Ophævelse af godkendelse?

Spørgsmål

En minkfarm har en miljøgodkendelse efter §11 i den tidligere husdyrlov. Minkfarmen er placeret tæt på et eksisterende byzoneområde, som kommunen gerne vil udvide med et nyt boligområde. I øjeblikket kan der ikke lokalplanlægges for et nyt boligområde, da området ligger indenfor geneafstanden for lugt fra minkfarmen. Minkfarmen melder nu ud, at de gerne frivilligt vil lukke deres produktion. Minkfarmen ejer den jord der potentielt set kan udstykkes til et nyt boligområde, og kan således tjene penge på udstykningen. Normalt bortfalder en miljøgodkendelse først, når produktionen har være ophørt i 3 på hinanden følgende år. Spørgsmålet er, om vi kan ophæve en miljøgodkendelse på baggrund af et konkret ønske fra minkfarmen (så vi juridisk sikrer, at produktionen ikke kan genoptages) ? Med hvilken hjemmel kan vi i givet fald træffe sådan en afgørelse ? Egne overvejelser (hvis der er hjemmel til at ophæve en miljøgodkendelse) Minkfarmen skal skriftligt sende et brev, der redegør for, at de ønsker at ophøre med produktionen og at få deres miljøgodkendelse annulleret. Et udkast til afgørelse sendes til høring hos minkfarmen. Der træffes endelig afgørelse med klagefrist og annoncering.


Svar

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at kommunens kompetence til at træffe afgørelse om ophør af en miljøgodkendelse efter husdyrbrugloven må følge forudsætningsvis af kommunens kompetence til at meddele godkendelsen. Der er således tale om en forudsat hjemmel, som følger af den almindelige forvaltningsret. I det pågældende tilfælde, hvor det er tilladelseshaver selv, som ønsker at ophøre med at drive husdyrbruget, må der ligeledes antages at være en vid adgang for kommunen til at bringe godkendelsen til ophør, så længe der ikke i øvrigt er forhold i lovgivningen eller hensyn til tredjemand, der begrænser denne adgang.

Afgørelsen om ophør skal følge de almindelige forvaltningsretlige regler. Afgørelsen skal derfor bl.a. ledsages af en begrundelse og klagevejledning. Derudover skal der foretages partshøring samt høring og annoncering i det omfang det findes relevant. Det vil endvidere være god skik at oplyse tilladelseshaver, om den retsvirkning afgørelsen har, herunder bl.a., hvilke foranstaltninger, der skal udføres ved ophør, som f.eks. det vilkår du henviser til i spørgsmålet.      


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken