Et IE-husdyrbrug skal overholde særreglerne for IE-husdyrbrug om miljøledelse, kontrol, beredskab, fodringskrav, støvemissioner og indberetning fra det tidspunkt, hvor IE-husdyrbruget overskrider stipladsgrænserne

Spørgsmål

Vi har et husdyrbrug, som har en § 12-godkendelse med over 2000 stipladser til slagtesvin og dermed er et IE-husdyrbrug. En del af denne miljøgodkendelse var en ny stald, som imidlertid ikke blev opført, og nu er bortfaldet.

Miljøgodkendelsen blev vurderet delvist udnyttet, idet en renovering af en anden stald faktisk blev gennemført. Det tilladte dyrehold er siden nedskrevet til 178 DE og altså langt under § 12-grænsen i forhold til dyreenheder og stipladser.

Nu skal godkendelsen revurderes jf. helpdesksvaret ”Er det den oprindelige miljøgodkendelse eller et tillæg, der skal revurderes?” fra den 6. december 2022:

https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2022/december/er-det-den-oprindelige-miljoegodkendelse-eller-et-tillaeg-der-skal-revurderes

Helpdesksvaret ”Revurdering og ophør af IE-brug” fra 2. oktober 2020 https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2020/oktober/revurdering-og-ophoer-af-ie-brug forstår vi således, at husdyrbruget også (udover at miljøgodkendelsen skal revurderes) skal overholde IE-særreglerne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kap. 17 om bl.a. miljøledelse mm., fordi der i helpdesksvaret står:
"Hvis bruget opretholder sin IE-godkendelse, betyder det altså, at bruget fortsat skal overholde de vilkår, der fremgår af godkendelsen samt de generelle regler, som finder anvendelse på IE-husdyrbrug, herunder også revurderingsforpligtelsen".

Vi er i tvivl, om det er korrekt, fordi der i husdyrvejledningen til kap. 17 står:
”De bindende krav til IE-husdyrbrug, der er fastsat i §§ 47-51, § 53 og § 55, træder i kraft, når IE-husdyrbruget når en størrelse, hvor stipladsgrænserne i § 16 a, stk. 2, overskrides.”

https://husdyrvejledning.dk/vejledning-til-bekendtgoerelserne/husdyrgodkendelsesbekendtgoerelsen/17-saerregler-for-ie-husdyrbrug

I vores tilfælde har husdyrbruget aldrig overskredet IE-grænserne, men har udelukkende en godkendelse hertil. Den er så siden delvist bortfaldet, således at de heller ikke har muligheden for at overskride IE-grænsen. Skal husdyrbruget alligevel overholde særreglerne for IE-husdyrbrug i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kap. 17?

 


Svar

Nej, husdyrbruget skal først opfylde de bindende krav til IE-husdyrbrug i §§ 47-49, § 51, § 53 og § 55, fra det tidspunkt IE-husdyrbruget når en størrelse, hvor stipladsgrænserne i § 16 a, stk. 2, overskrides, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 76, stk. 5. Dette er ikke muligt for det aktuelle husdyrbrug, hvor en del af godkendelsen er bortfaldet.

Husdyrbruget har stadig status som IE-husdyrbrug, indtil det søger om en ny godkendelse, hvilket betyder, at det ikke er undtaget fra særreglerne for IE-husdyrbrug i §§ 50, 52 og 54.

Helpdesksvaret ”Revurdering og ophør af IE-brug” fra 2. oktober 2020 https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2020/oktober/revurdering-og-ophoer-af-ie-brug

er udgivet med hjemmel i § 69, stk. 5, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelse nr. 1261 af 29. november 2019, og dermed før husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen blev ændret ved bekendtgørelse nr. 2225 af 27. november 2021 med ikrafttrædelse den 1. januar 2022.

Ifølge § 71, stk. 5 i husdyrgodkendelsesbekendtgørelse nr. 2225 af 27. november 2021 er IE-husbrug først omfattet af de bindende krav i dagældende §§ 42-44, § 46, § 48 og § 50, hvor IE-husdyrbrug overskrider stipladsgrænserne i § 16 a, stk. 2, i husdyrbrugloven. Helpdesksvaret fra den 2. oktober 2020 skal derfor læses i forhold til den dagældende regulering, som siden er blevet ændret.

Der er stadig tale om et IE-husdyrbrug, som skal revurderes, fordi husdyrbruget oprindeligt er godkendt til flere end 2000 stipladser til slagtesvin.

Se også vejledningen til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kap. 17 https://husdyrvejledning.dk/vejledning-til-bekendtgoerelserne/husdyrgodkendelsesbekendtgoerelsen/17-saerregler-for-ie-husdyrbrug


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken