Kan der gives påbud via vilkår indenfor 8 år i en § 16 b?

Spørgsmål

Må en kommune fastsætte vilkår om påbud, inden der er gået 8 år, når vilkåret står i en godkendelse efter § 16 a, stk. 1 (ikke IE-husdyrbrug), eller en tilladelse efter § 16 b? Miljø- og Fødevareklagenævnet har i sag 18/04801 stadfæstet en afgørelse med følgende vilkår: "Såfremt der efter kommunes vurdering opstår væsentlige lugtgener, der vurderes at være væsentligt større, end der kan forventes ifølge grundlag for miljøvurderingen, kan kommunen meddele påbud om, at der skal indgives og gennemføres projekt for afhjælpende foranstaltninger".


Svar

En kommune kan ikke skærpe et vilkår ved påbud, inden der er gået 8 år, når vilkåret står i en godkendelse efter § 16 a, stk. 1, eller en tilladelse efter § 16 b.

Kommunen må som udgangspunkt ikke meddele påbud eller forbud efter husdyrbruglovens § 39, før der er gået 8 år efter, at en godkendelse eller tilladelse er meddelt efter §§ 16 a eller 16 b. Reglerne om påbud og retsbeskyttelse gælder i nærmere bestemt omfang også for godkendelser til husdyrbrug, der er meddelt de tidligere gældende regler i husdyrgodkendelseslovens §§ 11 og 12 eller efter § 33 i miljøbeskyttelsesloven. Det følger af husdyrbruglovens § 43 a, stk. 1 og 2.

Uanset retsbeskyttelsen kan kommunen dog i særlige tilfælde tage et IE-husdyrbrugs godkendelse op til revurdering og meddele påbud og eller forbud efter lovens § 39. De særlige tilfælde er oplistet i lovens § 40, stk. 2, og i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 39, stk. 5 (herunder f.eks. at forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsens meddelelse, eller der er offentliggjort en ny BAT-konklusion). Læs mere om påbud, forbud og revurdering her.

De samme regler gælder ikke for husdyrbrug, der ikke er IE-brug. En kommune kan derfor ikke skærpe vilkår ved påbud, inden der er gået 8 år for ikke IE-brug.

I afgørelsen, som der er henvist til i spørgsmålet, er der tale om et IE-husdyrbrug. Et sådan påbud kan således meddeles i det tilfælde – også uden at der er fastsat vilkår om det. 


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken