Definition på en polt

Spørgsmål

Skal polte angives som slagtesvin eller søer i ansøgningen? I rapporten fra AU "Fra produktionsbaseret til arealbaseret emissionsberegning, Del 2: Emissionsfaktorer" står der på s. 14: "For søer er der valgt en model, hvor et typisk sohold omfattende løbe-kontrolstald, poltestald, drægtighedsstald og farestald er dimensioneret efter bedste faglige viden." Samt på s. 15: "Tabel 1-21 viser beregningsgrundlaget for produktionsarealet i løbe-/drægtighedsstalde til løsgående søer. I grundlaget for beregning af normtal for husdyrgødning er foder til polte og orner indregnet i søernes foderforbrug og dermed i N ab dyr-værdien, og derfor er poltenes staldareal indregnet i produktionsarealet per årsso." Men hvornår defineres et svin som værende en polt?


Svar

Som du skriver er poltenes staldareal indregnet i søernes produktionsareal. Det følger af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 21, stk. 2, at hvis en dyretype og et staldsystem ikke fremgår af tabel 1 i bilag 3, anvendes emissionsfaktoren for den dyretype og det staldsystem i tabellen, der ligner mest. Kommunen må foretage en konkret vurdering i de enkelte sager, men overordnet vil poltene skulle angives som slagtesvin indtil de indsættes i poltestalden og dermed indgår i soholdet.
Dette er også i tråd med reglerne fra før den arealbaserede regulering fra 2017. Her var det overordnede princip, at polte blev regnet som slagtesvin, så længe de vægtmæssigt svarede til det, hvorefter poltene indgik i søernes DE-beregning (se fx tidligere husdyrgødningsbekendtgørelser).


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken