Erhvervsmæssig nødvendighed

Spørgsmål

Vi er ved at arbejde på en ansøgning om husdyrgodkendelse efter § 16 a i husdyrbrugloven. Husdyrbrugets nudrift er slagtesvin med et produktionsareal på 1.365 m2 (tilladte dyrehold er 7.558 slagtesvin). Bygningerne ligger samlet. Den ansøgte drift skal være en slagtekyllingeproduktion. Der opføres 2 stalde på hver 4.140 m2 (i alt 8.280 m2). Der vil blive placeret siloer og varmevekslere i tilknytning til staldene. Det nye byggeri vil blive placeret på bar mark uden tilknytning til de eksisterende bygninger. Argumenter for denne placering er at der skal være arealer rundt om staldene til at kyllingerne kan gå ud. Svineproduktionen ophører og en del af de eksisterende bygninger vil blive revet ned. Kan de ansøgte stalde på i alt 8.280 m2 anses for at være erhvervsmæssig nødvendige for driften? Eller betragtes de ansøgte stalde som byggeri af industriel karakter?


Svar

Ved ansøgninger, der indebærer opførelse af ny bebyggelse, skal det indgå i kommunalbestyrelsens vurdering, om byggeriet er erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrugsejendom jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 34 stk. 3.

Byggeri til brug for husdyrbrug vil i langt de fleste tilfælde vil være erhvervsmæssigt nødvendigt, bl.a. fordi landmanden som udgangspunkt ikke har interesse i at opføre byggeri, der ikke er nødvendigt for driften af husdyrbruget. Meget store landbrugsbygninger med industriel karakter eller fællesanlæg, der knytter sig til driften på flere ejendomme, anses ikke som erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommens drift som en landbrugsejendom.

Husdyrbruglovens landzonebestemmelser viderefører i vid udstrækning planlovens landzonebestemmelser. Derfor bør kommunen så vidt muligt følge samme praksis i afgørelser efter husdyrbrugloven som efter planloven. Bemærk dog, at der ved ændringen af planloven i 2017 blev mulighed for at vurdere den erhvervsmæssige nødvendighed på bedriftsniveau. Denne mulighed er ikke indført i husdyrbrugloven.

Det fremgår af Erhvervsstyrelsens Vejledning om landzoneadministration Planlovens §§ 34-38, juli 2018, at Kommunalbestyrelsen i sin vurdering af, om byggeriet er erhvervsmæssigt nødvendigt, bl.a. kan lægge vægt på følgende forhold:
• om byggeriet indgår som led i ejendommens/bedriftens jordbrugsmæssige udnyttelse
• om der findes en passende driftsmæssig sammenhæng mellem den produktion, der er knyttet til ejendommens/bedriftens driftsbygninger og den produktion, der er tilknyttet ejendommens jorder
• om byggeri og driftsform vil antage industriel karakter

• varigheden af evt. forpagtningsaftaler
• produktionens karakter

• hvor store arealer, der anvendes til bygninger, dyrefolde m.v., og hvor store arealer der dyrkes landbrugsmæssigt.
Kommunerne kan ved tvivlsspørgsmål anmode Landbrugsstyrelsen om en vejledende udtalelse om, hvorvidt en bebyggelse må anses for at være erhvervsmæssig nødvendig for driften af en ejendom.

Det forhold, hvis kommunen vurderer, at der ikke er tale om erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri for ejendommens drift som landbrugsejendom, betyder ikke i sig selv, at byggeriet ikke kan godkendes eller tillades. F.eks. vil der kunne være behov for at fastsætte yderligere vilkår til varetagelse af landskabshensyn, hvis der er tale om byggeri af industrilignende karakter.

Det vil sige, at det i høj grad, vil være en vurdering af projektets påvirkning af de landskabelige forhold det pågældende sted, sammenholdt med de landskabelige værdier i området, som er afgørende i kommunens vurdering af, om projektet kan godkendes. Herunder om det med vilkår er muligt at regulere projektet, så det er foreneligt med områdets sårbarhed og kvalitet i forhold til de landskabelige værdier.

Der findes bl.a. følgende klagenævnsafgørelser som omtaler disse forhold:
NMK-132-00826 af 12.01.2018
Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede kommunens § 12-godkendelse til nyetablering af en kvægproduktion. Der var tale om et barmarksprojekt, med et bebygget areal på ca. 24.000 m2. Projektet havde industriel karakter og krævede derfor en særlig begrundelse svarende til de tidligere gældende krav om landzonetilladelse til et sådant projekt.
Kommunen havde udarbejdet en landskabsvurdering, hvoraf det bl.a. fremgik, at projektet ville bryde eksisterende bebyggelsesstruktur i området, byggeriet ville grundet relativ høj placering fremstå markant og udviske områdets karakter som dødislandskab og derfor samlet ikke være foreneligt med de landskabelige interesser i området.

NMK-132-00691 af 12.02.2015
Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede kommunens godkendelse af en kyllingeproduktion.
Der var der tale 2 bygninger på hver 3.170 m2 med højde på 7 m og tre 10 m høje siloer. Nævnet var enig med kommunen i, at byggeriet ikke var hverken industrielt eller usædvanligt.

NMK-132-00658 af 30.10.2014
Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede kommunens tillægsgodkendelse til en kvægproduktion.
Der var i projektet et meget stort bebyggelsesareal (ca. 5 ha). Nævnet fandt, at projektet var af industriel karakter, og at bygningerne dermed ikke var ”erhvervsmæssigt nødvendige”. Nævnet finder imidlertid, at der i projektet er taget sådanne landskabelige hensyn, at projektet alligevel godt kan tillades.

NMK-132-00553 af 17.10 2012
Natur- og Miljøklagenævnet ophævede kommunens godkendelse af slagtekyllingeproduktion.
Der var ansøgt om opførelse af 10 kyllingestalde på hver ca. 2.400 m2 (ca. 24 * 100 m). Flertallet i klagenævnet fandt at det ansøgte byggeri ikke var erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrugsejendom. Der var langt vægt på, at der var tale om meget stort landbrugsbyggeri, særligt henset til det samlede bebyggelsesareal, og at landbrugsbyggeriet var af industriel karakter. Flertallet fandt endvidere, at det ansøgte projekt ikke var foreneligt med de landskabelige værdier i området med bl.a. kystnær placering.

Vedrørende opførelse af byggeri uden tilknytning til hidtidige bebyggelsesarealer henvises til vejledningens kap. 13 om landskab 13. Generelle principper for godkendelser og tilladelser - Husdyrvejledningen

 


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken