Kunstmaterialer på ridebanebunde forudsætter en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19

Spørgsmål

Kan Miljøstyrelsen uddybe, hvorvidt man med udtrykket ”granulat” i svaret fra 19. november 2021 alene tænker på gummigranulat? Eller skal granulat forstås bredere, så det også omfatter små stykker af syntetiske tekstilprodukter, der bliver iblandet sand og eller andre naturmaterialer på ridebaner og i ridehaller?

I svaret på spørgsmålet ”Brug af kunstmaterialer på ridebaner eller i ridehaller” fra 19. november 2021 svarer Miljøstyrelsen: ”(…) hvis der anvendes kunstmaterialer i form af granulat, på ridebaner og i ridehuse vil det kræve en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. (…)” Brug af kunstmaterialer på ridebaner eller i ridehaller. - Husdyrvejledningen

Som det fremgår af det oprindelige spørgsmål, så ser vi oftere og oftere ridebaner som består af sand og/eller andre naturmaterialer, hvor der er iblandet små stykker tekstil lavet af syntetiske fibre, hvor der kan være tale om affalds- og genbrugsprodukter.

Brugen af udtrykket ”granulat” i Miljøstyrelsens svar kan give anledning til den fortolkning, at Miljøstyrelsen med svaret alene tænker på gummigranulat, men ikke den type materiale, som består af små stykker tekstil af syntetisk materiale, der også nævnes i spørgsmålet.


Svar

Miljøstyrelsens svar er ikke begrænset til gummigranulat. 

Hvis der er tale om et stof, produkt eller materiale, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, forudsætter anlægningen af selve ridebanen en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19.
Fokus er ikke på hvilket stof, der er tale om, men om stoffet kan forurene, grundvand, jord eller undergrund.

Det kan derfor også være relevant med en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 for syntetiske stofmaterialer i ridebanebunde.

Det er den enkelte kommune, der giver den pågældende tilladelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 4. Det er derfor også den enkelte kommune, der stiller krav om, hvilke vilkår der muliggør, at ridebanen ikke forurener grundvand, jord og undergrund.


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken