med ansøgning om udvidelse/ ændring eller i forbindelse med revurdering. Kvægbrug med en godkendelse eller tilladelse i medfør af §§ 16 a og 16 b er dog ikke omfattet af krav om revurdering. Kommunen skal endvidere vurdere, om der skal stilles krav til størrelsen af ammoniakemissionen, hvis udvidelsen resulterer i at merdepositionen på nærliggende kategori 3 natur overstiger 1 kg i forbindelse med ansøgning om udvidelse eller ændring af husdyrbruget.
Den ny viden betyder, at for kvægbrug, der har højere emissioner end hidtil antaget, vil det blive sværere at overholde totaldepositionskravene. Det kan blive nødvendigt at gennemføre tiltag andre steder på bruget eller evt. foretage en mindre udvidelse end ventet.
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken