Spørgsmål
Kommunen har en lovliggørelsessag, hvor der er etableret 13 fuglebade til ænder.
Fuglebadene har hver især et grundplan på 6 m² (2 x 3 m).
I bunden af fuglebadene er der en fordybning, som enten er støbt eller en form for gasfiber/plast. Udearealerne omkring fuglebadene er dog ikke med fast bund. I de 4 hjørner af fuglebadene er der 2 m høje træstolper, og der er eternitplader som tag over fuglebadene. Fuglebadene kan ikke flyttes. Ænderne har adgang til fuglebadene hele dagen.
Fuglebade er placeret rundt omkring eksisterende stalde – de fleste af fuglebadene er i tilknytning til øvrige bygninger, men et par enkelte af fuglebadene er længere væk. Der er ca. 650 m² eksisterende staldareal til ænder. Retsgrundlaget er en anmeldelse fra 2012 efter husdyrgødningsbekendtgørelsen. Der er på ejendommen 4000 ænder og 200 fasankyllinger. Den eneste ændringer, der er sket på ejendommen, er fuglebadene.
Spørgsmål 1 er, om fuglebadene er produktionsareal?
Spørgsmål 2 er, om de 13 fuglebade udløser krav om husdyrtilladelse eller godkendelse?
Svar
Spørgsmål 1:
Ja, ovenstående fuglebade er produktionsareal.
Et produktionsareal er det areal i fast placerede husdyranlæg, hvor dyrene kan opholde sig og har mulighed for at afsætte gødning, og som dyrene ikke kun har kortvarig adgang til. Det fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 2, nr. 4.
Fuglebadene er betragtet som fastplacerede husdyranlæg. Husdyranlæg er bygninger og andre indretninger til dyrenes ophold. Der skal populært sagt være bygningselementer som vægge, tage eller gulve, der er beregnet til dyrenes ophold, for at der kan være tale om en bygning eller en indretning omfattet af begrebet. I dette tilfælde er der både støbt bund, træstolper og tag. Idet fuglebadene ikke kan flyttes, er de fastplacerede husdyranlæg.
Ænderne har adgang til fuglebadene hele dagen. De kan dermed opholde sig i fuglebadene, og de har mulighed for at afsætte gødning deri. Endvidere har ænderne ikke kun kortvarig adgang til fuglebadene.
Fuglebadene er dermed produktionsareal.
Spørgsmål 2:
Ja, de 13 fuglebade udløser krav om tilladelse eller godkendelse.
Husdyrbrug skal enten tillades eller godkendes efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b.
Et husdyrbrug er husdyranlæg, der tilsammen har et produktionsareal på mere end 100 m², gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og andre driftsbygninger m.v. til brug for husdyrhold, som ligger på samme ejendom.
Der er oplyst, at der er ca. 650 m² eksisterende staldareal, og der etableres yderligere 78 m² produktionsareal. Det vil sige, at der er tale om et husdyrbrug, der skal godkendes eller tillades efter husdyrbruglovens regler.
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken