Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 1

Bekendtgørelsens område

§ 1

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen fastsætter regler om godkendelser og tilladelser efter §§ 16 a og 16 b i husdyrbrugloven til etablering, udvidelse og ændring af husdyrbrug og regler om anmeldelser. Bekendtgørelsen indeholder regler om indgivelse af ansøgninger og anmeldelser og om kommunalbestyrelsens afgørelser, herunder om vurdering, vilkår, sagsbehandling, offentliggørelse m.v. I tilknytning til godkendelser og tilladelser er der fastsat regler om indretning og drift, som efter omstændighederne skal overholdes umiddelbart af husdyrbruget.

Bekendtgørelsen indeholder desuden regler om revurdering af godkendelser, herunder krav til offentlighedsprocedurer i den forbindelse. 

Bekendtgørelsen og kapitel 3 og 4 i husdyrbrugloven finder ikke anvendelse på dyrearterne hunde og katte. Gener fra hold af hunde og katte reguleres i øvrigt efter reglerne i miljøaktivitetsbekendtgørelsen eller husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Definitioner i bekendtgørelsen

§ 2

Bekendtgørelsen indeholder en række definitioner af de centrale ord, begreber m.v., som anvendes i bekendtgørelsen. Bekendtgørelsens enkelte bestemmelser skal således læses i overensstemmelse med definitionerne i § 2. Enkelte af definitionerne er indbyrdes sammenhængende og skal desuden læses i sammenhæng med definitionerne i husdyrbruglovens § 3, stk. 1. Nedenfor er der redegjort for nogle af definitionerne.

Kategori 1-, 2- og 3-natur

Beskyttelsesniveauet i bekendtgørelsen for ammoniakdeposition til forskellige ammoniakfølsomme naturtyper afhænger af, hvilken naturtype der er tale om, idet beskyttelsesniveauet er differentieret efter, om der er tale om kategori 1, 2- eller 3-natur. Visse regler i husdyrgødningsbekendtgørelsen henviser desuden til kategori 1- og 2-natur som defineret i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.

Kategori 1-natur er de nærmere opregnede ammoniakfølsomme naturtyper, der fremgår af oplistningen i bekendtgørelsens bilag 3, pkt. D, hvis de er beliggende inden for et Natura 2000-område, uanset størrelse. Det er endvidere en betingelse, at de er omfattet af udpegningsgrundlaget, og at de er kortlagt. Ligeledes er heder og overdrev i øvrigt omfattet, såfremt de er beliggende inden for et Natura 2000-område og omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse.

Det er staten (Miljøstyrelsen), der registrerer habitatnaturtyperne, herunder de oplistede ammoniakfølsomme habitatnaturtyper i bilag 3, pkt. Det er ligeledes Miljøstyrelsen, der udpeger Natura 2000 – områderne. Den seneste kortlægning er fra 2010-2011. De fleste habitatnaturtyper er registreret enkeltvis med hver deres polygon med angivelse af hvilken habitatnaturtype, der er tale om. Nogle polygoner består dog af flere forskellige habitatnaturtyper, der blander sig geografisk. I de tilfælde er den enkelte habitatnaturtype angivet med en lavere procentsats end 100. Procentsatsen fortæller, hvor stor en del af polygonen der udgøres af den pågældende habitatnaturtype. Der findes en nærmere beskrivelse af kortlægningen af habitatnatur på Miljøstyrelsens hjemmeside.

De Natura 2000-naturtyper, som endnu ikke er kortlagt (primært søer), er først kategori 1-natur og dermed omfattet af beskyttelsesniveauet herfor, når de er kortlagt af Miljøstyrelsen. Indtil dette er sket, er de omfattet af bekendtgørelsens § 36, stk. 2. Det indebærer, at kommunen kan fastsætte vilkår om maksimal deposition af ammoniak efter kriterierne i § 36, stk. 5, se herom husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens kapitel 14.

Kategori 1-natur kan ses på MiljøGis på siden ”Husdyrregulering”. De to forskellige typer (habitatnaturtyper og øvrige heder/overdrev omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, der er beliggende i et Natura 2000-område) vises i hvert sit lag. Der kan efter omstændighederne være tvivl om placeringen og udstrækningen, fordi naturen hele tiden udvikler sig. Tilsvarende gælder spørgsmålet om, hvorvidt heder eller overdrev er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

Disse spørgsmål skal afklares i forbindelse med den konkrete sag. Kommunen skal efter anmodning give berørte ejere eller brugere oplysning om udstrækningen og placeringen af nærmere bestemte naturområder, jf. husdyrbruglovens § 7, stk. 3. Tilsvarende findes der regler i bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 10, hvorefter kommunen efter anmodning fra berørte ejere, brugere m.v. giver oplysning om, hvorvidt en bestemt foranstaltning, areal, sø eller vandløb er omfattet af naturtypebekendtgørelsens beskyttelsesordning.

Kategori 2-natur er ammoniakfølsomme naturtyper uden for Natura 2000-områder i form af højmoser, lobeliesøer, heder, der i sig selv er større end 10 ha og omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og overdrev, der i sig selv er større end 2,5 ha og omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

Ved beregningen af, om en hede eller et overdrev er større end henholdsvis 10 ha og 2,5 ha, er det alene naturtyperne hede eller overdrev, der indgår. Det er således kun en hede, der som funktionelt sammenhængende naturtype er større end 10 ha, og kun et overdrev, der som funktionelt sammenhængende naturtype er større end 2,5 ha, der er kategori 2-natur.

På MiljøGis ”Husdyrregulering” er der i efteråret 2017 lagt et vejledende kort over lobeliesøer og højmoser omfattet af kategori 2. Desuden kan man se heder og overdrev beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 og afgræsningen af Natura 2000 områderne.

Hvad angår den endelige stillingtagen til kategori 2 naturens udstrækning og placering se det ovenfor anførte vedr. den del af kat. 1 natur, som udgøres af § 3 beskyttede heder og overdrev.

Kategori 3-natur er ammoniakfølsomme naturtyper uden for Natura 2000-områder i form af heder, moser og overdrev, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og ammoniakfølsomme skove, som ikke er omfattet af kategori 1- eller 2-natur.

Kommunerne er ansvarlig myndighed for at vedligeholde den vejledende registrering i Miljøportalen af de beskyttede arealer i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3. Da der er tale om en vejledende registrering, vil en afklaring af, hvorvidt der er tale om en hede, mose eller overdrev, som skal betegnes som en kategori 3-natur efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, normalt ske i forbindelse med den konkrete sagsbehandling af en godkendelse, tilladelse eller anmeldelse.

Det er kun heder, overdrev henholdsvis moser, der i sig selv opfylder kriterierne efter naturbeskyttelseslovens § 3, der er kategori 3-natur.

En skov er defineret som et areal, der er større end ½ ha og mere end 20 m bred, som er bevokset med træer, der danner eller inden for et rimeligt tidsrum vil danne en sluttet skov af højstammede træer.

En skov er ammoniakfølsom, når:

• der har været skov på arealet i lang tid (i størrelsesorden mere end ca. 200 år), så der er tale om gammel »skovjordbund«,
• skoven er groet frem af sig selv på et naturareal, fx tidligere hede, mose eller overdrev, så jordbunden ikke har været dyrket mark inden for en periode svarende til perioden for gammel »skovjordbund« (dvs. i størrelsesorden mere end ca. 200 år), eller
• der i skoven er forekomst af naturskovindikerende eller gammelskovsarter, som er medtaget på listen over arter, der er brugt ved prioritering af naturmæssigt særligt værdifulde skove omfattet af skovlovens § 25, og arterne har væsentlig, definerende betydning for skovens naturværdi.

På Danmarks Arealinformation under husdyrgodkendelse findes et kort over potentiel ammoniakfølsom skov. Dette kort kan danne udgangspunkt for en nøjere analyse af, om den pågældende skov er ammoniakfølsom, som defineret i bekendtgørelsen og angivet her ovenfor.

For at kunne afklare om en skov er ammoniakfølsom, er det nødvendigt at indhente oplysninger om, hvorvidt der har været skov på arealet i lang tid (mere end 200 år), og om der er naturskovsindikerende eller gammelskovsarter i skoven.

Uanset om skoven har været plantet for mere end 200 år siden på eksisterende landbrugsjord eller den er groet frem af sig selv på et naturareal og ikke været ryddet for skov og pløjet i mere end 200 år, vil der være tale om ammoniakfølsom skov.

Med gammel skovjordbund menes der således, at jordbunden ikke har været dyrket mark i 200 år.

Oplysninger om, hvilke skove der har gammel skovjordbund, må sammenstilles ud fra tilgængeligt kortmateriale. Hvis skoven både findes på kort fra ca. 200 år siden og i dag, og der ikke er kort, der viser, at skoven i mellemtiden var væk i en periode, må skoven anses for at have gammel skovjordbund. Træernes alder i den nuværende skov er ikke væsentlig. Oplysninger om, hvilke skove der er selvgroede på tidligere uopdyrket naturareal, må søges på tilsvarende vis ved at sammenholde data fra kort.

Desuden vil der være tale om en ammoniakfølsom skov, hvis den rummer en eller flere af de arter, der er naturskovindikerende eller gammelskovsarter, og som er på listen over arter, der er brugt ved prioritering af naturmæssigt særligt værdifulde skove omfattet af skovloven. Det følger heraf, at en skov godt kan være ammoniakfølsom, fordi den rummer naturskovindikerende eller gammelskovsarter, selv om der ikke har været skov på arealet i mere end 200 år. I de fleste tilfælde vil en skov, der rummer sådanne arter, dog være en gammel skov.

Naturmæssigt særligt værdifulde skove er, jf. skovlovens § 25, prioriteret ud fra forekomst af en række arter, som enten indikerer naturskovskvaliteter eller gammelskov. Naturstyrelsen har udarbejdet en liste over arter, der er brugt ved prioritering af naturmæssigt særligt værdifulde skove omfattet af skovlovens § 25. Kommunen skal afklare, hvorvidt der i skoven findes arter, som er opregnet på listen.

Kommunen kan finde oplysninger om skovens arter via Naturdata.dk, DanBIF (Danish Biodiversity Information Facility), fugleognatur.dk og dofbasen.dk, hvilket om nødvendigt kan suppleres med en besigtigelse.

Produktionsareal

Produktionsarealet er det areal i fast placerede husdyranlæg, hvorpå dyrene kan opholde sig og har mulighed for at afsætte gødning, jf. bilag 3, pkt. C, nr. 1, og som dyrene ikke kun har kortvarig adgang til, jf. bilag 3, pkt. C, nr. 2.

Produktionsarealet er et centralt begreb i husdyrbruglovgivningen. Produktionsarealet er således den afgørende faktor i lovens definition af husdyrbrug og for kravet om godkendelse og tilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a og 16 b. Beregninger af ammoniak – og lugtemissioner og fastsættelse af BAT-krav til reduktion af ammoniak skal foretages ud fra produktionsarealets størrelse.

Produktionsarealet som grundlag for regulering og beregninger af emissioner skal ses i lyset af faglig viden om, at ammoniakemissionen er mere afhængig af staldoverfladen end af antallet af dyr. De emissionsfaktorer, der er fastsat i bilag 3, pkt. A og B, er fastsat med afsæt i definitionen af produktionsarealet. De er således i hovedtræk fastsat ud fra de arealer, hvor dyrene opholder sig og i princippet kan afsætte gødning.

Tommelfingerreglen er populært sagt, at produktionsarealer er de arealer, hvor dyrene opholder sig med ”ben og bagdel” mere end kortvarigt. Det er ikke afgørende efter definitionen, om der faktisk afsættes gødning på arealerne, herunder om dyrenes gødningsadfærd gør det sandsynligt eller usandsynligt, at der er gødning på hele eller dele af produktionsarealet. 

Det følger desuden af definitionen, at der kun kan fastlægges produktionsareal for fast placerede husdyranlæg. Mobile stalde, midlertidige anlæg i forbindelse med stævner, dyrskuer osv., flytbare læskure m.v. kan ikke danne grundlag for fastlæggelse af produktionsareal. Tilsvarende gælder for folde, indhegninger m.v. med plantedække.

Produktionsarealet knytter sig til ”fast placerede husdyranlæg” og skal herved ses i sammenhæng med husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 2, og husdyrgødningsbekendtgørelsens §§ 9 og 10. Produktionsarealet er grundlag for beregning af emissioner af ammoniak og lugt til omgivelserne, og knytter sig i vidt omfang til bygninger og indretninger med befæstede arealer, fast bund, gulve m.v. Hvis anlægget flyttes regelmæssigt, flyttes og spredes også emissionerne. Anlæg skal flyttes mindst en gang om året for at blive betragtet som ”ikke fast placerede”. Regler om flytning og dokumentation herfor m.v. følger af husdyrgødningsbekendtgørelsens § 10.

Ved den konkrete fastlæggelse af produktionsarealet medregnes i hovedtræk de arealer, hvor dyrene kan opholde sig, stå, gå, ligge m.v. Områder, hvor dyrene ikke kan opholde sig og/eller ikke har mulighed for gødningsafsætning, medregnes ikke, herunder stiadskillelser, arealer foran nakkebomme, foderautomater, krybber, foderborde m.v. I bilag 3, pkt. C, nr. 1, er oplistet en række arealtyper, der altid medregnes til produktionsarealet, men der bilag 3, pkt. C, nr. 2 er oplistet arealer, der ikke medregnes, såfremt ansøger ønsker at fraregne dem:

Typer af arealer som skal medregnes i produktionsarealet (bilag 3, pkt. C, nr. 1)

• Stiarealer, herunder bufferstier, sygestier m.v.
• Boksarealer, herunder sygebokse, separationsbokse m.v.
• Burarealer, grundarealet af hver etage bortset fra arealet af adgang mellem dobbeltbure i etager
• Øvrige opholds-, total-, nytte- eller friarealer, herunder arealer med dybstrøelse
• Udendørs opholdsarealer med befæstelse/fast bund, herunder verandaer, løbegårde, permanente læskure, kalvehytter m.v.
• Arealer med malkerobotter, hvor dyrene har adgang

Typer af arealer som ikke skal medregnes i produktionsarealet (bilag 3, pkt. C, nr. 2)

• Service- og gangarealer m.v., hvor dyrene kun opholder sig i forbindelse med flytning og lignende
• Ridebaner og arealer, hvor dyrene opbindes i mindre end 2 timer ad gangen (heste)
• Udleveringsrum (svin)
• Malkeområde og opmarch-/opsamlingsarealer, hvor der kun er adgang i forbindelse med malkning (malkekøer)

De arealtyper, hvorpå dyrenes ophold og adgang er kortvarig, jf. bilag 3, pkt. C, nr. 2, som ikke medregnes i produktionsarealet, skal rengøres henholdsvis 4 og 12 timer efter brug. Dette følger af bekendtgørelsens § 39.

Med definitionen og koblingen til de oplistede arealtyper i bilag 3, pkt. C, er der taget stilling til de typiske arealtyper, der vil være i stalde m.v. I praksis vil det i sidste ende bero på kommunens konkrete fortolkning efter de hensyn og retningslinjer, der fremgår af i bekendtgørelsen, om et konkret areal skal medregnes i produktionsarealet.

I skemaet nedenfor er de ovenstående kriterier, arealtyper m.v. oplistet i relation til de enkelte hovedtyper af husdyrproduktion. Det fremgår af definitionen, at det alene er arealer, hvor dyrene faktisk ikke opholder sig andet end evt. kortvarigt, der ikke nødvendigvis skal medregnes i produktionsarealet. Skemaet skal således også læses ud fra den grundlæggende forudsætning.

Det bemærkes, at der også er tale om produktionsareal, selvom dyreholdet er udegående en del af året. Det gælder, uanset om det pågældende dyrehold er udegående hele døgnet eller lukkes ind om natten etc. Der kan dog efter omstændighederne foretages forholdsmæssigt fradrag i beregningen af ammoniak- og lugtemissionen for hele måneder, se herom vejledningen til kapitel 13.

Det praktiske arbejde med at fastlægge produktionsarealet i den enkelte sag er nærmere beskrevet under emnet fastlæggelse af produktionsarealet.

Det bemærkes i øvrigt, at gødningsopbevaringsanlæg ikke kan være produktionsareal. Der beregnes ammoniakemission fra overfladearealer og grundplaner af gødningsopbevaringsanlæg, men der er ikke tale om produktionsareal.

Staldafsnit

Ved et staldafsnit forstås en enhed i et fast placeret husdyranlæg, der er adskilt fra andre dele af anlægget, så emissioner, herunder ammoniak- og lugtemission, ikke umiddelbart kan spredes til andre dele af anlægget.

Kernen i definitionen er således, om emissioner kan spredes mellem produktionsarealerne inden emissionen til omgivelserne. I forhold til fastsættelse af emissionspunkter og dermed krav til afstande til natur, naboer m.v. er det velbegrundet at tage udgangspunkt i det enkelte staldafsnit, ligesom der modsætningsvis ikke skelnes mellem rum inde i stalde, som ikke er opdelt i sådanne staldafsnit. Hvis stalde/stier/arealer er fysisk forbundne, således at der er tale om fælles rum uden gennemgående mure, eller hvis der f.eks. er fælles ventilation eller fælles gyllekummer, vil der være tale om ét staldafsnit.

I husdyrgodkendelse.dk indtegnes som led i ansøgningen hvert enkelt staldafsnit (geometriske objekter) for at fastlægge husdyrbrugets emissionspunkter, og disse giver samtidig en indikation af staldens størrelse. Inden for det enkelte staldafsnit kan der være flere forskellige produktionssystemer og dyretyper.

I husdyrgodkendelse.dk er det muligt at angive, hvordan produktionen var for 8 år siden, i nudrift samt den ønskede produktion (ansøgt produktion). Hvis staldafsnittets ydre udformning har ændret sig over årene, skal dette illustreres i de forskellige drifter ved at indtegne flere geometriske objekter. Eksempel: 200 m2 kostald fra 2007, tilbygning på 200 m2 fra 2012 og ny ønsket udvidelse af kostald på yderligere 200 m2. I 8 års driften indtegnes kostalden fra 2007 som en geometri, i nudrift indtegnes en anden geometri, hvor kostald 2007 og 2012 indgår som et samlet staldafsnit. I ansøgt drift indtegnes ligeledes en samlet geometri med kostald 2007, 2012 og den ønskede udvidelse. I hvert staldafsnit angives der produktionsarealer, som det så ud på de pågældende tidspunkter. For at vise hvilke af de tre geometrier, der anvendes i den pågældende drift, skal der ske afkrydsning i ”Staldafsnit benyttes ikke i hhv. 8 års-drift, nudrift og ansøgt drift”.

Hvis der er identiske staldsystemer, miljøteknologi og dyrehold kan flere staldafsnit dog indtegnes som ét staldafsnit (samme geometriske objekt), f.eks. husdyrbrug med smågrise med mange opdelte stier eller minkfarme med mange ens pelsdyrhaller i flere forskellige staldafsnit.

Miljøstyrelsens teknologiliste

Miljøstyrelsens teknologiliste er en liste på Miljøstyrelsens hjemmeside over miljøeffektive teknologier og teknikker til landbrugsproduktion, som har en dokumenteret miljøeffekt og er driftssikker i forhold til reduktion af ammoniak- og lugtemissioner. Listen giver herved overblik over tilgængelig miljøteknologi til landbrugsproduktion, som det bl.a. er muligt at anvende ved ansøgning om godkendelse og tilladelse af husdyrbrug. Miljøstyrelsen opdaterer listen løbende som følge af nye dokumenterede teknologier og teknikker m.v.

For hver teknologi eller teknik findes oplysninger om teknologiproducenten/teknologitypen, miljøeffekt på ammoniak og/eller lugt samt hvilke(n) dyretype(r) teknologien virker på m.v. I tilknytning til teknologilisten findes oplysninger om krav til optagelse, bagvedliggende dokumentation for miljøeffekten af en given teknologi etc.

I bekendtgørelsen sondres generelt mellem teknologi m.v., der er optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste og anden teknologi. Udgangspunktet er, at effekten af anvendt miljøteknologi, der er optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste, kan fradrages ved beregningen af ammoniak- og lugtemission og til opfyldelse af BAT-krav. Der henvises herom til vejledningen til kapitel 13. Teknologilisten er desuden relevant i relation til visse anmeldelser efter bekendtgørelsens afsnit IV, hvilket er nærmere beskrevet under vejledningen til de enkelte anmeldeordninger. Effekten af teknologier eller teknikker, som ikke er optaget på Miljøstyrelsens teknologiliste, kan kun fradrages ved beregningen, hvis ansøger fremlægger en udtalelse fra Miljøstyrelsen om den forventede ammoniak- og/eller lugtreduktionseffekt af teknologien eller teknikken i testøjemed.  Det er producenten af teknologien eller teknikken, som rekvirerer udtalelsen fra Miljøstyrelsen. En vejledende udtalelse fra Miljøstyrelsen vil indeholde et bilag med vejledning om anvendelse af udtalelsen, herunder hvorledes kommunen i en godkendelse eller tilladelse kan stille vilkår for at sikre miljøbeskyttelsen ved evt. manglende miljøeffekt af teknologien efter testens afslutning.

IE-husdyrbrug

Ved IE-husdyrbrug forstås i bekendtgørelsen de husdyrbrug, der har aktiviteter omfattet af IE-direktivets bilag I, pkt. 6, og som er godkendt efter § 16 a, stk. 2, i husdyrbrugloven, § 12, stk. 1, nr. 1-3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug eller § 33 i lov om miljøbeskyttelse.

IE-direktivet er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening). Efter IE-direktivets bilag I, pkt. 6.6, gælder direktivet for

intensiv fjerkræavl eller svineavl, hvor der er flere end 40. 000 pladser til fjerkræ, flere end 2. 000 pladser til fedesvin (over 30 kg), eller flere end 750 pladser til søer.

Efter husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 8, forstås ved fjerkræ høns, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, duer, fasaner og agerhøns, der opdrættes eller holdes i fangenskab med henblik på avl, produktion af kød eller konsumæg eller levering af vildt til udsætning. Denne definition er udformet i overensstemmelse med IE-direktivet og er nærmere beskrevet i bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 88, som fremsat den 22. februar 2012, side 56.

Ordet fedesvin er anvendt i IE-direktivet, men antages at svare til ”slagtesvin” der er det almindeligt anvendte ord i husdyrbruglovgivningen i øvrigt. Søer omfatter f.eks. også gylte.

Godkendelsespligten efter husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2, udløses, når en af stipladsgrænserne overskrides. Stipladsgrænserne forstås som det maksimale antal dyr på stald på husdyrbruget på et givet tidspunkt af året. Der gælder særlige krav for IE-husdyrbrug i bekendtgørelsen – både krav som skal iagttages og sikres opfyldt som led i en godkendelse, og krav som skal overholdes umiddelbart af IE-husdyrbruget.

Offentlighed

Ved offentlighed forstås i bekendtgørelsen en eller flere fysiske eller juridiske personer (selskaber m.v.), som direkte eller indirekte berøres eller forventes berørt af en etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug samt foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter eller love har til hovedformål at værne om de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 1, i husdyrbrugloven.

Offentlighed som begreb er defineret i VVM-direktivet og IE-direktivet. Definitionen skal forstås i overensstemmelse med direktivernes definitioner. Offentlighed som begreb skal navnlig ses i sammenhæng med høringsreglerne i bekendtgørelsen og husdyrbrugloven.