Spørgsmål
Der peges på, at det i husdyrgødningsbekendtgørelsen kan være svært at se, at opbevaringsanlæg til restvand er omfattet af afstandskravene i §§ 4 og 5. Det kan også virke forvirrende, at restvandsbeholdere og ensilageopbevaringsanlæg behandles som gødningsopbevaringsanlæg. Spørgsmålet er, hvordan gældende regler skal forstås.
Svar
Opbevaringsanlæg til restvand er omfattet af afstandskravene i husdyrgødningsbekendtgørelsens §§ 4 og 5, bortset fra § 5, stk. 5.
Det skyldes, at et gødningsopbevaringsanlæg er en bygning eller anden fast placeret indretning, hvor der opbevares husdyrgødning, restvand eller ensilagesaft, jf. husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 3. De anførte afstandskrav gælder for gødningsopbevaringsanlæg.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø vil ved en senere bekendtgørelsesændring vurdere, om dette skal tydeliggøres i bekendtgørelsen.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken