Spørgsmål
I forlængelse af helpdesksvaret ”Supplerende spørgsmål til helpdesksvar fra 3/2-2021 om pumpestuds på teltoverdækket gyllebeholder" fra den 30. november 2021, omhandlende udformning af neddykket pumpestuds på teltoverdækket gyllebeholder, er spørgsmålet, om der kan monteres en studs på en teltoverdækket gyllebeholder uden neddykket rør og uden spjæld eller låg?
Studsen er udformet som en tragt med mål på Ø500 mm foroven og Ø250 mm forneden. Det er min vurdering, at den bagatelagtige fordampning, der er på 0,07 promille, er den samme, om studsen monteres med et neddykket rør eller ej. Arealet, hvorfra der kan fordampe ammoniak, er den samme.
Svar
Nej, en studs på en teltoverdækket gyllebeholder kan ikke monteres uden et neddykket rør eller uden spjæld/ låg, da dette ikke opfylder kravene til tæthed og emissionsminimering.
I helpdesksvaret "Supplerende spørgsmål til helpdesksvar fra 3/2-2021 om pumpestuds på teltoverdækket gyllebeholder” fra den 30. november 2021 vurderes det, at kravet om et neddykket rør sikrer, at emissionerne reduceres til et bagatelagtige niveau. Gylleoverfladen er i dette tilfælde alene rørets diameter.
Laves der derimod hul i teltdugen via en studs, eksponeres hele gylleoverfladen teoretisk til omgivelserne gennem åbningen. Derfor er de to situationer ikke sammenlignelige.
En permanent, åben studs uden neddykket rør og uden spjæld eller låg på studsen vil således ikke opfylde kravene til tæthed, der er nødvendige for at minimere ammoniakemissionen. Teltoverdækningen skal slutte tæt til beholderkanten og må ikke have åbninger eller utætheder udover de lovpligtige. Dette fremgår også af helpdesksvaret ”Pumpestuds på teltoverdækket gyllebeholder" fra den 3. februar 2021.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen
Husdyrhelpdesken