Spørgsmål
På tilsyn er det observeret at sidebegrænsningen, bestående af en halvmur på et ensilageopbevaringsanlæg, er utæt ved gummifugerne. Ejeren, der tidligere har foretaget reparationer på anlægget, foreslår at lave en 2 m bred randbelægning med afløb til opsamlingsbeholder, langs sidebegrænsningen på ydersiden af anlægget.
Vil denne løsning være i overensstemmelse med husdyrgødningsbekendtgørelsens § 17?
Svar
Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø forstår spørgsmålet således, at der spørges til, om det er tilladt, at have både halvmur og randbelægning på det samme anlæg.
Det er tilladt at have både randbelægning og mur jf. husdyrgødningsbekendtgørelsens § 17, stk. 2. Der skal dog som minimum være enten randbelægning eller mur. Det essentielle er, at der ikke sker forurening af grundvand og overfladevand.
Styrelsen kan ikke tage stilling til den konkrete sag i forhold til om løsningen i praksis vil leve op til husdyrgødningsbekendtgørelsen regler i forhold til tæthed, bestandige materialer, fald mod afløb osv. Det er kommunen, der skal tage stilling i hver enkelt sag.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen
Husdyrhelpdesken