Spørgsmål
Hvad stiller vi op med hensynet til naturen i husdyrgodkendelsessagerne med kvægbrug, nu hvor vi har en viden om, at ammoniakemissionen fra kvægstalde med skraber og/eller fast drænet gulv er væsentligt større end forventet jf. Miljøstyrelsens vejledning (Miljøstyrelsen, 22-01-2018, Første vejledning om ny viden om kvæggulve)? Vi har vel en forpligtelse overfor EU til at anvende nyeste viden til at beskytte habitatnatur og bilag IV arter? Det er også vanskeligt, at vurdere de reelle påvirkninger af den øvrige kategori natur samt § 3 natur ud fra et emissionsgrundlag fra beregningssystemet i husdyrgodkendelse.dk, som vi nu ved er forkert. Hvis vi undlader at bruge den viden om ammoniakemissionen fra kvægbrug, som vi har, så godkender vi vel reelt projekter i strid med Habitatbekendtgørelsen og Naturbeskyttelsesloven. Kan det midlertidigt løses ved, at vi beder landbrugskonsulenterne lave en scenarieberegning med ammoniakdeposition til relevante naturområder ud fra den målte emission der fremgår af Miljøstyrelsens vejledning (Miljøstyrelsen, 22-01-2018, Første vejledning om ny viden om kvæggulve, Tabel 1)? I bedes desuden bekræfte, at I vurderer, at kommunerne ikke bliver erstatningspligtige så længe de følger Miljøstyrelsens vejledning? Kommunerne er forpligtet til at følge Miljøstyrelsens vejledning jævnfør NMK-132-00508 af 26. juni 2012. Det kan afslutningsvis oplyses, at det haster med et svar, da Kommunen er på vej til at træffe afgørelse om miljøgodkendelse i flere kvægsager.
Svar
Miljøstyrelsen vurderer, at denne situation om ny viden ift. ammoniakemissionen fra kvægstalde kan sidestilles med, at det i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen nr. 211 af 28. februar 2017, bilag 3, står anført, at ”Hvis ammoniakemissionen fra et af referencestaldsystemerne angivet i bilag 1 og 2 revurderes på baggrund af ny viden, vil denne viden ikke kunne anvendes i miljøvurderingerne før den nye viden er indarbejdet i en ændring til denne bekendtgørelse…”. Dette følger også af retssikkerhedsprincippet, som bl.a. kræver, at reglerne er klare og forudsigelige og ikke kan ændres med tilbagevirkende kraft.
Hvis ansøgningen skal behandles efter de gamle regler (ansøgning modtaget før 1.august 2017) er det derfor Miljøstyrelsens vurdering, at kommunen ift. det generelle ammoniakreduktionskrav (GAK) skal anvende de tal, der er fastlagt i tabel 1 og 2 i bilag 3 til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, og som var gældende på daværende tidspunkt. Emissionsgrænseværdierne i forhold til BAT er før lovændringen i 2017 alene vejledende og kommunen kan derfor konkret fravige disse i særlige tilfælde. Se mere herom i MST vejledning om fravigelse af BAT (link). Kommunen skal anvende det skrappeste af de to krav (GAK og BAT).
Da emissionsfaktorerne i forbindelse med ændringen af husdyrbrugloven i august 2017 er fastlagt i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, tabel 1, og BAT-kravet er fastlagt i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, tabel 4 og 5, er det Miljøstyrelsens vurdering, at kommunen skal bruge disse tal i de ansøgninger, som de har modtaget efter den 1. august 2017 og frem til en kommende ændring af bekendtgørelsen – uanset, at der er kommet ny viden.
Hensynet til den ammoniakfølsomme natur, reguleret via det specifikke ammoniakreduktionskrav, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 25-29, fastholdes som hidtil. Kvægbrug skal således fortsat overholde totaldepositionskravet tæt på ammoniakfølsom kategori 1 eller 2 natur ud fra de gældende regler. Kommunen skal endvidere vurdere, om der skal stilles krav til størrelsen af ammoniakemissionen, hvis udvidelsen resulterer i, at merdepositionen på nærliggende kategori 3 natur overstiger 1 kg i forbindelse med ansøgning om udvidelse eller ændring af husdyrbruget ud fra de gældende regler. Dette skal gøres på baggrund af de emissionsfaktorer, der er fastlagt i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3. Kommunen kan således ikke vælge at bruge andre emissionsfaktorer, da bekendtgørelsen er bindende for kommunens sagsbehandling.
Miljøstyrelsen har i de udsendte nyheder gjort ansøgere og kommuner opmærksomme på, at en godkendelse meddelt efter de nu ophævede § 11 eller § 12 i husdyrbrugloven om 8 år vil skulle screenes efter reglerne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen om, hvorvidt totaldepositionskravet er overholdt efter de på det tidspunkt gældende emissionsfaktorer og BAT-krav. Det samme gælder, hvis der søges om udvidelse eller ændring senere hen. Ansøger og kommune opfordres derfor til dialog om, hvorvidt en ansøgning mest hensigtsmæssigt skal tilpasses eller trækkes, indtil den nye bekendtgørelse er trådt i kraft.
Miljøstyrelsen kan desværre ikke udtale sig om en kommunes eventuelle erstatningspligt i konkrete sager.
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken