Ansøger har ansvaret for driften, selvom denne er lejer

Spørgsmål

Det undrer mig i helpdesksvaret Ansøgning af miljøgodkendelse kan indgives af andre end ejendommens ejer fra den 5. oktober 2023, at det fulde ansvar for driften af husdyrbruget som udgangspunkt ligger hos ansøger, også selvom denne er lejer af en ejendom. Der kan jo være tale om byggeri og landskabelige hensyn, der skal varetages.

Hvis der stilles vilkår til bygninger og landskab, har jeg svært ved at se, hvordan vi kan lægge ansvaret på en lejer af en stald rent juridisk.

Derfor har jeg følgende spørgsmål:

  1. Når ansøger vinger af, at vedkommende ikke er ejer inde i husdyrgodkendelse.dk, skal man så indtaste ejer i systemet? Og får ejer besked om, at der er søgt om en godkendelse eller tilladelse på dennes ejendom?
  2. Kan en ansøger i princippet søge på en anden persons ejendom, uden at ejer ved det? Er der behov for, at kommunen får en fuldmagt fra ejer, hvis vedkommende ikke er den samme som ansøger?
  3. Jeg vil gerne have det præcise hjemmelsgrundlag for at håndhæve, hvis ansøger kun er lejer af en staldbygning. Det kunne f.eks. være, at kommunen skulle håndhæve etablering af et læhegn.

Svar

  1. Hvis ejer af ejendommen er en anden end ansøger, skal oplysninger om ejer udfyldes i husdyrgodkendelse.dk. Husdyrgodkendelse.dk sender ikke meddelelser om statusændringer vedrørende det aktuelle skema til ejer. I dette tilfælde vil ejeren af ejendommen som part i sagen blive orienteret i forbindelse med kommunens høringsprocedure.
  2. Kommunen behøver ingen fuldmagt.
  3. Hvis den forurenende virksomhed ikke følger reglerne i husdyrreguleringen, vil tilsynsmyndigheden kunne håndhæve med henvisning til husdyrbruglovens § 46. Dette gælder også, selvom det er en lejer, der har virksomheden.

Det fremgår af husdyrbruglovens § 48, at retssubjektet i forhold til håndhævelse af miljøgodkendelsen, herunder evt. vilkår om beplantning af et læhegn er den for forholdet ansvarlige.

I forhold til en miljøgodkendelse vil den for forholdet ansvarlige derfor være den, der driver den forurenende aktivitet. Dvs. hvis det er en lejer, der driver den forurenende aktivitet, vil det også være vedkommende, som vil være ansvarlig for, at husdyrbrugets drift er i overensstemmelse med rammerne i godkendelsen, herunder vilkår i godkendelsen.

 


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken