Er der krav om 50 % fast gulv i tilladelse til to-klimastalde med delvist spaltegulv?

Spørgsmål

Det fremgår af driftssystembeskrivelsen for Smågrise: To-klimastier med 50-75 % fast gulv, at de undersøgelser, der ligger til grund for fastsættelsen af emissionsfaktorer for denne stitype, er gennemført i stalde med mere end 50 % fast gulv.

Bør der derfor stilles vilkår om, at stier indrettet som to-klimastalde med delvis spaltegulv skal have over 50 % fast gulv i en § 16 b tilladelse, i overensstemmelse med beregningerne i driftssystembeskrivelsen? Link til driftssystembeskrivelsen her: pure.au.dk/ws/portalfiles/portal/292788046/Sm_grise_To_klimastier_med_50_75_fast_gulv_23112022.pdf (au.dk)


Svar

Nej, der bør ikke stilles vilkår om, at to-klimastalde med delvis fast gulv skal have over 50% fast gulv. Dette skyldes, at der ikke i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3 er fastsat nogen grænse for andelen af fast gulv hos smågrise, for at staldsystemet kan betegnes som ”to-klimastald, delvist spaltegulv”.

Selvom det antages, at to-klimastaldene til smågrisene har forskellig fordampningskoefficient afhængig af andelen af fast gulv, på samme måde som det gælder for slagtesvinene, findes der endnu ikke et fagligt grundlag til at fastsætte disse.

Fra Århus Universitets normtal for husdyrgødning 2024/2025 fremgår det af kapitel 8.Tab af næringsstoffer fra stalde” om definitionen på to-klimastalde: ”Definitionen af en to-klimastald med delvis fast gulv skelner p.t. ikke mellem stier med lille eller stor andel spaltegulv, og det er problematisk, idet viden fra slagtesvinestalde viser, at spaltegulvets andel af stien har betydning for ammoniakfordampningen. Det vil derfor være mest korrekt at opdele to-klimastalde i to kategorier, f.eks. 25-49 % fast gulv og 50-75 % fast gulv, ligesom det er tilfældet med slagtesvinestalde. Der findes imidlertid endnu intet fagligt grundlag for at fastsætte en fordampningskoefficient for to-klimastalde med 25-49 % fast gulv, ligesom datagrundlaget for stier med 50-75 % fast gulv baserer sig på kun én undersøgelse (Hansen et al., 2005), hvorfor det anbefales, at der iværksættes indsamling af måledata.”

Læs også dette tidligere svar i helpdesken: Definition af delvis spaltegulv til søer og smågrise - Husdyrvejledningen


Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dette svar med det forbehold, at svaret er vejledende og af generel karakter, idet styrelsen ikke kan medvirke til kommunens konkrete sagsbehandling. Ved behandling af en konkret, fuldt oplyst sag, kan der være forhold der taler for, at kommunen behandler sagen anderledes.

Med venlig hilsen,

Husdyrhelpdesken