Hvad er nudriften, når der er angivet et forkert staldsystem i godkendelsen?

Spørgsmål

Et husdyrbrug vil ansøge om et tillæg til en eksisterende godkendelse og har i denne forbindelse opdaget en række uoverensstemmelser mellem oplysningerne i godkendelsen og de faktiske forhold på ejendommen. 

Det faktiske staldsystem på husdyrbruget har altid været "Sengestald med spalter (kanal, bagskyl eller ringkanal)".

Som bilag til den eksisterende miljøgodkendelse ligger det oprindelige ansøgningsskema fra husdyrgodkendelse.dk. Her er angivet en anden type staldsystem i både nudrift og ansøgt drift. I godkendelsens beskrivende tekst hertil fremgår det dog, at ansøgningen drejer sig om det faktiske staldsystem.  

I en tidligere godkendelse, som skulle ligge til grund for nudriften i den seneste godkendelse, fremgår det rigtige staldsystem.

Der er altså to forskellige staldsystemer nævnt i samme afgørelse. Hvordan skal man forholde sig, når man skal oplyse nudriften i forbindelse med ansøgningen om tillæg?


Svar

Ved ansøgning om tillæg til den seneste godkendelse, skal nudriften fastlægges for hvert staldafsnit og gødningsopbevaringsanlæg som den hidtidige lovlige drift i henhold til bindende krav i den meddelte godkendelse, der er udnyttet, jf. § 60, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 31, stk. 3.

Den lovlige nudrift er det staldsystem, som kommunen har godkendt.

Det er dog uklart, hvilket staldsystem, kommunen faktisk har godkendt, fordi godkendelsen indeholder modstridende oplysninger. Der skal være overensstemmelse mellem det grundlag, der er for beregninger af miljøbelastningerne i ansøgningssystemet, og det staldsystem der er beskrevet og godkendt i miljøgodkendelsen.

Dette skal afklares via en fortolkning af godkendelsen og dens bilag, herunder ansøgningsmaterialet. Vi foreslår, at ansøgeren får afklaret dette med kommunen.

Hvis kommunen har vurderet beregningerne vedrørende det faktiske staldsystem, og godkendt det, skal dette blot indtastes ved angivelse af nudriften. I så fald bør forholdet ikke komplicere processen.

Har kommunen derimod godkendt et andet staldsystem end det faktiske, har ansøgeren ikke et retligt grundlag for at drive det faktiske staldsystem. I så fald skal der ske en fysisk eller retlig lovliggørelse af staldsystemet.

Fysisk lovliggørelse sker ved, at staldsystemet ændres fysisk, så det svarer til det godkendte staldsystem.

Retlig lovliggørelse sker ved en ansøgning om ændring af det godkendte staldsystem til det faktiske. Her skal ansøgeren indtaste nudriften som det system, kommunen har godkendt, mens der i ansøgt drift indtastes staldsystemet, som det faktisk er.

Proceduren er eksempelvis beskrevet i vores tidligere Helpdesksvar af 10. juli 2019.

Se nærmere om beregning af nudriften i Miljøstyrelsens vejledning til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, kapitel 13, ”Nærmere om fastlæggelse af nudriften”.

Ansøgningen om retlig lovliggørelse kan ske sammen med ansøgningen om tillæg.

Vi gør opmærksom på, at det ikke er sikkert, at kommunen kan give medhold i en ansøgning om retlig lovliggørelse. Dette kræver blandt andet, at ansøgeren oprindeligt ville kunne have fået godkendelse til det faktiske staldsystem.

Problemstillingen er eksempelvis behandlet i Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 15. juni 2022 i sag nr. 20/09136.

De nærmere betingelser for retlig lovliggørelse ligger uden for spørgsmålet, og Miljøstyrelsen behandler derfor ikke emnet nærmere i dette Helpdesksvar.


Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen

Husdyrhelpdesken