Spørgsmål
En ejendom med et mindre blandet dyrehold bestående af heste hele året og kvæg i vinterperioden, har to stalde med bokse til hestene, og placeret langt fra eksisterende bebyggelse en teltstald til kvæg som skal lovliggøres. Der er indsendt en ansøgning om landzonetilladelse, men da der samlet er mere end 200 m2 produktionsareal, skal der vel søges om en 16b tilladelse? Og i den forbindelse, kan der meddeles afslag på baggrund af placeringen af den fritstående placering af teltstalden? Hvis sagen skal vurderes efter landzonebestemmelserne ville placeringen af teltstalden ikke være hensigtsmæssig, da der ikke er sammenhæng med de øvrige bygninger. Og et tillægsspørgsmål: Tæller en overdækket skridtmaskine som et anlæg og dermed også er en del af det samlede produktionsareal?
Svar
Hvis husdyrbrugets produktionsareal har en størrelse så det overstiger grænserne for tilladelsespligt skal sagen behandles efter godkendelses- og tilladelsesordningen i husdyrbrugloven.
Du kan læse nærmere om grænserne i vejledningen Særligt om pligt til godkendelsespligt og tilladelseskrav - Husdyrvejledningen
Bemærk, at arealet i ikke fast placerede husdyranlæg jf. husdyrgødningsbekendtgørelsens § 10, ikke medregnes i opgørelsen af produktionsarealets størrelse jf. definitionen i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.
Når der er tale om et husdyrbrug (> 100 m2 produktionsareal) og som er over grænsen i husdyrgodkendelsesbekg. § 7, er husdyrbruget omfattet af godkendelses- og tilladelsesordningen i husdyrbrugloven og landzonehensyn skal varetages i godkendelsen eller tilladelsen. Hvis det er kommunens vurdering, at det ansøgte vil udgøre en væsentlig virkning på miljøet og det ikke er muligt at fastsætte vilkår til at imødegå dette, ja så har kommunen mulighed for at meddele afslag på tilladelse, alternativt afgøre, at sagen skal omfattes af krav om en miljøkonsekvensrapport.
Vedr. overdækket skridtmaskine. Det er oplistet forskellige typer af arealer som kan, men ikke skal, medregnes i produktionsarealet i husdyrgodkendelsens bilag 3, C. Fastlæggelse af produktionsareal, jf. § 2, nr. 4. Her fremgår at – Ridebaner i ridehaller og lignende arealer, hvor dyrene opbindes i mindre end 2 timer ad gangen (heste) kan, men skal ikke, medregnes i produktionsarealet. Kommunen kan overveje om den konkrete skridtmaskine kan henregnes til denne beskrivelse.
Se også vejledningen om snitflade mellem husdyrbrugloven og planloven. Særligt om pligt til godkendelsespligt og tilladelseskrav - Husdyrvejledningen
Se også tidligere helpdesksvar Skridtmaskine - godkendelsespligt eller ej? - Husdyrvejledningen , hvor det bl.a. fremgår, at en skridtmaskine må antages at være en del af husdyrbruget, og den vil derfor kræve en tilladelse eller godkendelse efter husdyrbruglovens § 16 a eller b, medmindre ændringen er bagatelagtig.
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken