Skal lagertanke på biogasanlæg anmeldes efter § 25 og dermed overholde afstandskravet i § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen ?

Spørgsmål

Et stort biogasanlæg i kommunen søger om et tillæg til deres § 33 miljøgodkendelse til etablering af fire teltoverdækkede lagertanke (gyllebeholdere) på hver især 6.000 m3 til opbevaring af afgasset biomasse. Lagertankene skal benyttes til midlertidig opbevaring af den mængde biomasse, der ikke er kapacitet til ude på de landbrug, der leverer husdyrgødning og aftager afgasset biomasse.

Biogasanlægget har tilladelse til at modtage og behandle 980.000 tons biomasse årligt, og er derfor omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1, listepunkt 5.3 (§ 33 miljøgodkendelse). På grund af mængden af oplagret gas er virksomheden desuden omfattet af risikobekendtgørelsen. Biogasanlægget behandler husdyrgødning og organiske restprodukter. Virksomheden er placeret i et område, der ved kommuneplantillæg og lokalplan er udlagt til et erhvervsområde i byzone (miljøklasse 2-6), og ligger i et delområde der er udlagt til biogasanlæg (miljøklasse 7), som må anvendes til biogasanlæg med tilhørende faciliteter. Planafdelingen vurderede i sin tid, at området skulle overføres til byzone ved lokalplanlægning.

Biogasanlægget har på nuværende tidspunkt – ud over reaktortanke m.m. – 4 storagetanke til opbevaring af afgasset biomasse, og 4 mindre loadingtanke, hvorfra lastbilerne henter afgasset biomasse.

Kommunen vurderer, at de fire nye lagertanke kræver en anmeldelse/afgørelse efter § 25 i husdyrgødningsbekendtgørelsen, da der er tale om gødningsopbevaringsanlæg til afgasset biomasse fra et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg. Biogasanlægget modtager en stor mængde husdyrgødning, hvorefter den afgassede biomasse vil være defineret som husdyrgødning, jf. § 3 i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Der henvises til følgende helpdesk-svar fra husdyrvejledningen:

https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2023/juni/er-tanke-paa-biogasanlaeg-omfattet-af-kapitel-8-og-10-i-husdyrgoedningsbekendtgoerelsen

https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2018/september/lagertanke-paa-biogasanlaeg

Lagertankene kan dog ikke overholde afstandskravet på 50 m til byzone, da biogasanlægget ligger i byzone, jf. § 4, stk. 1, pkt. 1 og 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Der er tale om en forbudszone, hvor der ikke er mulighed for dispensation.

Er det korrekt forstået, at selvom de nye lagertanke på biogasanlægget er omfattet af reglerne om virksomhedsgodkendelse i Miljøbeskyttelsesloven, så er lagertankene samtidigt omfattet af anmeldereglen i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 25?


Svar

Det er korrekt, at lagertanke til opbevaring af afgasset biomasse på et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg er omfattet af anmeldereglen i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 25, også selvom anlægget samtidig er omfattet af krav om virksomhedsgodkendelse i miljøbeskyttelsesloven. Det skyldes, at reglen fastsætter, at bl.a. etablering af gødningsopbevaringsanlæg skal anmeldes til kommunalbestyrelsen. Formålet med afstandskravet i husdyrgødningsbekendtgørelsen er bl.a. at sikre mod lugtgener i byerne. Afstandskravet i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4 kan i den konkrete sag således betyde, at projektet ikke vil kunne godkendes.

Det er en forudsætning at biogasanlægget er omfattet af husdyrgødningsbekendtgørelsens anvendelsesområde. Det er det f.eks., når der på biogasanlægget opbevares husdyrgødning svarende til produktionen fra et erhvervsmæssigt dyrehold. Vær desuden opmærksom på, at det kun er opbevaringsanlæg der indeholder husdyrgødning, der er omfattet af afstandskravet i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4.

Procestanke og i visse tilfælde modtagetanke er ikke omfattet af afstandskravet. Det fremgår nærmere af dette tidligere svar: https://husdyrvejledning.dk/helpdesk/soeg-i-helpdesksvar/2023/juni/er-tanke-paa-biogasanlaeg-omfattet-af-kapitel-8-og-10-i-husdyrgoedningsbekendtgoerelsen, som I også har henvist til.


Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken