Mindre halmfyr - skal de oplyses som værende en biaktivitet i forbindelse med en godkendelsesansøgning?

Spørgsmål

Hej Skal ansøger af en § 16 a miljøgodkendelse oplyse om etablering af et mindre halmfyr - som en biaktivitet? Og i givet fald - hvorledes skal kommunen forholde sig til oplysningen?


Svar

(Svaret er revideret den 5. september 2023)

Det fremgik tidligere af svaret, at hvis et halmfyr alene anvendes til opvarmning af husdyrbruget var det ikke en biaktivitet, og det kunne derfor godkendes som en del af husdyrbrugets godkendelse. Dette er ikke korrekt.

Svaret er nu ændret, så det fremgår, at et halmfyr er en biaktivitet, der er reguleret af miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf, og det vil derfor ikke skulle indgå som en del af husdyrbrugets godkendelse eller tilladelse.

Halmfyret er en biaktivitet som er reguleret af miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf, og det skal ikke reguleres som en del af husdyrbrugets godkendelse eller tilladelse efter husdyrbrugloven.

Biaktiviteter skal oplyses i ansøgninger om godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 5. Grunden til, at det skal oplyses, er, at kommunen skal kunne inddrage viden om disse i vurderingen af miljøpåvirkningerne fra den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbruget.

Derudover gælder der en regel om samtidighed. Dvs. hvis en biaktivitet skal godkendes i henhold til f.eks. miljøbeskyttelsesloven eller anden lovgivning, så skal en miljøgodkendelse af husdyrbruget og godkendelsen af biaktiviteten træffes samtidig jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 57, jf. § 5, 2. pkt.

Det fremgår af bekendtgørelse om regulering af luftforurening fra fyringsanlæg til fast brændsel, at halmfyr under 1 MW er reguleret heraf. Miljø- og Fødevareklagenævnet har i afgørelse af 25. januar 2022,19/04156 bemærket, at såfremt den generelle regulering i bekendtgørelsen ikke er tilstrækkelig skal aktiviteten reguleres via adgangen til at udstede påbud og forbud i miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 42, og ikke ved vilkår i en godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens regler.

Det fremgår også af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser af 25. juni 2009 (MKN-130-00371) og 5. december 2011 (NMK-132-00122), at det har været hensigten med husdyrbruglovgivningen at tilrettelægge en ordning, hvorefter biogasanlæg og lignende biaktiviteter, hvortil nævnet henregner halmfyr, alene reguleres i medfør af miljøbeskyttelsesloven, og dermed ikke er en del af husdyrgodkendelsen.

Halmfyr er derfor en biaktivitet, der er omfattet af miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf, og det skal dermed ikke reguleres som en del af husdyrbrugets godkendelse eller tilladelse efter husdyrbrugloven.

 


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken