Spørgsmål
Et lokalt biogas anlæg, som overvejende er baseret på vegetabilske biprodukter og husdyrgødning, vil etablere et antal mellemoplag af afgasset biomasse forskellige steder i oplandet. Beholderne skal ejes og drives af biogasanlægget. Der vil typisk være flere brugere af hver beholder. Vegetabilske biprodukter er ikke affald og er dermed ikke omfattet af affaldsbekendtgørelsen eller "Affald til jord"-bekendtgørelsen. Biomassen efter afgasning er dermed heller ikke et affaldsprodukt, så mellemoplag af det kan ikke være godkendelsespligtig under K 212 eksempelvis). Beholderne skal have en landzonetilladelse, men vi er i tvivl om de også er omfattet af husdyrgødningsbekendtgørelsen, da de ikke vil have tilknytning til en bedrift, eller et andet sæt regler.
Svar
Beholderne vil højest sandsynligt være omfattet af husdyrgødningsbekendtgørelsen. Der er nogle betingelser som skal være opfyldt, som det fremgår herunder.
Der er tale om husdyrgødning, også når der er tale om blandinger baseret på overvejende vegetabilske biprodukter med iblandet husdyrgødning. Definitionen på husdyrgødning er i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, f.
Beholdere er omfattet af husdyrgødningsbekendtgørelsen regler, hvis aktiviteten, fx opbevaring af flydende husdyrgødning, foregår på ejendomme inden for anvendelsesområdet af husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Anvendelsesområdet fremgår af husdyrgødningsbekendtgørelsens § 2. Det fremgår her, at husdyrgødningsbekendtgørelsen finder anvendelse på ejendomme med erhvervsmæssigt dyrehold. Bekendtgørelsen finder også anvendelse på ejendomme uden erhvervsmæssigt dyrehold, hvis der på ejendommen anvendes eller opbevares husdyrgødnings svarende til produktion fra et erhvervsmæssigt dyrehold. Derudover finder den også anvendelse på jordbrugsvirksomheder.
I spørgsmålet nævnes sammenhængen med en ”bedrift”. Det er kun relevant at afklare i husdyrgødningsbekendtgørelsens regulering, der er tale om en bedrift i forhold til bestemmelsen om opbevaringskapacitet. Se dette svar, Opbevaringskrav for husdyrbrug med aftale om opbevaring på biogasanlæg/anden ejendom.
Bemærk, at ”Afgasset vegetabilsk biomasse” er ophævet som selvstændig gødningskategori ved seneste ændring af husdyrgødningsbekendtgørelsen med ikrafttrædelse 1. januar 2022. Årsagen er bl.a., at biogasanlæg i praksis som udgangspunkt altid vil modtage en vis mængde husdyrgødning, hvorefter den afgassede biomasse vil være defineret som husdyrgødning.
Der er i besvarelsen ikke taget stilling til anvendelsesområdet for affald til jordbekendtgørelsen eller evt. godkendelsespligt efter miljøbeskyttelsesloven.
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken