Krav til miljøledelse

Spørgsmål

Svaret er ændret den 1. sept. 2025, da spørgsmålet vedr. nogle punkter i bilaget ikke var besvaret.

I vejledningen til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 17 under miljøledelse, findes bilag 4-5 om "Mål og Handleplan". Bilaget er fra 2015 og jeg er derfor i tvivl om bilaget er opdateret. For kan det passe at en målsætning kan være blot at overholde lovgivningen jf. punkt 4-7 i bilaget. Desuden undre det at udarbejdelse af naturplaner kan være et punkt, da IE-miljømål skal ske på husdyranlæg og ikke på arealerne jf. helpdesksvar af 26. november 2024.


Svar

Svaret er ændret den 1. sept. 2025, da spørgsmålet vedr. nogle punkter i bilaget ikke var besvaret.

Der er ikke krav om at bruge et bestemt miljøledelsessystem. Bilaget i vejledningen var ikke opdateret siden 2015 og var et udtryk for et eksempel. Bilaget er nu blevet justeret sådan at naturplaner ikke længere fremgår, og der er tilføjet et eksempel på yderligere mål i punkterne 4 og 5 end bare at overholde lovgivningen.

Det er korrekt, at målsætningerne i et miljøledelsessystem skal angå anlægget/husdyrbruget (jf. definition af husdyrbrug, se helpdesksvar https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2024/november/maa-ie-miljoemaal-omfatte-forhold-udenfor-husdyrbruget), og det kan derfor ikke være et mål at udarbejde naturplaner på jordtilliggende, der ikke er en del af anlægget/husdyrbruget. Ligeledes bør der være en eller anden form for mål ud over det lovgivningsmæssige krav.


Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken