Spørgsmål
Hvilken dyretype hører kvier af ammekøer under jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen bilag 3? Hører de under Malkekøer, kvier og stude. Dybstrøelse, eller Ammekøer, slagtekalve (over 6 mdr.). Dybstrøelse.
Hvis de hører under malkekøer, kvier og stude, må flexgruppen "Alle kvæg; dybstrøelse" så anvendes i nudriften, hvis der i et staldafsnit, har gået ammekøer, kvier og kalve under 6 mdr. sammen?
Svar
Kvier af ammekøer på dybstrøelse skal indtastes som ”Malkekøer, kvier og stude. Dybstrøelse . Tabellen skal tages bogstaveligt, og da ”Ammekøer, slagtekalve (over 6 mdr.)” ikke nævner kvierne, hører de ikke med i den gruppe.
Det er ikke muligt at bruge en flexgruppe i nudriften. Det skyldes, at godkendelsen eller tilladelsen er givet til en bestemt produktion – og det er den, der skal indtastes i nudriften.
Når der anvendes en flexgruppe, er der i beregningen taget højde for ”worst case ammoniakfordampning”. For at kunne beregne meremissionen korrekt skal nudriften derfor indtastes som det, der er tilladelse eller godkendelse til.
Er tilladelsen/godkendelsen derimod allerede givet til en flexgruppe, skal det ansøgte og nudriften indtastes ens, hvis det ansøgte indskrænker fleksibiliteten i forhold til det godkendelsen eller tilladelsen giver mulighed for i det eksisterende anlæg. Det følger af § 30, stk. 4.
Det skyldes, at hvis der i en ansøgning om f.eks. opførelse af en ny stald samtidig medtages ændringer af en allerede godkendt stald, som betyder, at den eksisterende stald kun kan anvendes til dyretyper m.v. med en lavere emission end dem, den fleksible godkendelse eller tilladelse gav mulighed for, så vil den beregnede merdeposition blive lavere end den reelle merdeposition.
Se endvidere disse helpdesksvar om emnet:
Om nudrift:
Fastsættelse af nudrift ved ansøgning - Husdyrvejledningen
Netto og bruttoareal: Brutto eller nettoareal - Husdyrvejledningen
Kalve af ammekøer:
Definition ammekøer - Husdyrvejledningen
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken