Spørgsmål
I forbindelse med sagsbehandling er kommunen stødt på ansøgninger, hvor der anvendes gødningsrobotsuger i sengebåsestalde med drænet fast gulv med ajleafløb og gødningsskraber. Robotten skraber ikke gulvet, men opsamler gødning fra gulvet og leverer det til faste stationer.
Lever denne teknik op til BAT-gulvtypen ”Sengebåsestalde med drænet fast gulv med ajleafløb og gødningsskraber” som der ansøges om, og kan vi godkende/tillade brugen af robotten.
Vi har tidligere stillet vilkår om, at der dagligt skal udføres skrabning hver anden time, jf. definitioner udgivet af DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug. Da vi ikke ved, hvordan robotterne fungerer, ser vi en udfordring i, hvordan vi skal sikre igennem vilkår, at robotten gør det den skal.
Svar
BAT-staldtypen ” Fast drænet gulv med skraber og ajleafløb” kan indrettes lidt forskelligt og gulvet kan også renholdes med robotskrabere eller -sugere. Disse tidligere helpdesksvar omhandler brugen af robotskrabere:
Om BAT og videnskataloget for kvæggulve - Husdyrvejledningen (juli 2020)
Se endvidere dette svar, der forholder sig til et videnskatalog, der kom i 2023
Nyt videnskatalog over kvægstaldgulve med 0,89 kg NH3 pr. m2 produktionsareal - Husdyrvejledningen (maj 2023)
Om gulvet renholdes med robotskraber eller robotsuger, der samler gødningen op og leverer den på faste stationer i stalden, har ikke afgørende betydning for ammoniakemissionen. Det væsentlige er, at der skrabes, eller at gulvet holdes fri for gødning på anden vis, med en frekvens, der svarer til 12 skrabninger i døgnet og at åbningsarealet under gulvet lever op til definitionen af fast drænet gulv med skraber og ajleafløb.
For at sikrer dette, skal robotterne der fjerner gødning fra gulvet være dimensioneret rigtigt. Der skal være et tilstrækkeligt antal robotter med en tilstrækkelig kapacitet til, at de 12 gange i døgnet kommer over hele stalden også i tværgange imellem rækker af sengebåse.
Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at robotterne skal bruge noget tid i ladestationer, og at de evt. også bruger mere tid til at transportere gødningen til faste stationer, end hvis de blot skal skrabe gulvet rent. Kommunen skal derfor sikre sig, at dette er dokumenteret fra ansøgers side og stille de nødvendige vilkår i miljøgodkendelsen.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.
Med venlig hilsen,
Husdyrhelpdesken