Spørgsmål
Hvilket retsgrundlag skal kommunen anvende til at lovliggøre et forhold efter. - Skal det være retsgrundlaget på det tidspunkt, hvor det ulovlige forhold opstod, eller retsgrundlaget på det tidspunkt, hvor forholdet opdages og skal lovliggøres.
Vi har set et svar i helpdesken af 20-10-2020 (https://husdyrvejledning.mst.dk/helpdesk/helpdesk-svar/placering-af-anlaeg-mv/lovliggoerelse-af-laeskure/), som giver anledning til forvirring, da der i svaret henvises til et ældre helpdesksvar fra 2017, som vi mener er i modstrid med 2020-svaret.
Konkret eksempel:
300 Chinchillaer er etableret på en ejendom på et tidspunkt mellem 2005 og 2008. Dette svarer til knap 4 DE. Det er altså under grænsen for miljøgodkendelse i 2005-2008, men skulle have været anmeldt til kommunen efter husdyrgødningsbekendtgørelsen, hvilket aldrig er sket.
Vi opdager det nu i 2021. Produktionsarealet for chinchillaerne er ca. 150 m2, hvilket er over 100 m2-grænsen for en § 16 b-tilladelse i husdyrbrugloven i dag.
Vi mener, at det skal lovliggøres efter retsgrundlaget i 2005-2008, og at det derfor kun skal anmeldes efter husdyrgødningsbekendtgørelsen (i overensstemmelse med helpdesksvaret fra 20-10-2020), men er i tvivl, pga. jeres helpdesksvar fra 2017, som antyder, at lovliggørelsen skal ske gennem en § 16b-tilladelse.
Fra husdyrfonen fik vi den melding, at der i 2020-svaret er nævnt vurderinger, som kommunen kan inddrage, når det skal afgøres, hvilket lovgrundlag, der skal afgøres efter.
Vi ønsker dog yderligere afklaring, da vi ikke mener, at 2020-svarets angivelse af vurderinger, handler om selve retsgrundlaget for lovliggørelsen, men alene handler om vurderinger omkring afgørelsens indhold. F.eks. vil ny viden på BAT-området skulle inddrages i en lovliggørelsessag, som indeholder en BAT-vurdering. Det er dog ikke relevant i nærværende tilfælde, for hvis retsgrundlaget, som der skal lovliggøres efter, er en anmeldelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsen, skal der slet ikke laves nogen vurderinger af f.eks. BAT.
2020-svaret siger, at det skal lovliggøres efter retsgrundlag på etableringstidspunktet (anmeldelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsen fra 2006-2008) og 2017-svaret siger, at det skal lovliggøres efter nuværende retsgrundlag (en § 16b tilladelse efter nuværende husdyrbruglov).
Så spørgsmålet står fortsat ubesvaret. Skal et sådant tilfælde lovliggøres efter husdyrgødningsbekendtgørelsens anmeldelsesregler fra 2006-2008 eller som en § 16b-tilladelse efter nuværende husdyrbruglov.
Svar
Det kommer an på den konkrete sag, og hvilke forhold der skal lovliggøres, hvilket retsgrundlag kommunen skal bruge til at lovliggøre et forhold efter.
Det forvaltningsretlige udgangspunkt er, at det er lovgrundlaget på det tidspunkt, hvor det ulovlige forhold opstod, der skal lægges til grund i sager om retlig lovliggørelse.
Det er imidlertid Miljøstyrelsens opfattelse, at når godkendelsesmyndigheden skal træffe afgørelse om retlig lovliggørelse på husdyrområdet, og der foreligger ny viden, skal vurderingen foretages efter nyeste viden om miljøpåvirkning, nye kortbilag, nye beregningsmetoder, ny viden om miljøaktivitet mv. Det er derfor styrelsens vurdering, at godkendelsesmyndigheden i lovliggørelsessager ikke er forpligtet til at fastsætte vilkår svarende til dem, der ville være stillet, hvis godkendelsen var givet på tidspunktet, hvor det ulovlige forhold opstod. F.eks. vil lovliggørelsestidspunktet skulle anvendes, når der f.eks. er tale om ny viden ift. BAT.
I tilfælde, hvor der ikke er tale om ny viden, f.eks. i sager hvor lovliggørelse alene omfatter afstandskrav, er det Miljøstyrelsens opfattelse, at det forvaltningsretlige udgangspunkt skal følges, hvorfor det er på tidspunktet, hvor det ulovlige forhold opstod, der skal lægges til grund.
I et svar fra husdyrhelpdesken fra 8. november 2016, har Miljøstyrelsen redegjort for en fortolkning af overgangsreglen i husdyrbruglovens § 103, stk. 1. Samme fortolkning ligger til grund for svaret fra 2017.
Det fremgår af svaret fra 2016, at retlig lovliggørelse af et endnu ikke godkendt, men godkendelsespligtigt husdyrbrug, der er faktisk etableret forud for den 1. januar 2007, skal ske efter lovens § 10-12, jf. 103, stk. 1. Det vil altså sige reglerne på lovliggørelsestidspunktet.
Det er dog ikke fuldstændig entydigt, hvornår det er tidspunktet for det ulovlige forhold eller lovliggørelsestidspunktet, der skal anvendes som retsgrundlag for lovliggørelsen. Dette er der gjort rede for i svaret fra 2016.
Det er dog Miljøstyrelsens sammenfattende fortolkning, som det også fremgår af svaret fra 2020, at retlig lovliggørelse som udgangspunkt skal ske efter reglerne på det tidspunkt, hvor det ulovlige forhold opstod. Men når kommunen skal træffe afgørelse om lovliggørelse, og der f.eks. foreligger ny viden, nye kort m.v. må dette inddrages. F.eks. vil lovliggørelsestidspunktet skulle anvendes, når der f.eks. er tale om ny viden ift. BAT.
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken