§ 46 Hvad er et lavt indhold af råprotein i foder

Spørgsmål

Kan MST sige hvad et lavt indhold af råprotein i foderet er, til slagtesvin, søer og høns og kyllinger.


Svar

Miljøstyrelsen forstår spørgsmålet bredt om hvad der skal til for at overholde kravet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 46 stk. 1 om fodringskrav til IE-husdyrbrug for at reducere den samlede mængde kvælstof, der udskilles.

Af stk. 1 fremgår at der kan anvendes 3 metoder til at opfylde fodringskravet, der skal reducere den samlede mængde kvælstof, der udskilles. Der skal enten:

1. anvendes fasefodring tilpasset dyrenes behov i produktionsperioden,
2. reduceres i indholdet af råprotein ved hjælp af en god aminosyrebalance, eller
3. bruges et eller flere fodertilsætningsstoffer, som nedsætter den samlede mængde kvælstof, der udskilles og er tilladt i henhold til forordning (EF) nr. 1831/2003 om fodertilsætningsstoffer.

Det fremgår yderligere af stk. 1, for at opfylde valgmulighed 2, at: En god aminosyrebalance og lavt indhold af råprotein kan opnås ved at kombinere fodermidler, hvor aminosyreprofilen supplerer hinanden og/eller ved at tilsætte frie essentielle aminosyrer til foder med et lavt indhold af råprotein.

Bestemmelsen er indført med husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen BEK nr. 1261 af 29/11/2019 og er i kap. 17 Særregler for IE-husdyrbrug. Bestemmelsen er en implementering af BAT-krav 3 om fodringsteknikker med henblik på at reducere udskillelse af kvælstof fra IE-husdyrbrug fra BAT-konklusionen Intensivt opdræt af fjerkræ eller svin ((EU) 2017/302 af 15. februar 2017, offentliggjort 21. februar 2017).

I forbindelse med fastsættelse af reglen er det beskrevet i høringsbrevet, at de anviste teknikker i vid udstrækning allerede anvendes i både den konventionelle og økologiske produktion, og som sådan skal ses som en regelsætning af eksisterende praksis.

BAT-kravet er ikke er tiltænkt som værende et absolut tal, og der er valgfrihed blandt metoderne. På miljøtilsyn kan der tages en dialog om hvilke metoder, der benyttes. Der kan i denne dialog evt. tages udgangspunkt i de fodringsnormer, der ligger til grund for kvælstofudskillelserne i husdyrgødningsnormerne. Fodringsnormerne kan være udgangspunkt for en snak, men man kan ikke kræve, at man skal ligge på et bestemt niveau, da der ikke er faste krav. Normtallene kan ses på Aarhus universitets hjemmeside https://anis.au.dk/forskning/sektioner/husdyrernaering-og-fysiologi/normtal/.

Forudsætninger om de enkelte husdyrarters ydelsesniveau og foderforbrug, der ligger til grund for indhold af kvælstof og fosfor i husdyrgødning, er angivet i gødskningsbekendtgørelsen Bilag 2, tabel 6: Standardforudsætninger for produktionen af husdyrgødning.
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1166#idc162f17f-e906-456e-903f-13889db41c35

 


 

Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken