Lugtberegning ved lokalplanlægning

Spørgsmål

I forhold til lokalplanlægning og evt. gener gælder planlovens § 11a stk 1 nr 8 og § 15b, hvorfor der ikke kan laves en lokalplan der omfatter et område som blive påvirker med lugt fra f.eks. et landbrug.

Jeg har nu flere gange oplevet at forskellige kommuner ikke vil bruge den nyeste viden omkring beregning af lugt fra landbrug, altså med baggrund i produktionsarealet, men derimod mener at de skal bruge evt. lugtberegning fra en eksisterende godkendelse, baseret på antal dyr. Senest har en kommune oplyst mig at det er kommunen der bestemmer hvordan lugten skal beregnes.

Det forekommer mig ganske besynderligt hvis det virkeligt forholder sig således at kommuner i forbindelse med lokalplanlægning ikke skal anvende nyeste viden til beregning af lugtemission fra nærliggende virksomheder. Er kommunes udlægning korrekt?

For ellers plejer det jo at være sådan at er den nyeste viden der skal bruges. Og hvis det forholder sig således skal vi så f.eks. i forbindelse med vurdering af 8 års driften i forhold til ammoniakemission så beregne 8 årsdriften ud fra de dagældende normer?

Det mener jeg sådan set er analogt til at kommunerne mener at man ikke skal bruge nyeste viden i forhold til beregning af lugt.

Svar

Spørgsmålet drejer sig om planloven, som hører under Erhvervsstyrelsens område. Miljøstyrelsen har efter Erhvervsstyrelsens ønske tidligere orienteret om mulighederne for at estimere lugt fra husdyrbrug i forbindelse med lokalplanlægning, og Miljøstyrelsen anbefaler, at kommunerne så vidt muligt anvender den nyeste faglige viden om lugtemission og lugtspredning i omgivelserne.

Miljøstyrelsen henviser dog til Erhvervsstyrelsen, hvis kommunerne har brug for vejledning om, hvad der i planlovens § 15 b forstås ved ”belastet af lugt”, hvilke rammer, der evt. er for vurderingen heraf, og hvilket råderum kommunen har for valg af metode til at vurdere lugtbelastningen i et område.

Miljøstyrelsen bemærker, at de to lugtmodeller, som husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3 omfatter, er udarbejdet med det formål at estimere lugtgener før etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug. Lugtemissionen måles ikke efter ibrugtagning af godkendelsen eller tilladelsen, og der kræves ikke overholdelse af den beregnede lugtemission, når blot forudsætningerne for beregningen ikke ændres (det kan være stipladsareal, belægning, staldtype, dyretype, hvor dyrene må opholde sig og lugtbegrænsende teknologi, alt afhængig af godkendelsens retsgrundlag). Den faktiske lugt i et område kan derfor godt afvige fra, hvad modellerne viser.

Efter Miljøstyrelsens vurdering er der dog ikke noget til hinder for, at kommunerne ved lokalplanlægning lader beregninger foretaget vha. Miljøstyrelsens lugtmodel indgå i vurderingen af, om et areal er belastet af lugt. Brug af FMK-modellen kan ikke anbefales, fordi denne model er mindre retvisende end Miljøstyrelsens lugtmodel, jf. forarbejderne til husdyrgodkendelsesloven fra 2007. Den fortsatte anvendelse af FMK-modellen i husdyrreguleringen, efter Miljøstyrelsens lugtmodel blev indført, skyldes, at geneafstanden i nogle tilfælde ville blive beregnet længst ved brug af FMK-modellen, og det var hensigten, at ingen naboer måtte stilles ringere efter indførelsen af den nye lugtmodel.

Hvis kommunerne vælger at bruge Miljøstyrelsens lugtmodel i forbindelse med lokalplanlægning, anbefaler Miljøstyrelsen, at kommunerne estimerer husdyrbrugenes lugtemission ud fra metoden, som nu gælder ved miljøgodkendelse af husdyrbrug. Dvs. hvor emissionen beregnes ud fra stipladsareal, og ikke som tidligere ud fra kg dyr på stald, fordi den nugældende metode anses for at være mest retvisende, jf. forarbejderne til husdyrbrugloven fra 2017.

Miljøstyrelsen kan ikke vejlede om, hvilke oplysninger kommunerne kan bruge som input til modelberegningerne af lugtemissionens størrelse, eller hvordan kommunerne skaffer oplysningerne, når det er til brug for regulering efter regler uden for Miljøstyrelsens område.

Man skal desuden være opmærksom på, at en vurdering af lugtbelastning i et område til brug for regulering efter planloven ikke uden videre kan bruges i miljøreguleringen af eksisterende husdyrbrug ved f.eks. vurdering af, om der skal gives påbud om at nedbringe lugtgener. Naboklager over lugt skal kommunen vurdere ud fra de faktiske forhold, og hvad der er acceptabel lugt skal ses i forhold til, hvad der blev givet tilladelse til i sin tid. Niveauet for acceptabel lugt har ændret sig med tiden, så derfor kan lugten fra et husdyrbrug med en ældre produktionstilladelse forårsage større gener end hvad, man vil acceptere i dag. Husdyrbrug med en ældre produktionstilladelse kan således udgøre en egentlig lugtbelastning af et område, selv om produktionstilladelsens betingelser følges, som de skal.