Opsamlingsbeholdere til møddingsaft

Spørgsmål 1:

Vil en palletank lavet af HDPE plast opfylde bestemmelserne i bekendtgørelsens kapital 8? Det bemærkes, at der vil blive sikret mod påkørsel af palletanken.

Vi tænker især på, om en palletank opfylder kravet om, at beholderen skal være udført af bestandige materialer og kunne modstå påvirkning som fx omrøring, tømning osv. 

Spørgsmål 2:

Kan vi stille krav om tykkelsen af beholderen - altså hvor mange mm plastik, der skal være? 

Spørgsmålene skyldes, at vi har fået flere henvendelser fra mindre husdyrbrug omkring brug af palletanke som opsamlingstanke til møddingssaft fra møddingspladser. Ifølge husdyrgødningsbekendtgørelsen § 13 skal møddinger være indrettet med afløb, som fører til en beholder, der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelsens kapitel 8.

 


Svar

Spørgsmål 1:

Det er kommunens vurdering i den konkrete sag, om en palletank opfylder bestemmelserne i husdyrgødningsbekendtgørelsens kapitel 8.

Miljøstyrelsen vurderer dog, at palletanke, der er lavet af robust HDPE plast, kan være modstandsdygtige over for fugt. De kan også være formstabile, hvorfor de kan holde til omrøring, overdækning og tømning. Palletanke kan derfor godt opfylde kravene i husdyrgødningsbekendtgørelsens kap. 8. Det er kommunen, der skal vurdere, om den konkrete palletank er udført i materialer og har en form, der sikrer, at bestemmelserne er overholdt.

Der kan være regler i bygningsreglementet, som gør, at palletanke ikke vil kunne anvendes. Vi henviser derfor til bygningsreglementet for nærmere afklaring af dette.

Spørgsmål 2:

Kommunen kan stille krav til tykkelsen af plastikken på en palletank. Det skyldes, at det er op til kommunen at vurdere, hvornår materialet er tykt nok til, at palletanken vil kunne leve op til kravet i husdyrgødningsbekendtgørelsens kapitel 8 om at være af bestandigt materiale.

 


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken