En nedbørsafhængig regel i husdyrgødningsbekendtgørelsen giver mulighed for i visse tilfælde at lude halm med ammoniak. Halmludning er en metode, som gør det muligt at bjærge fugtig halm og undgå skimmelvækst i halmen. Normalt er det forbudt, men når der under høsten er særlig fugtigt vejr, er der en undtagelse fra forbuddet mod at bruge ammoniak til ludning af halm.
I år er reglen udløst, så der kan ludes halm med ammoniak i 18 kommuner i Danmark. Alle kommunerne er i Jylland, hvor det i år har regnet mest. De pågældende kommuner er Billund, Esbjerg, Herning, Hjørring, Holstebro, Ikast-Brande, Jammerbugt, Lemvig, Mariagerfjord, Morsø, Randers, Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer, Thisted, Varde, Vesthimmerland og Viborg.
Det var ofte nedbør i uge 32-34, der var afgørende for, at der må ludes. Det fremgår af reglen i husdyrgødningsbekendtgørelsen, at hvis der i perioden fra uge 31-37 har være nedbør i mere end 14 dage ud af sammenhængende 21 dage - så må der ludes. Undtagelsen gælder dog ikke nærmere end 300 m fra særlig natur, som er særlig sårbar for ammoniakpåvirkning.
Miljøstyrelsen offentliggør nedbørsdata fra DMI ugentligt, så der er mulighed for at se, hvor og hvornår de nedbørsafhængige regler gælder.
Se mere om nedbørsdata og reglerne på https://mst.dk/erhverv/landbrug/nedboersdata/
Opgørelse om evt. forlængelse af udbringningsperioden for flydende organisk gødning vil ske på landbrugsstyrelsen hjemmeside www.lbst.dk, idet landbrugsstyrelsen vejleder om gødningsanvendelsesbekendtgørelsen, hvor reglen findes. Se landbrugsstyrelsens nyhed herom fra 4. juli 2023 lbst.dk 2023/jul/landbrugsstyrelsen-overtager-miljoestyrelsens-opgaver-med-goedningsanvendelsesbekendtgoerelsen