Maskinhal, der ikke overholder afstandskrav i anmeldeordning

Spørgsmål

Denne udfordring tager vi nok selv en beslutning på, men syntes I skal kende til denne problemstilling: Hestebrug har indsendt en §16b ansøgning og samtidig indsendes en særskilt byggeansøgning til etablering af maskinlade på husdyrbruget. Maskinladen indgår ikke i §16 ansøgningen. Ved screeningen af §16b ansøgningen skriver vi til ansøger, at den særskilte byggeansøgning om maskinladen kan indgå i udarbejdelsen af § 16 b miljøtilladelsen. Det viser sig så, at maskinladen ønskes placeret 25 meter fra byzonegrænse. De øvrige drifts-/staldbygninger ligger 41 meter fra byzonen (der er give disp. fra afstandskrav i tidligere § 10 miljøtilladelse). Vi sender § 16b skema retur og siger, at vi ikke kan godkende den ønskede placering med henvisning til HGB § 33 med begrundelse i, at vi ikke vurdere, at kunne fastsætte vilkår, der kan sikre især støjgener hos beboelserne i byzonen. Nye driftsbygninger bør ikke etableres nærmere byzonen end eksisterende driftsbygninger. Der er god plads og mulighed for, at der kan placeres en maskinlade på arealer væk fra byzonen og ud mod åbne marker. Ansøgers konsulent indsender herefter ny placering og desværre stadig ind mod byzonen, men nu med samme afstand (41 m) som eksisterende bygninger. Det er stadig ikke en hensigtsmæssig placering efter vores vurdering. Har nu aftale om møde med ansøger og konsulent på ejendommen. Vi ender måske med at godkende den ændrede placering fordi vi fik skrevet, at nye bygninger ikke bør placeres nærmere byzonen end eksisterende. Vi havde ikke lige set at den ønskede maskinlade kunne flyttes helt op af eks bygning og dermed holde samme afstand som eks. bygning. Ansøger har efter flere telefoniske samtaler holdt fast i, at det for ham den mest hensigtsmæssige placering, selv om der er god plads på ejendommens arealer væk fra byzonen. Problematikken er, at var vi ikke i gang med en § 16b tilladelse kunne vi "bare" henvise til, at maskinladen er en driftsbygning og skal ind via en § 10 anmeldelse i husdyrgodkendelse.dk. Her ville der ikke kunne indsendes en anmeldelse med en placering under 50 meter til byzonen. Nu holder ansøger og dennes konsulent fast i, at vi ikke har hjemmel til at kræve en afstand på 50 meter til byzonen, når maskinladen indgår i miljøtilladelsen. Vi kan selvfølgelige fastholde vurderingen i forhold til HGB's § 33 om, at vi ikke kan fastsætte vilkår, der sikre gener for omgivelserne og give et afslag på ansøgningen om maskinladen, som herefter kan påklages til NMKN, men det kræver mod, at lave disse afslag i praksis. Vi har brug for vejledning til hvordan vi skal vurdere placering af driftsbygninger og hvilke vilkår eller hvornår vi bør afvise uhensigtsmæssig placering. Det giver ikke mening, at fordi der søges samtidig med en igangværende § 16b ansøgning er der ikke afstandskrav til placeringen af driftsbygninger i forhold til f.eks. byzoner


Svar

Maskinhaller er omfattet af anmeldeordningen i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 10. For at kunne anvende denne bestemmelse, skal maskinhallen opfylde anmeldeordningens betingelse om, at den skal placeres mindst 50 m fra byzonen.

Afstandskrav i anmeldeordningerne til f.eks. boliger, byzone, naturområder m.v. er betingelse for anmeldelse af den pågældende aktivitet. Hvis betingelserne i anmeldeordningen ikke er opfyldt, kan den pågældende udvidelse eller ændring ikke gennemføres efter anmeldelse, men udløser i stedet krav om godkendelse eller tilladelse.

Formålet med anmeldeordningerne er at kunne gennemføre nogle hurtige vurderinger med faste kriterier for mindre ændringer på husdyrbrug; uden at skulle igennem en decideret tilladelse/godkendelse. Så afstandskrav og andre kriterier i anmeldeordningerne kan ikke overføres til de vurderinger, der skal foretages ved tilladelser eller godkendelser. Her skal man netop foretage de påkrævede egentlige vurderinger, herunder landskabsvurderinger.

Da maskinhallen ikke kan anmeldes, skal den tillades i medfør af husdyrbruglovens § 16 b.

Kommunen kan vælge at meddele afslag i medfør af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 23, hvis husdyrbruget med det ansøgte indebærer en væsentlig virkning på miljøet, som ikke kan imødekommes med vilkår som kommunen kan fastsætte i medfør af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 35.

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 33 regulerer nærmere kommunens vurdering i forbindelse med at meddele godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller b, men er ikke en afslagsbestemmelse.  

 


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken