Frivillig overopfyldelse af BAT krav kan genbruges, hvis der er taget højde for det i den oprindelige godkendelse

Spørgsmål

 

Ansøger har en eksisterende § 16 a godkendelse fra 2021, hvor BAT kravet overopfyldes med 213 kg. BAT kravet er beregnet til 5134 kg N og den faktiske emission er beregnet til 4922 kg N.

I forbindelse med en meget lille ændring har jeg fremført overfor kommunen, at de 213 kg ikke er BAT krav i den oprindelige godkendelse, og at emissionen på 5066 kg der bliver i tillægsansøgningen derfor fortsat er indenfor BAT. Problemet opstår som følge af de forskellige BAT kriterier, der skal indtastes, og fordi begge gyllebeholdere blev overdækket i forbindelse med den oprindelige godkendelse. I princippet var det ikke nødvendigt.

Men uanset er kommunen ikke enige med mig. De mener, at BAT kravet på 5033 kg, som beregnes i tillægget, er det, som vi skal leve op til. Jeg kan ikke finde noget i vejledningen omkring, hvordan jeg skal forholde mig, men muligvis i jeres BAT vejledning. Men jeg er lidt usikker og vil gerne vide, om overopfyldelse af det beregnede BAT krav altid bliver til det nye BAT krav.


Svar

Nej, det er ikke altid det ”frivillige” overopfyldte BAT krav i den eksisterende godkendelse, der bliver fastsat som det eksisterende BAT krav i en genberegning i forbindelse med en ændring af en godkendelse.

For at den del, der ”overopfylder” BAT kravet ikke skal indgå i den nye BAT-beregningskrav, skal der i forbindelse med det oprindeligt fastsatte krav være vurderet og redegjort for, at en højere ammoniakemission vil opfylde BAT-kravet og samtidig ikke stride mod krav til beskyttelse af natur. Derefter kan der være sat vilkår, der resulterer i, at ”minimums-BAT-kravet” er overopfyldt. F.eks. som her ved, at begge gyllebeholdere overdækkes.

Er der ikke foretaget en naturvurdering, minimum af kategori 3 natur, i forbindelse med den oprindelige godkendelse, skal det overopfyldte BAT vilkår i den oprindelige godkendelse som udgangspunkt danne udgangspunkt for BAT-beregningen efter stipladsmodellen. Beregningen af totaldepositionen til kategori 1 og 2 natur, og den deraf følgende vurdering af om kravet er overholdt, er den samme uanset, hvornår beregningen foretages.

Princippet for, hvordan man kan ”genbruge overopfyldt BAT” er beskrevet i dette helpdesksvar: https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2020/januar/bat-og-lugt-miljoevurdering-af-hoejere-ammoniakpaavirkning-end-den-valgte-teknologi-afstedkommer

Når husdyrbruget har en ammoniakemission på mere end 750 kg NH3-N pr. år, skal der fastsættes vilkår, som sikrer reduktion af ammoniakemissionen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, jf. husdyrbruglovens § 27, stk. 2.

Det fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, pkt. A, afsnit 2.1.2, at for eksisterende staldafsnit og gødningsopbevaringsanlæg skal kravet om den maksimale emission af NH3-N pr. år genberegnes.

Beregningen foretages ud fra de emissionsfaktorer, som er gældende på tidspunktet for den aktuelle afgørelse, og de vilkår om virkemidler og miljøteknologi, der er fastsat i en gældende godkendelse.

Beregningen i forbindelse med ændringen skal dermed foretages ud fra det BAT krav, der var fastsat i den eksisterende godkendelse. 

Dette er også redegjort for i tidligere helpdesksvar, f.eks. dette: https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2019/december/bat-for-eksisterende-staldafsnitfrivillig-reduktion-af-ammoniak-i-tidligere-godkendelser-1

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i afgørelse af 14. april 2023 ophævet en kommunes vilkår, der efter nævnets vurdering ikke var nødvendige for at overholde BAT-kravet. Nævnet lægger i sagen bl.a. til grund at vilkårene i den revurdering, der ligger til grund for sagen, ikke er sat for at sikrer beskyttelse af kategori 3 natur. Nævnet efterprøver at påvirkningen til Kategori 1 og 2 natur er overholdt uden de pågældende vilkår. Link til afgørelse, hvis aktuelt: Afgørelse | Miljø- og Fødevareklagenævnet (naevneneshus.dk)


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken