Nudrift i ansøgning om husdyrtilladelse/-godkendelse

Spørgsmål

Spørgsmål til § 31, stk. 3 i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.
Er der korrekt forstået at hvis en ansøgningen omhandler et husdyrbrug som ikke i forvejen har en godkendelse eller tilladelse efter husdyrloven (dvs. §16a/§16b eller de gamle §10, 11 eller 12), så er der ingen produktions eller gødningsareal i nudriften? Og det gælder også hvis husdyrbruget har en kap 5 godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven? Merdeposition af ammoniak på §3 og KAT3 natur vil så skulle vurderes som var det et barmarksprojekt?
Hvad er den faglige begrundelse for at det kun er husdyrbrug som er godkendt/tilladt efter husdyrloven som "må have" en nudrift?

Hvis det er muligt må i også gerne oplyse hvor længe denne bestemmelse har været gældende.


Svar

Det er ikke korrekt forstået. Nudriften skal fastsættes som den lovlige produktion på afgørelsestidspunktet.

Hvis retsgrundlaget f.eks. er den tidligere husdyrgodkendelseslov eller miljøbeskyttelsesloven, skal der tages udgangspunkt i denne nudrift, i det omfang godkendelsen er helt eller delvist er udnyttet og ikke efterfølgende er bortfaldet som følge af kontinuitetsbrud.

§ 31, stk. 3, henviser bl.a. til bekendtgørelsens §§ 62 og 64, som også finder anvendelse for tidligere regelgrundlag, se hertil § 62, stk. 2 og § 64, stk. 1.

Det fremgår af husdyrvejledningens kapitel 13, at: På baggrund af § 31, stk. 3, fastsættes nudriften således til det, der er lovligt på afgørelsestidspunktet. Det vil sige, det der er givet lov til i det eksisterende retsgrundlag, medmindre den eller de pågældende godkendelser, tilladelser og anmeldelser m.v. helt eller delvist ikke er udnyttet, eller helt eller delvist er bortfaldet. For så vidt angår ansøgninger om udvidelser og ændringer efter lovens § 16 a, stk. 4, og § 16 b, stk. 2 (”2. gangsansøgning”), vil retsgrundlaget være en godkendelse eller tilladelse efter § 16 a, stk. 1 eller 2, eller § 16 b, stk. 1, samt evt. efterfølgende anmeldelser. I disse tilfælde vil produktionsarealerne være entydigt fastlagt i det pågældende retsgrundlag, således at fastlæggelsen af nudriften primært består i at konstatere, at retsgrundlaget er udnyttet og ikke bortfaldet.

For så vidt angår ansøgninger om godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens § 16 a, stk. 1 eller 2, eller § 16 b, stk. 1 (”1. gangsansøgning”), vil der i praksis i langt de fleste tilfælde være eksisterende anlæg på husdyrbruget, som er godkendt, tilladt m.v. efter regler, der gjaldt før 1. august 2017, dvs. der vil typisk være en godkendelse eller tilladelse efter de tidligere gældende regler i husdyrbruglovens §§ 10-12 eller en godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, evt. suppleret med anmeldelser efter de tidligere gældende regler i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Her er det nødvendigt først at afklare, hvad der er givet lov til efter de tidligere gældende regler, herunder evt. via kort og plantegninger fra tidligere ansøgninger, tilsynsnotater eller lign., for så vidt angår centrale parametre i forhold til ammoniak og lugt (produktionsarealer, dyretype, staldsystem mv.). Hvis det, der er givet lov til, er udnyttet og ikke efterfølgende bortfaldet som følge af kontinuitetsbrud, sættes nudrift i overensstemmelse med dette. Ved afgørelse af om der er sket bortfald af retten til at udnytte arealer som følge af kontinuitetsbrud, jf. også vejledningen til bekendtgørelsens kapitel 19, kan der bl.a. ses på oplysninger om antallet af dyr sammenholdt med det antal dyr, der kan være samlet set i henhold til dyrevelfærdsreglerne.

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens regel omkring forståelse af nudriften blev indsat ved bekendtgørelse nr. 916 af 23. juni 2017. Du kan finde den her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2017/916. Høringen af bekendtgørelsen findes her: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/60583.


Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken