Spørgsmål
Jeg har en ejendom, som har lugtreducerende miljøteknologier i sin ansøgning. I den ene staldbygning er der gyllekøling og i den anden er der luftrensning med punktudsugning. Der er imidlertid også gyllekøling i sidstnævnte staldbygning, men teknologien er ikke medtaget i ansøgningen,hvilket ansøger begrunder i at teknologiernes effekter ikke kan adderes.
Ansøger kan ikke overholde lugtgeneafstanden for samlet bebyggelse og har derfor søgt dispensation efter 50%-reglen. Jeg har lavet en scenarieberegning for at se, hvilken effekt samspillet kan have mellem gyllekøling og luftrensning i den nævnte staldbygning.
Til det har jeg kigget i DTU’s dokument ”Samspil mellem miljøteknologier” fra 2016. Her nævnes at gyllekøling ikke har en lugtreducerende effekt, hvilket jo ikke længere er gældende for gyllekøling med rørudslusning (20%).
Kan man i et tilfælde som beskrevet stadig anvende ligning 3 (R(t1,2) = R(t1) + R(t2) – R(t1) * R(t2), som der står under afsnittet 3.3 ”Gyllekøling og luftrensning” (side 11)?
Altså er det muligt at beregne en kædeeffekt af de to teknologiers effekter?
Svar
Der er vekselvirkning ved anvendelse af gyllekøling og punktudsugning med luftrensning, og der kan derfor ikke anvendes kædeeffekt for ammoniak- eller lugtreduktion.
Samspillet mellem forskellige miljøteknologier er, som det fremgår af spørgsmålet, beskrevet i "samspil mellem miljøteknologier" samspil mellem miljøteknologier.
Publikationen er fra november 2016 og vejledningen skal derfor læses med tanke på, at der er sket en udvikling siden dengang. Bl.a. var der ikke anerkendt en lugtreducerende effekt af gyllekøling før optaget på teknologilisten i 2018 i svinestalde med rørudslusning, som det også fremgår af spørgsmålet.
Principperne i "samspil mellem miljøteknologier" kan dog anvendes i vurderingen af, om sammenhængen mellem teknologierne skal tillægges en additiv sammenhæng, en kædeeffekt eller om der er en vekselvirkning ved anvendelse af teknologier i kombination.
Samspillet mellem Gyllekøling og punktudsugning er beskrevet i afsnit 3.4. for så vidt angår ammoniakfordampningen fra gyllen. Det fremgår her, at der er vekselvirkning:
” effekten af punktudsugning [er] fastlagt som funktion af staldens samlede emission, hvorfor det ikke er muligt at kombinere de to teknologier uden yderligere data som grundlag for en valid model. Vi vurderer derfor, at den ammoniakreducerende effekt ved samtidig anvendelse af gyllekøling og punktudsugning alene bør tillægges effekten af punktudsugningen og den ledsagende luftrenser.”
Miljøstyrelsen vurderer ikke, at der er grundlag for en anden vurdering i forhold til lugtreducerende effekt og samspil mellem gyllekøling og punktudsugning, end der er for den ammoniakreducerende effekt. MST vurderer derfor, at den lugtreducerende effekt ved samtidig anvendelse af gyllekøling og punktudsugning alene bør tillægges effekten af punktudsugningen og den ledsagende luftrenser uanset om der også anvendes gyllekøling i stalde med rørudslusning.
Samspil mellem miljøteknologier er også beskrevet i dette helpdesksvar
Sammenspil mellem miljøteknologier - Husdyrvejledningen
Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken