Kommunen skal vurdere overskridelse af BAT-krav samlet over de sidste 8 år

Spørgsmål

Vi har fået en ansøgning ind, hvor der er behov for at fravige BAT-kravet (8 kg) efter Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 25. Vi har konstateret/vurderet at bestemmelsen kan anvendes, og der er tale om en eksisterende stald, hvor der udelukkende flyttes rundt på og skabes mere produktionsareal.
Den konkrete ansøgning er et tillæg til en godkendelse efter § 16 a, stk. 1, der blev meddelt i 2019. I den godkendelse blev der også fraveget fra BAT-kravet (88 kg).
Spørgsmålet er nu om vi skal lave en samlet vurdering på hele overskridelsen af BAT inden for de seneste 8 år, jf. Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 39, stk. 2? Vores fornemmelse er ”Ja”.

To tillægsspørgsmål:
Vi forstår § 25 sådan, at det er en mulighed som Kommunen kan anvende, ikke skal. Er det korrekt?
Der har været lidt forskellige udmeldinger på, hvor meget af produktionen der skal inddrages i en proportionalitetsberegning. Vi forstår det sådan, at der skal regnes proportionalitet i forhold til alle de dele af anlægget, der ønskes ændret. Er det korrekt?


Svar

Ja, I skal lave en samlet vurdering af hele overskridelsen hen over de sidste 8 år. Det følger af § 39, stk. 2 i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, at kommunens vurderinger skal inddrage alle etableringer, udvidelser og ændringer af husdyrbruget, der er godkendt, tilladt eller afgjort efter anmeldelse inden for de seneste 8 år før kommunalbestyrelsens afgørelse. Bestemmelsen har netop til formål at sikre, at der ikke sker en utilsigtet stor og ikke samlet vurderet påvirkning, fordi den bliver gennemført i små ryk, som hver især ikke har den store betydning.

Kommunen kan ikke af principielle grunde eller som en hovedregel afvise at se på, om § 25, stk. 5 kan anvendes. En afgørelse om at anvende eller ikke anvende § 25, stk. 5 skal altid begrundes.

Muligheden i § 25, stk. 5 foregår i to trin. Først skal kommunen tage stilling til, om der er særlige forhold, der giver grund til at fravige kravet til BAT for nye stalde, når der søges om en ny stald eller om en godkendelsespligtig udvidelse eller ændring. Princippet er, at når ansøger investerer i en ny stald skal der vælges en BAT-stald, hvorfor BAT-kravene skal opfyldes. Der kan imidlertid være særlige omstændigheder, hvor ansøgeren ud fra den eksisterende beliggenhed, indretning og drift begrunder en anden løsning. Se nærmere om eksempel på særlige tilfælde i husdyrvejledningen:

  1. Generelle principper for godkendelser og tilladelser - Husdyrvejledningen

Hvis kommunen kommer frem til,  at der er tale om et særligt tilfælde, skal kommunen herefter vurdere, om ansøgeren har godtgjort, at opførelse af en BAT-stald eller indførelse af teknologi, der opfylder BAT-kravet ikke er økonomisk proportionalt. Kommunen kan herefter fravige BAT-kravet, hvis kommunen kommer frem til, at kravet ikke er proportionalt. Se også dette helpdesksvar: BAT - proportionalitet; marginalomkostninger vs. de samlede omkostninger - Husdyrvejledningen

Finder kommunen, at der ikke er en særlig grund i de konkrete omstændigheder i den eksisterende indretning og drift i husdyrproduktionen til, at BAT-kravet kan fraviges, så kan de afvise at anvende undtagelsen i § 25, stk. 5, og dermed ikke se nærmere på økonomiske beregninger om proportionalitet.

I forhold til, hvordan der skal udregnes proportionalitet er der hjælp at hente i dette svar: Supplerende spørgsmål til svar af den 25 februar 2020 om BAT og proportionalitet - Husdyrvejledningen

Se også proportionalitetsvurderingen og udregningen i Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 31. maj 2022.

Yderligere svar til inspiration: Anvendelse af ”eksisterende staldsystem” - Husdyrvejledningen


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken