Registrering af og tilsyn med IE-husdyrbrug med samlet godkendelse

Spørgsmål

To separate husdyrbrug på hver deres ejendom har fået en samlet miljøgodkendelse. De har hver især mere end 2.000 stipladser til slagtesvin. Vi har følgende tre spørgsmål:

  1. Skal husdyrbrugene registreres som en eller to enheder i Dansk MiljøAdministration, og i så fald hvilken kategori?
  2. Hvis vi registrerer miljøgodkendelsen på begge ejendomme, så vil det fremgå, at vi har lavet to miljøgodkendelser. Er det et problem?
  3. Tæller tilsyn på ejendommene som ét eller to tilsyn?

Svar

Husdyrbrugene skal registreres hver for sig i Dansk MiljøAdministration som ”IE-slagtesvinehold, samt mellemstore fyringsanlæg forbundet med disse slagtesvinehold (kategori 1a)”.

Dato for den samlede miljøgodkendelse og kopi heraf skal registreres på begge husdyrbrug.

Et tilsyn på begge husdyrbrug vil tælle som to tilsyn.

Besvarelsen er uddybet nærmere nedenfor.

Registrering i Dansk MiljøAdministration

I besvarelsen antager vi, at husdyrbrugene har fået en samlet godkendelse efter husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2, jf. § 16 c, stk. 1.

Flere husdyrbrug på hver sin ejendom bliver ikke til ét husdyrbrug, når de får en samlet godkendelse efter husdyrbruglovens § 16 c, stk. 1. Det skyldes definitionen i husdyrbruglovens § 3, nr. 1, hvorefter et husdyrbrug er afgrænset til den ejendom, hvor de relevante husdyranlæg mv. ligger på. Det samme gælder for IE-husdyrbrug.

Denne systematik følges, når man skal registrere husdyrbrugene i Dansk MiljøAdministration.

Kommunens registreringspligt fremgår af miljøtilsynsbekendtgørelsens § 18. Herefter skal kommunen registrere en række oplysninger om husdyrbrug, der har godkendelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a og b, herunder navn, CVR-nummer, P-nummer og CHR-nummer, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 2, jf. § 1, stk. 2, nr. 3.

Da ordlyden retter sig mod husdyrbrug, som efter definitionen er afgrænset til en enkelt ejendom, skal oplysningerne altså gives for de enkelte husdyrbrug hver for sig. Dette fremgår også af vejledning om bekendtgørelse om miljøtilsyn, punkt 3.5.2.1, under overskriften ”Begrebet ’hvert husdyrbrug m.v.’, i relation til afgivelse af stamoplysninger” (vores understregning):  

”For husdyrbrug er det lidt anderledes, da et husdyrbrug kan bestå af flere arealer, som ikke ligger samlet og sammen med husdyrbrugets øvrige anlæg. Dette følger af definitionen af husdyrbrug i husdyrbrugloven. I husdyrbrugloven, § 3, stk. 1, nr. 1, er et husdyrbrugdefineret som et ”Husdyranlæg, der tilsammen har et produktionsareal på mere end 100 m², gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og andre driftsbygninger m.v. til brug for husdyrhold, som ligger på samme ejendom.”, hvor ejendomsbegrebet skal forstå som den matrikulære afgrænsning, jf. § 2 i udstykningsloven, altså de arealer, der er indbefattet i ejendomsnummeret.

Det betyder, at et husdyrbrug (ejendom) i henhold til § 18 skal registreres med husdyrbrugets navn, ejendommens adresse iht. ejendomsregisteret, husdyrbrugets CVR-nummer samt P-nummer og CHR-nummer, hvis husdyrbruget er registreret med sådanne.”

I Dansk MiljøAdministration registreres hvert husdyrbrug under kategorien ”IE-slagtesvinehold, samt mellemstore fyringsanlæg forbundet med disse slagtesvinehold (kategori 1a)”.

I systemet skal der for hvert enkelt IE-husdyrbrug afgives oplysning om dato for gældende godkendelse og kopi af selve godkendelsen, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 2-3. Da der er tale om en samlet godkendelse, vil det være den samme dato og den samme kopi, der tilknyttes hvert husdyrbrug i systemet.

 

Tilsyn

For husdyrbrug med en samlet godkendelse vil det ofte være praktisk at foretage tilsynene samtidigt, da husdyrbrugene typisk vil have fælles vilkår, og da godkendelsen er givet på baggrund af beregninger af husdyrbrugenes samlede forurening.

Det ændrer dog ikke ved, at tilsynsobjektet i miljøtilsynsbekendtgørelsen er de enkelte husdyrbrug, som de er defineret i husdyrbrugloven, se fx bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 3 sammenholdt med § 10, stk. 1. Som det fremgår ovenfor, er husdyrbrug med en samlet godkendelse stadig at betragte som separate husdyrbrug i husdyrbruglovens forstand.

Derfor tæller tilsyn på to husdyrbrug med en samlet godkendelse som to tilsyn i bekendtgørelsens regi.


Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken