Bygninger der indgår i vurdering af om to husdyrbrug er forureningsmæssigt forbundet

Spørgsmål

Indgår fodersiloer, maskinhuse, halmlader m.m. i vurderingen af, om husdyrbrugene er forureningsmæssigt forbundet? I vejledningen skriver I, at der i vurderingen indgår fast placerede husdyranlæg samt husdyrgødningsopbevaringsanlæg og ensilageopbevaringsanlæg, der er placeret i direkte tilknytning til husdyrbrugets eksisterende bebyggelsesareal.

 


Svar

Nej, det er udelukkende fast placerede husdyranlæg samt gyllebeholdere og ensilageopbevaringsanlæg, der ikke er fritliggende, der indgår i vurderingen af, om husdyrbrugene er forureningsmæssigt forbundne, jf. § 41 i bekendtgørelsen.

Husdyranlæg er i husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 2 defineret som: ”Husdyranlæg: Stald eller lignende bygning eller indretning, hvor husdyr i almindelighed opholder sig eller har adgang til, med tilhørende dyrehold”

Fodersiloer, maskinhuse, halmlader m.m. er således ikke husdyranlæg, men defineres i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 1 som driftsbygninger mv. Driftsbygninger indgår ikke i vurderingen af, om to husdyrbrug er forureningsmæssig forbundet.

 


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen

Husdyrhelpdesken