Spørgsmål
Skal der udarbejdes en miljøtilladelse til et husdyrbrug, der allerede har en hestestald med 150 m² produktionsareal (fast placeret husdyranlæg), og som ønsker at udvide med 120 m² ikke fast placerede læskure til heste, der ikke har adgang til den førnævnte hestestald?
I vejledningen til Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen skriver I til § 7 følgende: ”Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen regulerer kun husdyrbrug, der er omfattet af godkendelsespligt eller tilladelseskrav. Ejendomme med dyrehold, som ikke er omfattet af tilladelseskrav m.v., fordi produktionsarealet er mindre end 100-300 m², reguleres ikke af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Sådanne ejendomme reguleres derimod bl.a. af husdyrgødningsbekendtgørelsen og planlovens landzoneregler m.v.”
Betyder ovennævnte, at eksempelvis husdyrbrug med heste, der har over 100 m², maks. 200 m² fast placeret anlæg til heste, og som er undtaget for godkendelsespligt eller tilladelseskrav, også er undtaget fra reglen i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 8, selv om husdyrbruget ønsker at etablere > 100 m² ikke fast placeret.
Svar
Det afgørende er, om der på ejendommen er fast placerede stalde eller lignende med produktionsareal over grænsen for tilladelse efter husdyrbruglovens § 16 b, og dermed om ejendommen er omfattet af godkendelses- og tilladelsesordningen i husdyrbrugloven. Hvis den ikke er det, er reglen i § 8 ikke relevant.
Det fremgår af § 7, nr. 2, at der først er krav om tilladelse efter husdyrbruglovens § 16 b, når der er 200 m² produktionsareal, hvis der på produktionsarealet alene er heste. Produktionsareal er det areal i fast placerede husdyranlæg, hvorpå dyrene kan opholde sig og har mulighed for at afsætte gødning, og som dyrene ikke kun har kortvarig adgang til. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, nr. 4. Der er altså ikke krav om tilladelse, hvis de forøgede kvadratmeter ikke er produktionsareal, hvilket det ikke vil være, hvis det er ikke fast placerede læskure til heste.
Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 8 ville være relevant, hvis der på husdyrbruget, var mindst 200 m² produktionsareal, og husdyrbruget herefter ville udvide med ikke fast placerede husdyranlæg over 100 m².
Se også dette svar om Flytbare læskure under 100 m² fra 2. juni 2021: https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2021/juni/flytbare-laeskure-under-100-m2
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen
Husdyrhelpdesken