Kan § 25 stk. 5 anvendes til at anerkende proportionalitetsberegning på ombygning af eksisterende stald, der ikke er godkendt i forvejen (BAT-undtagelse)?

Spørgsmål

Kan husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 25. stk. 5 anvendes til at fravige BAT-kravet på et ikke godkendt produktionsareal. Det nye produktionsareal er placeret i en selvstændig staldbygning, der ikke er godkendt til husdyrproduktion (ingen nudrift eller 8-års drift)?

Den konkrete sag drejer sig om en bygning der ikke er godkendt til husdyrproduktion (ingen lovlig nudrift eller 8-års drift), og som ligger ca. 15 meter fra den staldbygning, der er godkendt til husdyrproduktion.

Det er dog en gammel staldbygning med staldtypen spaltegulvsbokse. Det ønskes at etablere sengebåse i direkte forbindelse med boksene på et tidligere foderbord, for herved at kunne bruge arealet med staldtypen sengebåse med spalter. Der bliver dog problemer med BAT, når der ansøges om sengebåse med spalter på det tidligere areal bestående af spaltegulvsbokse og foderbord.


Svar

Som udgangspunkt skal en udvidelse af en produktion foregå i en ny stald, der lever op til BAT-kravet til nye stalde. Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 25, stk. 5 er en undtagelsesbestemmelse, der kan anvendes i særlige tilfælde. Hovedreglen er således, at nye stalde skal overholde BAT-kravet til nye stalde. For kvæg indbefatter det, at der udvides med et staldafsnit med fast drænet gulv med skraber og ajleafløb, eller der forsures i stalden jf.  en forsuringsteknologi optaget på teknologilisten. Kommunen skal i første omgang vurdere, om der ikke er andre muligheder for at leve op til BAT. Det vil sige kan udvidelsen gennemføres i en ny stald, eller kan der indføres gylleforsuring i stalden.

Det, at der findes en eksisterende bygning, der engang har været kvægstald, er ikke umiddelbart i sig selv nok til at fravige kravet om BAT for nye stalde. Det er op til kommunen at vurdere, om der f.eks. er tale om et særligt forhold og/eller en mindre udvidelse, der vanskeligt kan placeres i en ny stald pga. de fysiske forhold på stedet e.l., som kan begrunde, at undtagelsen kan anvendes. 
Er det tilfældet skal kommunen se på den konkrete beregning, ansøgeren har foretaget, for at vurdere, om en udvidelse med lavemissionsgulv eller indførelse af gylleforsuring e.l. ikke vil være proportionalt. Praksis for proportionalitetsbetragtninger i forhold til BAT er ikke ændret i reglerne efter 1. august 2017.

Læs mere herom i dette helpdesksvar: Beregning af proportionalitet - BAT - Husdyrvejledningen. Find desuden yderligere vejledning om emnet i dette svar: BAT - proportionalitet; marginalomkostninger vs. de samlede omkostninger - Husdyrvejledningen

 


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken