Spørgsmål
Der er anmeldt et nyt dyrehold på en ejendom i en eksisterende bygning, hvor der tidligere har været en ammekvægsbesætning, og dyreholdet ændres til heste.
Der er gået under 3 år fra ammekvægsbesætningen er ophørt til der etableres et hestehold over 4 heste. Ammekvægsbesætningen med stald var tilladt i henhold til Landbrugets Byggeblad ”Etablering af løsdriftsstalde uden fast bund til ammekøer, ungdyr m.v. på dybstrøelse” og efter husdyrgødningsbekendtgørelsen før 1. august 2017. Det anmeldte areal i stalden er mindre end 175 m2.
Nu hvor dyreholdet ændres til hestehold og staldbygningen ønskes benyttet som en løsdriftsstald (der udvides eller ændres ikke i staldbygningen), skal der så etableres fast bund eller gulv med afløb til beholder (eller pumpesump), i henhold til § 25, stk. 2 i husdyrgødningsbekendtgørelsen?
Svar
Husdyranlæg, omfattet af byggeblad vedrørende løsdriftstalde med dybstrøelse uden fast bund og afløb for ammekøer, ungdyr, får, geder og heste behøver ikke at etablere fast bund og afløb, fordi dyreholdet ændres fra hold af ammekvæg til ekstensivt hestehold.
Det skyldes, at eksisterende husdyranlæg, etableret senest den 31. december 2021, som var omfattet af byggebladet vedrørende løsdriftstalde med dybstrøelse uden fast bund og afløb for ammekøer, ungdyr, får, geder og heste kan fortsætte med at være dette, indtil anlægget fysisk udvides eller ændres, jf. husdyrgødningsbekendtgørelsens § 44.
Kommunen skal lave en konkret vurdering, om betingelserne for overgangsordningen er opfyldt, og om der er tale om et ekstensivt hestehold. Hvis dette er tilfældet, vil anmeldelsen ikke kræve etablering af fast bund eller gulv med afløb til beholder (eller pumpesump), i henhold til § 8, stk. 2 i husdyrgødningsbekendtgørelsen
Læs mere om overgangsordningen her: 4. Indretning af stalde m.v., §§ 8 & 9 - Husdyrvejledningen
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken