Korrekt hjemmel til påbud, § 42 i MBL/Husdyrbrugloven

Spørgsmål

Jeg skal meddelte påbud til en virksomhed m. 85 styks kvæg registreret i CHR. Kvæget går i en fold med el-hegn, og påbuddet vedr. støj fra spændingsgiveren til hegnet. Kvæget har ikke adgang til stald, læskur eller andet som kunne udgøre et husdyranlæg. Der er ikke meddelt § 16b-tilladelse, da der ikke er et produktionsareal. Jeg er i tvivl om, om jeg kan hjemle påbuddet i husdyrbruglovens § 42, eller om jeg bør bruge MBLs § 42. Eller noget helt tredje?!


Svar

For at husdyrbruglovens § 42 kan anvendes til påbud, skal det være tale om et husdyrbrug, husdyranlæg eller gødnings- eller ensilageopbevaringsanlæg. Og hvis det er et husdyrbrug skal det ikke være godkendt eller tilladt efter §§ 16 a eller 16 b, eller godkendt efter de tidligere gældende regler, da relevant påbudshjemmel ellers er § 39.

Hvis der ikke er tale om ovenstående vil et påbud således, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, kunne meddeles efter den generelle miljøret, altså miljøbeskyttelseslovens § 42, som har et bredere anvendelsesområde.


Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken