Skal en plansilo udformes efter byggebladene?

Spørgsmål

En landbruger ønsker at etablere en plansilo, hvor terrænet udnyttes, så siloens sider graves ind i terræn.

Landbrugeren ønsker at udforme bunden med støbt bund og afløb.

Siderne skal være af jord, og de skal etableres med en hældning på 45 grader. Siderne skal derudover fores med uigennemtrængeligt plast.

Hvis kommunen ikke kan acceptere plast, vil siderne blive støbt, men fortsat med en hældning på 45 grader.

Kommunen vil dog ikke acceptere nogen af de oplyste konstruktioner, og de henviser til byggebladene og siger, at udformningen af siloen ikke er ok.


Svar

En plansilo til ensilage skal udformes efter reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 17. Der er ikke krav til, at plansiloer skal udformes efter byggebladene, da disse ikke har nogen retsvirkning.

Det betyder, at plansiloen skal have en sidebegrænsning af enten en 1 meter høj mur eller 2 meter bred randbelægning. På sider, hvor der er fald mod afløb, kan belægningen erstattes af en vulst.  Sider af jord med plastik vil således ikke være tilladt. 

Læs mere om krav til ensilageopbevaringsanlæggets udformning i vejledningen til husdyrgødningsbekendtgørelsens kapitel 7.

Plansiloens sider og bund skal være udført af bestandige materialer, som er uigennemtrængelige for fugt, og skal være opført så de kan modstå påvirkninger fra køretøjer og redskaber ved fyldning og tømning og fra den oplagrede ensilage, jf. § 17, stk. 7.

Kommunen skal vurdere, om den ønskede konstruktion kan leve op til kravene i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 17, stk. 7. Der skal således enten være en mur på 1 meters højde eller en randbelægning på 2 meter med fald mod afløb. 

Vurderer kommunen, at randbelægningen eller muren kan have 45 graders hældning, og de samtidig overholder de andre krav til fald mod afløb mv. i bekendtgørelsen, kan udformningen af siloen accepteres. 

Kommunen kan i forbindelse med vurderingen bede ansøger om dokumentation for, at den ønskede konstruktion vil kunne modstå de nævnte påvirkninger.


Miljøstyrelsen giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken