Spørgsmål
På en landbrugsejendom er der en åben gyllebeholder på 500 m³ med et overfladeareal på ca. 125 m². Beholderen fyldes kontinuerligt fra stalden med sandblandet gylle via et 500 mm rør. Ejer har oplyst at tanken fungerer som fortank til bundfældning af sand, og at der pumpes gylle ud af den hver 7.-10. dag Der er ikke flydelag på gyllebeholderen. VK har indskærpet følgende: I følge Husdyrgødningsbekendtgørelsen skal fortanke have fast overdækning (§9 i HGøB). Betragtes tankene i stedet som gyllebeholdere er der krav om overdækning, det kan være flydelag, fast overdækning eller en teknologi (f.eks. forsuring) (§22 i HGøB). Hvis overdækningen er et flydelag, skal der også være dykket indløb . Gyllebeholderen skal lovliggøres. Ejer har oplyst, at gyllen røres op hver uge i forbindelse med overpumpning til lagertank, hvorfor det er vanskeligt at etablere naturligt flydelag. Ejer er ikke enig i kravet om overdækning. Ejer mener, at han altid har 7 dage til at reetablere flydelaget i: Når beholderen røres op hver 7. dag i forbindelse med overpumpning til lagertank, har han igen 7 dage til at reetablere fyldelaget i, på denne måde mener han, at det er i orden, at der aldrig er flydelag på beholderen. Som nævnt er der her tale om, at gyllen pumpes til lagertank hver 7. dag, ikke udbringning. Citater fra vejledning fra ”Logbog for beholdere med flydende husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse”
- Overdækningen skal være intakt senest 7 dage efter, en mangelfuld overdækning er konstateret.
- Efter afsluttet omrøring, udbringning eller tømning af en beholder, eller hvis overdækningen af andre årsager er brudt, skal beholderen kontrolleres med få dages interval, indtil overdækningen igen er intakt. Spørgsmål: Kan det være rigtigt, at i tilfælde af at man rører sin gyllebeholder op én gang om ugen/hver 7. dag, kan man slippe for at etablere flydelag på sin beholder?
Svar
Ved et opsamlingsanlæg forstås en del af husdyranlæggets staldsystem, hvor husdyrgødningen midlertidigt opsamles. Dette kan være i form af fortank til flydende husdyrgødning. Opsamlingsanlæg reguleres ikke af reglerne om opbevaring af husdyrgødning, men derimod af bl.a. husdyrgødningsbekendtgørelsens § 9 om indretning og drift af stalde m.v. Opsamlingsanlæg til flydende husdyrgødning skal have fast overdækning. Der er ikke nogen undtagelse til dette krav.
Beholdere for flydende husdyrgødning skal være forsynet med fast overdækning eller tæt overdækning, eller der skal anvendes en teknologi, der er optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste som en teknologi, der kan erstatte fast eller tæt overdækning. Dette er det klare udgangspunkt. Hvis overdækningen undtagelsesvist og momentant ikke er tæt, fremgår det dog af vejledning for Logbog for beholdere med flydende husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse bl.a., hvad man skal gøre, hvis overdækningen ikke er tæt, og hvor lang tid en beholder må være uden tæt overdækning. Det afgørende for, at en overdækning kan anses for tæt, er, at overdækningsmaterialet dækker gylleoverfladen.
Det er kommunens vurdering, hvorvidt der er tale om et opsamlingsanlæg eller en beholder for flydende husdyrgødning. Miljøstyrelsen bemærker dog, at kommunen kunne overveje, hvorvidt der kunne være tale om et opsamlingsanlæg, hvis det fungerer som et anlæg til kortvarigt at opsamle gyllen, der ugentligt pumpes over i en opsamlingsbeholder til opbevaring af flydende husdyrgødning.
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken