Definition af delvis spaltegulv til søer og smågrise

Spørgsmål

Vi har et opfølgende spørgsmål til helpdesksvaret "BAT teknologiblade til gulvtyper" fra 19. marts 2021BAT teknologiblade til gulvtyper - Husdyrvejledningen

Vi har behov for en klar melding om, hvor mange kvadratmeter fast gulv, der skal være hos søer, før det kan betegnes som et delvist spaltegulv. Konsulenten påpeger, at der ikke findes en definition. Skal vi anvende grænsen på 25 % fast gulv som ved slagtesvin? Og er grænsen i øvrigt fastlagt ved smågrise i to-klimastald?


Svar

I husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3 er der ikke nogen fastsat grænse for andelen af fast gulv hos søer og smågrise, for at staldsystemet kan betegnes som delvis spaltegulv. Kun hos slagtesvin er staldsystemet delvis spaltegulv opdelt i kategorierne 25-49 % fast gulv og 50-75 % fast gulv.

I spørgsmålet henviser du til helpdesksvaret "BAT teknologiblade til gulvtyper" fra 19. marts 2021.
Efter svaret fra marts 2021 er der i forbindelse med normtal for husdyrgødning 2021 udgivet nyt baggrundsmateriale i februar 2022, Kapitel 8 Tab af næringsstoffer fra stalde ”Normtal for husdyrgødning”
I rapporten er der eksempler og billeder af sostalde med delvis spaltegulv, som normtallene er baseret på.

Nedenfor er der et kort sammendrag fra rapporten, som kan inddrages i vurderingen af, hvor stor en andel fast gulv der skal være, for at det er delvis spaltegulv hos søer og smågrise. Det er kun gulvtyperne delvis spaltegulv til søer og smågrise, der er listet op her: 

Søer, golde og drægtige, individuel opstaldning, delvis spaltegulv er i rapporten beskrevet som minimum 90 cm fast gulv forrest i boksen. I den bagerste del af boksen er der spaltegulv. 
Som alternativ her til kan der vælges fuldspaltegulv eller fast gulv, når der er tale om individuel opstaldning af golde og drægtige søer i eksisterende løbe-/kontrolstald.

Søer, golde og drægtige, løsgående, delvis spaltegulv, omfatter diverse stiudformninger, som overordnet har fast gulv i lejearealet, mens gangarealerne i stien er forsynet med drænet gulv eller spaltegulv. Staldsystemet omfatter mange forskellige stiudformninger, hvor nogle af dem er afbildet i rapporten. Blandt andet én æde-/hvilebokse pr. so med fast gulv forrest og spaltegulv i den bagerste del af boksen samt drænet gulv bag boksene. Stier med en gulvfodring og en stor andel fast gulv er også omfattet af staldsystemet.
Rapporten angiver ikke en nedre grænse for andelen af fast gulv hos løsgående golde og drægtige søer på delvis spaltegulv.

Søer, diegivende, kassestier, delvis spaltegulv har fast gulv i den forreste del af stien omkring soens forparti og pattegrisehulen samt spaltegulv i den bagerste del omkring soens bagparti. Undersøgelserne, der ligger til grund for fastsættelse af emissionsværdier for ammoniak og lugt, er alle gennemført i farestalde, hvor andelen af fast gulv i stierne udgjorde 50 % eller mere af stiarealet. 
I husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen er 50 % fast gulv ikke et minimumskrav til farestier, delvis spaltegulv.  Derfor kan man ikke på samme måde som hos slagtesvin kræve en bestemt procentdel fast gulv. 
Det fremgår af rapporten, at selvom en faresti med fuldspaltegulv er udstyret med en varmeplade til pattegrisene, eller der er fast gulv i et lille areal under soen, betyder det ikke at staldsystemet er delvis spaltegulv.

Smågrise, to-klimastald, delvis spaltegulv, skelner ifølge rapporten p.t. ikke mellem stier med en lille eller stor andel fast gulv. 
I husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen er der heller ikke for smågrise på delvis spaltegulv angivet en bestemt procentdel fast gulv.
Ved vurderingen af om en smågrisestald med en lille andel fast gulv skal indregnes som to-klimastald med delvis spaltegulv eller en stald med drænet gulv og spalter, kan der i vurdering indgå om det er en ét- eller to-klimastald. Er der overdækning over det faste gulv, hvor grisene kan opholde sig mens de er små og har mere behov for varme, så er der tale om en to-klimastald. Ifølge rapporten er smågrisestalde med drænet gulv og spalter at betragtes som en ét-klimastald uden overdækning. 

Hvis en dyretype og staldsystem ikke fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen anvendes emissionsfaktoren for den dyretype og staldsystem, som det ansøgte ligner mest i relation til emission af ammoniak og lugt. Det følger af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 21, stk. 2.